I restaurant-kæden Cofoco er de vilde med Nørrebro. Fordi nørrebroerne er vilde med Cofoco.

Cofoco åbnede i 2009 den italiensk-inspirerede restaurant Scarpetta på hjørnet af Rantzausgade i en periode, hvor bydelen var belastet demonstrationer og kampe mellem politi og BZ-ere på grund af Ungdomshuset på Jagtvej. Scarpetta blev så populær i sit hood, at Cofoco i 2011 besluttede at åbne en Oysters & Grill-restaurant midt i Nørrebros shawarma-land i Sjællandsgade i et berliner-råt lokale med voksduge på bordet og plasticvandflasker.

Da AOK talte med Cofoco-ejer Torben Klitbo i forbindelse med artiklen En blodig vinter i vente, fortalte han, at Cofoco pønsede på at åbne en tredje Nørrebro-restaurant i maj 2012.

Torben Klitbo kan nu fortælle, at Cofocos nye restaurant på Nørrebro bliver nabo til Empire Bio. Den kommer til at ligge i Guldbergsgade ved indgangen til baggården, som nu bliver byfornyet. Restauranten bliver dermed også nabo til Aroidee, som er den thai-inspirerede takeaway og spisebar ved siden af michelin-restauranten Kiin Kiin.

Rygter ville vide, at Cofoco-kæden her vil lancere deres første bud på et steakhouse, men men det benægter Torben Klitbo.

- Udlejeren ville oprindelig gerne have et argentinsk steakhouse her, men det bliver det ikke. I stedet laver vi noget helt andet. Noget vi ikke har lavet før. Og som måske vores mest moderne restaurant til dato. Vi sidder og arbejder på konceptet nu, og det bliver noget med lokale råvarer, men det bliver ikke nordisk mad, fortæller Torben Klitbo.

Planen hedder stadig åbning i foråret, men da den nye restaurant, som får plads til 100 gæster, ligger i en bygning på tre etager, som skal blive til 2 med 7 meter højt til loftet på den øverste etage, og en kælder, der først skal graves ud, er der en del byggearbejde, der skal være færdigt, før invitationerne åbningsreceptionen kan sendes ud.

- I følge kontrakten skal lejemålet stå klart 1. maj, og hvis det ikke holder, skal vi have penge i kompensation, men jeg kan godt have min tvivl på, om de når det, siger Torben Klitbo fra Cofoco, som også håber, at komme til at åbne endnu et par Le Marche-take away i 2012.

Flere gode nye restauranter
De 5 som åbnede i efteråret 2011


Cofofo-imperiet