Her er ti nedslagspunkter i regeringens nye folkeskolereform
Fire år efter at folkeskolereformen trådte i kraft, er regeringen klar til at justere reglerne for folkeskolen.
Fire år efter at folkeskolereformen trådte i kraft, er regeringen klar til at justere reglerne for folkeskolen.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen og undervisningsminister Merete Riisager præsenterede tirsdag et nyt udspil, der skal forbedre folkeskolen. Udspillet hedder: »Folkets skole: Faglighed, dannelse og frihed«. Her er ti nedslag.
En skoleuge bliver i gennemsnit 1,8 time kortere.
I de mindste klasser - fra 0. til 3. klasse - skal antallet af timer reduceres fra 30 til 27,8 ugentligt.
Fra 4. til 6. klasse fra 33 til 31,5 timer.
Og fra 7. til 9. klasse fra 35 til 33,5 timer.
Et af de centrale greb i skolereformen fra 2013 var indførelsen af understøttende undervisning, der skal give eleverne et afbræk i undervisningen, eksempelvis i form af fysisk aktivitet, lektiehjælp og projektforløb. Nu mener regeringen, at den understøttende undervisning fylder for meget.
Derfor reduceres den nuværende understøttende undervisning med gennemsnitligt tre timer om ugen.
Regeringen vil indføre større gennemsigtighed i brugen af vikarer og reducere brugen af dem. Regeringen foreslår derfor, at der fastsættes en politisk målsætning om, at kommunerne skal nedbringe brugen af vikarer.
Samtidig med, at den understøttende undervisning reduceres, skal antallet af fagtimer - og især naturfagstimer - hæves.
Regeringen lægger op blandt andet til, at antallet af fagtimer hæves fra 23,3 til 26,3 timer ugentligt i 9. klasse.
Regeringen vil lancere en tre-årig læsekampagne, som skal reducere antallet af svage læsere ved at øge læselyst og sætte fokus på læseundervisningen. Der afsættes 7,5 mio. kr. til kampagnen.
Regeringen vil forenkle undervisningen i folkeskolen ved, at de tværgående temaer »it og medier« og »innovation og entreprenørskab« målrettes færre fag, så temaerne ikke længere skal indgå i alle fag.
Fremover skal bestyrelserne, som blandt andet består af forældre, have plads i ansættelsesudvalget, når en ny skoleleder ansættes.
I dag kan skolerne bytte dele af den understøttende undervisning ud med en ekstra lærer i andre timer. Det har ifølge regeringen taget overhånd, og derfor skal reglerne indskærpes.
Regeringen vil tilbyde én skole i hver kommune at indgå i en ti-årig forsøgsordning, hvor skolen slipper for en række krav til blandt andet antal undervisningstimer, lektiehjælp og bevægelse.
Præcisering: I en tidligere version af denne artikel stod, at regeringen foreslår kortere frikvarter. Det er korrekt, at der i regeringens forslag er kortere tid til frikvarter om ugen, men den mindre pausetid skyldes, at der er færre timer og derfor kortere tid i skolen, og regeringen foreslår ikke, at frikvartererne bliver kortere.