»Det er synd for fodboldklubberne. Alle sager om matchfixing er trælse.«

Så højt – eller lavt – fik Dansk Boldspil-Unions (DBU) formand, Jesper Møller, i weekenden svunget sig op her i Berlingske, da avisen kunne afsløre nye eksempler på formodet matchfixing i den danske 1. division.

Og det var altså »træls,« han landede på.

Jesper Møller vandrer rundt som et meget fint eksempel på, hvad nordjysk sindighed er for en størrelse, og sandheden er jo også, at elendigheder ikke alene løses ved at hælde glødende forbandelser ud over dem. Der skal handlinger til, og dem har vi da også set nogle af fra DBUs side.

Men alligevel: »Træls« er i min bog til den defensive side, når det kommer til dansk fodbolds førstemand og hans reaktion på et problem, som bare ikke tåler at blive undervurderet.

Jeg har tilbragt en stor del af mit journalistiske liv omkring international cykelsport og blandt andet set Lance Armstrong jorde al modstand i Tour de France og hørt ham jorde alle optræk til dopingmistanke.

Efter Lance Armstrongs indrømmelse af, at det hele var bygget på en kæmpe løgn, er det også kommet frem, at dele af den politiske top i international cykelsport om ikke decideret holdt hånden over Lance Armstrong så i hvert fald på ingen måde forholdt sig kritisk nok til, hvad der var i gang omkring texaneren og i feltet i øvrigt.

Man ville ikke ødelægge fortællingen. Og man ville ikke ødelægge den gode forretning.

Den strategi gik som bekendt ikke – snyderiet blev afsløret.

Til trods for det er cykelsporten stadig en fascinerende størrelse, men den er som følge af sin egen manglende evne til at forandre en syg dopingkultur i dag udstyret med det frygtelige forhold, at betragteren altid sidder tvivlende tilbage og spørger, om det nu var til at tro på, hvad vi så.

Fodbolden risikerer at ende det samme sted. Ja, fodbolden er i nogen grad allerede på vej derhen. Målmænd der dropper, dårlige dommere og besynderlige røde kort kategoriseres i dag ikke bare som talentløshed. Det er på vej ind under matchfixingmistanke med det samme.

Dén instinktive tvivl er den værste sygdom for en hvilken som helst idrætsgren.

Søndagens historie her i avisen om, at tre Frem-spillere formentlig var klar til at tabe med vilje i en kamp, der handlede om klubbens liv i 1. division, er mere end træls. Den er en uhyggelig påmindelse om, hvor meget integritet og sportsånd man kan købe for 100.000 kr. eller deromkring.

Man bliver ikke millionær af at spille fodbold i den danske 1. division, men derfor kan man godt have et højt forbrug på tøj, bil, byliv og betting. Er det til at sætte sig ind i, hvis en ung fodboldspiller på dette niveau, som bakser med kassekreditten, er til at friste?

Jeg tror i hvert fald, man bliver nødt til at forsøge at sætte sig ind i det, hvis man vil forstå, hvad der kan skabe en Frem-sag og før det en Hvidovre-sag.

Matchfixerne, de store bagmænd derude, har allerede forstået at sætte sig ind i den slags.

Når man hos syndikaterne i Asien forud for VM-slutrunden i sommer læste, at Cameroun-spillerne nægtede at gå op i det chartrede fly, der skulle bringe holdet til Brasilien, fordi der ikke var forhandlet en ordentlig bonusaftale på plads, så ser man hurtigt muligheder for at lave et fix.

 

På et landshold, der truer med at smide en VM-slutrunde for et beløb, der angiveligt var 70.000 kroner pr. mand, findes der selvfølgelig spillere, der også vil tabe en kamp mod en passende betaling.

Fodboldens politikere har i årevis dygtigt spundet en fortælling om, at verdens største spil er et spil præget af ordentlighed, fair play og sportsmanship. Et spil, hvor snyderne var så få, at de var tæt på ligegyldige.

Jeg anerkender, at der både her i Danmark og internationalt generelt er en sund forandring i dette forældede syn på de dokumenterede trusler mod spillet.

Men hvis vi herhjemme skal tro på, at der er den nødvendige hårdhed i tilgangen til truslerne, så bliver DBU-formanden nødt til at svinge sig op til noget mere, end at det er »træls«, at en helt, helt afgørende kamp i den næstbedste danske fodboldrække formentlig var fixet.

Det er meget mere end træls.