WASHINGTON: Kina er rystet. Iranerne er mere rolige. »Den Store Satan«, som Irans afdøde ayatollah Khomeini kaldte USA, er nemlig tilbage igen. Det siges, at Tysklands kansler Angela Merkel har sat sine nære rådgivere til at studere den amerikanske præsident, Donald Trumps store takketale i Pennsylvania, fordi han der viser, hvor selvoptaget han er. Hvis man altså skal tro det tyske magasin Der Spiegel. Og Mexicos præsident vågner om natten og råber, at han ikke vil betale for muren, mens Australiens premierminister Malcom Turnbull stadig forsøger at redde situationen, efter at Donald Trump angiveligt blev sur over, at han skulle modtage 1200 flygtninge fra Australien.

Trump skaber kaos både inderigs- og udenrigspolitisk. Men hvis man skal tro hans personlige rådgivere, så er det også meningen. For ud af kaos kommer orden. Og det er det, Trump ønsker, hvis man spørger hans talskvinde Kellyanne Conway, som gentagne gange har sagt, at alle skal vænne sig til en ny mand i Det Hvide Hus.