Flere og flere i toppen af det danske erhvervsliv bærer rundt på et udenlandsk pas. Blandt de første store virksomheder til at hoppe med på den trend var Rockwool International A/S, da Tom Kähler overlod sin plads som topchef til hollænderen Eelco van Heel.
Da Rockwool-bestyrelsen sidste år meddelte, at van Heel var fyret, var den officielle begrundelse, at han manglede den fornødne erfaring i at drive en global virksomhed.
Nu har den nye direktør i Rockwool International A/S sat sig til rette, og der er i den grad tale om en mand med international erfaring.
Svenske Jens Birgersson kommer fra en fremtrædende direktørstilling i en af verdens største ingeniørkoncerner ABB.
Fra virksomhedens hovedkvarter i Zürich har Birgersson, indtil han 9. februar overtog Rockwool, siddet med ansvaret for en stor del af ABBs Power Division med en omsætning i millardklassen og 6.000-7.000 ansatte verden over.
Ukendt herhjemme
Præcis som landsmanden Anders Runevad i Vestas gjorde det, kommer Jens Birgersson til Danmark som et fuldstændig ukendt navn i medierne og offentligheden. Det forhindrer dog ikke Rockwools bestyrelsesformand, Bjørn Høi Jensen, i at have store forventninger til sin nye mand.
Da Høi Jensen præsenterede direktørskiftet, var han ikke sen til at fortælle pressen, hvilke opgaver der står øverst på Birgerssons to do-liste: Opdater forretningsplanen og løft indtjeningen og dermed også aktiekursen i et højere tempo end hidtil.
Jens Birgersson tog sine uddannelser som økonom og ingeniør i Sverige, men siden da har han ikke tilbragt mange år i fødelandet.
Han flyttede tidligt til Schweiz for at gøre karriere i ABB, der i 1988 blev dannet efter en fusion mellem svenske ASEA og schweiziske BBC, og CVet favner over en lang række forskellige stillinger i ABB kun afbrudt af en enkelt afstikker mellem 2005 og 2008 til den franske mineralproducent Imerys, hvor han var vicedirektør med base i Belgien.
Varmt navn i Sverige
I 2013 tog han et udvidet ledelseskursus på Harvard formentlig velvidende, at han var på vej mod et topjob.
Birgersson har gjort sig bemærket ved at levere flotte resultater, hvor end han har befundet sig. I svensk erhvervsliv har han længe været et af de varmeste navne til at score et topjob i et af de store svenske industriselskaber.
Den nye Rockwool-chef har kun haft få uger til at indfinde sig i det nye kontor i Hedehusene, og hans kone og fem børn bor stadig i Zürich. Familien flytter inden længe til Malmø, så børnene kan gå i svensk skole.
