Ugens opture
Meldgaards comeback
Det har været fem års gråd og tænderskæren, hvis man har været uheldig nok at være aktieejer i rederiet Torm.
For så længe er det siden, at selskabet sidst leverede et overskud. Nu er tørken imidlertid forbi. Selskabet har netop leveret et fint lille kvartalsregnskab, der indeholdt et overskud – det første i den tid, Jacob Meldgaard har været direktør for selskabet.
Det er rigtigt godt nyt for rederiet, der har kæmpet på kanten af udslettelse, fordi shippingbranchen har været gennem en massiv krise, og fordi rederiet i tiden op til krisen var blevet plukket for kapital af griske storaktionærer.
Siden har det været en lang og grim kamp for at redde rederiet – hvilket nu ser mere realistisk ud end før.
Det er endnu for tidligt at konkludere, at alt nu er godt. Et overskud skaber ingen revolution – hvilket Jacob Meldgaard er den første til at mene. Men der er grund til at fejre resultatet og håbe, at det er en ny begyndelse for Torm.
Det glimter af guld
Anders Colding Friis var en glad mand forleden. Det er til at forstå. For smykkeproducenten Pandora afleverede jo et aldeles forrygende regnskab, der satte en tyk streg under, at firmaet for længst har lagt flere års elendigheder bag sig.
Der var ganske mange gode delhistorier at fremhæve fra regnskabet. Vigtigst var måske, at en god del af fremgangen kom fra nye satsninger – blandt andet i Nord- og Sydamerika – og så har det jo ikke gjort noget, at dollaren er steget ganske meget det seneste halve år.
For Anders Colding Friis er det et rigtigt godt fundament at drive firmaet videre på. Han er ny mand i direktørstolen og har masser af muligheder på de nye markeder. Den satsning vil forhåbentlig gøre Pandora mindre afhængig af de ældre etablerede markeder, hvor der trods alt må være en øvre grænse for, hvor mange eksemplarer af den mangeårige storsælger, »charms«, man kan sælge til de samme kunder.
Ikke så diskret længere
Han er manden, der ikke har lyst til at blive fotografet – heller ikke når Berlingske Business ellers gerne vil fortælle historien om, at han nu igen har købt stort op.
Men Christian Dyvig vil allerhelst blive lidt i skyggen, – en øvelse der bliver stadig mere svær i takt med, at han køber stort op i danske virksomheder – for egne penge vel at mærke.
Dyvig har været mange steder i dansk erhvervsliv. Han har været advokat, arbejdet i Morgan Stanley, siddet i kapitalfonde og siden også været direktør i Lundbeckfonden. Efterhånden er han dog først og fremmest finansmand med ambitioner og lyst til at købe sig ind i spændende danske virksomheder, som han så trimmer og siden skyder af – med fortjeneste selvfølgelig.
Nu kan han også kalde sig ejer af arbejdstøjproducenten Kwintet, en virksomhed han kender godt fra sin bestyrelsespost i selskabet. Selskabet bløder, hvorfor det er noget af en opgave for Dyvig og Co. Men mon ikke han øjer en god forretning – uden indblanding fra andre ejere.
Ugens nedture
Exit uden style
Det var i sidste uge, at den ene af de to Stylepit-stiftere, Nicolai Kærgaard, forlod sin egen virksomhed. I denne uge fulgte så en markant nedjustering fra selskabet, hvilket bragte nye brikker til billedet af en virksomhed, som kæmper i alvorlig grad.
Det er en interessant virksomhed – blandt andet fordi ejerkredsen jo omfatter Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, der længe angiveligt har været utilfreds med udviklingen i selskabet. Hidtil har han dog ikke kunnet slippe af med Nicolai Kærgaard, der var i fælles front med den anden stifter, sin egen fætter Christian Bjerre Kusk.
Nu er det makkerskab brudt, og noget tyder på, at Anders Holch Povlsen har trukket i trådene bag kulisserne. Dér har der længe været interne uoverensstemmelser, fordi mange års massiv vækst var bremset, og der ikke længere var enighed om, hvilken vej Stylepit skulle bevæge sig i.
Det taber alle på – men værst dog Nicolai Kærgaard, der må forlade sin egen forretning.
Stakkels Danmark
Normalt vil man jo finde Dannebrog frem og skåle i champagne, når en dansk virksomhed sælges for milliarder. Det skete tidligere på ugen, da den fynske robotproducent Universal Robots blev solgt til USA for mindst 1,9 milliarder kroner. Set her fra den lille gossip-redaktion er der dog rigeligt med malurt i champagnen.
For hvor fantastisk er det egentligt, at så snart en lille dansk virksomhed får succes og er ved at finde en niche på et uhyre interessant marked, sælges den til udlandet?
Hvorfor er det, at vi i Danmark ikke er i stand til at holde på de mest interessante selskaber?
De nye ejere lover godt nok, at man vil bibeholde medarbejdere og forskning i Danmark – men desværre er det for ofte set, at den slags løfter ikke holder. Så lige så godt gået det er for folkene bag selskabet, lige så trist er det, at selskabet nu ikke kan få lov til at udvikle sig som en ægte dansk succeshistorie.
Smedegaards sten i skoen
Man kender det selv. Stenen i skoen, som man bare ikke kan få ud. Myggen, man bare ikke kan få slået ihjel. Lidt sådan har DFDS-direktøren det garanteret med den kamp, man står i på den engelske kanal, hvor DFDS med juristerne i hånden forsøger at få kendt det ulovligt, at Eurotunnel også sejler med færger over kanalen. Det har DFDS fået konkurrencemyndighedernes støtte til at stoppe – men nu vender en appelmyndighed på en tallerken og vil tillade, at Eurotunnel også driver rederi. For DFDS og direktør Niels Smedegaard er det rigtig skidt nyt. Rederiet kæmper med dårlig økonomi på ruterne over kanalen og kun udsigten til, at en konkurrent ville forsvinde, har holdt de økonomiske håb oppe.
Nu tvinges DFDS til at genoverveje, hvad man gør på den engelske kanal, og uanset beslutningen ser det ud til at blive rigtig dyrt for det danske rederi.