Med 93 procent af stemmerne optalt kan der drages en række konklusioner efter et hollandsk valg, der har haft den største internationale bevågenhed, som et valg i Holland nogensinde har haft.

Det er de to regeringspartier - det borgerligt-liberale VVD og det socialdemokratiske PvdA - der er blevet straffet, mens partier både til højre og venstre for regeringen er gået frem, og i den forstand er det på sin plads at kalde det et protestvalg.

Protesten mod det socialdemokratiske regeringsparti er endda af historiske dimensioner. Aldrig før i Hollands politiske historie har et parti tabt så mange mandater ved et valg.

Den internationale opmærksomhed har i den grad kredset om den EU- og indvandringskritiske Geert Wilders, fordi det hollandske valg er blevet anskuet som en mulig strømpil forud for vigtige valg i Frankrig, Italien og Tyskland. Og i kølvandet på Brexit og valget af Donald Trump i USA havde nogle ventet, at Geert Wilders kunne blive det næste oprør mod eliten, globaliseringen og indvandringen.

Trods fremgang skuffede Wilders imidlertid i forhold til forventningerne og i forhold til Wilders’ tidligere rekordvalg i 2010, som han ikke kunne overgå. Men Wilders' Frihedsparti ser trods alt ud til at blive det næststørste parti i Holland, så man kan ikke kalde det et decideret dårligt valg for Wilders.

Nok så vigtigt var Wilders’ Frihedsparti ikke det eneste, der gik frem. Faktisk oplevede tre andre partier en større fremgang, og både regeringens tilbagegang og fremgangen til højre og venstre er værd at kigge nærmere på, hvis man vil forstå det særlige hollandske protestvalg.

Historisk valgnederlag

Hvordan man end vender og drejer det, også selv om det var spået af meningsmålingerne, så er den største historie ved det hollandske valg den socialdemokratiske nedtur. Fra 38 pladser til ni pladser. Eller fra knap 25 procent til knap seks procent af stemmerne.

Det er ganske enkelt aldrig sket før. I socialdemokratiske højborge som Amsterdam og Groningen blev partiet eksempelvis kørt over, hvilket vidner om en dyb skuffelse over partiet blandt de hollændere, som stemte socialdemokratisk i 2012.

Forklaringen synes at være, at socialdemokraterne i 2012 gik til valg på at bekæmpe de forslag til hårde økonomiske reformer, som den borgerligt-liberale premierminister, Mark Rutte, havde lagt på bordet, og som havde udløst valget. Efter et godt valg gik socialdemokraterne alligevel i regering med Rutte og accepterede nedskæringer og reformer. Det har vælgerne tilsyneladende ikke tilgivet.

Mark Rutte takkede onsdag aften socialdemokraterne for at have taget ansvar i 2012, og det forstår man godt, for det sikrede Rutte regeringsmagten, mens det især er socialdemokraterne, der har betalt prisen.

Mark Ruttes borgerligt-liberale VVD-parti står ganske vist til at tabe otte mandater, men med 33 af de 150 pladser i parlamentet vil VVD stadig være klart det største parti, og det bliver Mark Rutte, som nu skal forsøge at danne en ny regering.

Ruttes resultat er bedre end forventet i meningsmålingerne, hvilket de fleste forklarer med, at han har stået fast over for Tyrkiets præsident Erdogan i den alvorlige diplomatiske krise, hvilket har givet medvind i slutspurten. Men det ændrer ikke ved, at også Rutte er gået tilbage, og at der skal mindst fire partier til at sikre et flertal i parlamentet, hvilket kan blive vanskeligt at finde.

Tre partier klarede sig bedre end Wilders

Hvis man kigger på vinderne, så er det mildt sagt en broget flok, der viser, at det er en protest med flere ansigter.

Den største vinder er således det grønne venstreparti GroenLinks, der ser ud til at gå 10 mandater frem til 14 pladser, efterfulgt af det socialliberale D66, der vinder syv mandater og opnår 19 pladser i parlamentet.

GroenLinks vil gøre op med regeringens besparelser - det har tydeligvis trukket stemmer fra socialdemokraterne - og er samtidig proeuropæisk og imod stramninger af udlændingepolitikken.

D66 deler GroenLinks’ holdninger, hvad angår udlændingepolitikken - eksempelvis stemte begge partier sidste år imod det delvise burkaforbud - og D66 er endnu mere proeuropæisk end GroenLinks.

Til gengæld ligger D66 tættere på Mark Rutte, hvad angår den økonomiske politik. I en socialdemokratisk højborg som Groningen blev D66 det største parti efterfulgt af GroenLinks, mens socialdemokraterne gik voldsomt tilbage. Da D66 har støttet de økonomiske reformer de seneste år, kunne det tale for, at det snarere er et opgør mod, at regeringen har bevæget sig for tæt på Geert Wilders i udlændingepolitikken, der har flyttet stemmer i Groningen.

Men omvendt er de to større partier, som ønsker en endnu strammere udlændingepolitik - Wilders’ Frihedsparti og Kristendemokraterne - også gået frem. Wilders ser ud til at få 20 mandater mod 15 i 2012 (og 24 pladser i 2010). Kristendemokraterne går frem til 19 mandater fra 13.

De to partier er til gengæld meget uenige om det økonomiske, hvor Kristendemokraterne ligger relativt tæt op ad Mark Rutte, mens Wilders også har tordnet imod regeringens økonomiske politik - dog uden at komme med bud på, hvad der i stedet skal gøres.

Wilders har utvivlsomt taget nogle vælgere fra socialdemokraterne, men det er værd at huske, at Wilders i 2012 i den grad blev straffet for at trække sin støtte til regeringen i et opgør om den økonomiske politik.

En protest med mange ansigter

Det hollandske valg indeholder således flere former for protester. Det er en protest mod regeringens nedskæringer, men det er også på én og samme tid en protest mod en for slap udlændingepolitik for nogle vælgere og en for hård udlændingepolitik for andre vælgere.

Ses der på det samlede udfald synes der dog at være opbakning til en relativ hård udlændingepolitik à la den, som den hollandske regering har ført.

I forhold til EU er billedet også blandet. Wilders vil have Holland helt ud af EU, mens Kristendemokraterne også har lagt en mere EU-skeptisk tone, om end partiet bakker op om EU-medlemskabet. D66 og GroenLinks er til gengæld varme fortalere for EU, om end GroenLinks ikke bryder sig om frihandelsaftaler.

Samlet set er der stadig et klart flertal af proeuropæiske partier i det hollandske parlament, men det er også værd at lægge mærke til, at et nyt euroskeptisk parti Forum voor Democratie ser ud til at komme ind med to mandater.

Svære forhandlinger i vente

Det mest sandsynlige ligner nu en regering med Ruttes VVD, Kristendemokraterne og D66, som så skal have et fjerde støtteparti, hvilket kan blive mere vanskeligt at finde, hvis regeringen skal have støtte fra et komfortabelt flertal.

En sådan regering vil umiddelbart fortsætte den økonomiske linje, men det bliver en kamp for Rutte at få Kristendemokraterne og D66 til at enes om linjen i udlændingepolitikken og EU-politikken. Kompromiset vil normalt være, at alle parter giver sig lidt, og så er der ingen revolutioner i vente fra en ny hollandsk regering.

Spørgsmålet er, om Rutte vil forsøge at inddrage GroenLinks, men det ser uhyre vanskeligt ud på grund af uenighederne om den økonomiske politik, og hvis GroenLinks’ kun 30-årige leder, Jesse Klaver, kigger lidt på socialdemokraternes nedtur, så skal han nok ikke gå på kompromis her.

I stedet kan Jesse Klaver forsøge at bygge videre på succesen som venstrefløjens nye »positive proteststemme,« som han kalder sig selv. En venstrefløj, som trods den fremadstormende Klaver samlet set er gået tilbage på grund af det socialdemokratiske kollaps.

Og om socialdemokraterne igen ønsker at komme med i en regering er i lyset af valgnederlaget også et åbent spørgsmål.

I alt 13 partier kommer ind i parlamentet, og det ser ud til at blive langvarige forhandlinger om en ny regering efter et protestvalg med mange ansigter.