Sporene fra filmarbejdet er endnu tydelige. Her er kulisserester, tomme kildevand, en dynge nissehuer i en sofa, og en papkasse med påskriften »spøgelseskostumer«.

Læs også: Vind en rejse i julegave

Desuden myldrer det med folk, der rydder op, piller ned og pakker store lastbiler med lamper, stilladser og filtret elektronik. Men intet af alt dette kan slå skår i atmosfæren heroppe.

Fruen på Børglum, Anne Rottbøll, øser af sin viden, mens hun viser rundt i de historiske omgivelser.
Hverken slottet eller kirken ligner helt sig selv, siger hun, for der er ikke den krog, den trappeafsats, den sal og det kammer, der ikke er blevet brugt til »Ludvig og Julemanden«. Til opbevaring, til optagelser, til omklædning eller sminke.

En sjov hurlumhej-oplevelse
Det eneste, der var fredet, var børnenes værelser. Alt andet blev invaderet. En fin dør blev fjernet og erstattet med håndmalede paneler for at få historiens logik og kameravinkler til at gå op. Og i den gule spisestue, som vi kommer til at se i mange scener, blev det nye maleri af Hans og Anne Rottbøll skiftet ud med et ældre fra anegalleriet.

De fine gamle sale blev flittigt brugt til optagelserne, så godsejerparrets sølvbryllupsfest blev forlagt til et telt i haven.
- Det blev flot pyntet, så det gjorde ikke noget. Og vi kunne da drikke champagne til velkomst i Kongesalen, siger Anne, der synes, at hele hurlumhejet har været en positiv oplevelse.
- Jeg er imponeret over den flid, der blev lagt for dagen fra både produktionen og skuespillerne. Også alle børnene. Det var intensivt arbejde fra tidligt til sent. Jeg var forberedt på, at det ville fylde meget med optagelserne her på klosteret, men havde ikke forestillet mig, at der var så enormt meget arbejde forbundet med at få produceret de 24 afsnit.

Intens atmosfære
Også Morten Rasmussen, producer og producent, Deluca Film, har set det som et privilegium at arbejde på Børglum Kloster.
- Det, vi har fået foræret i stor stil, er de autentiske rammer til vores historie. For selv om vi forholder os relativt frit til den helt aktuelle danmarkshistorie, er der meget fra virkeligheden, der er byget ind i manuskriptet.
- Flere af de personer, der optræder i julekalenderen, har haft deres gang heroppe. Især er der en intens atmosfære i kirken, der har stået næsten urørt i mange hundrede år. Det er enestående, at vi har haft mulighed for at filme derinde. Man bør tage sig tid til at opleve den, hvis man tager derop.

Man forstår Morten Rasmussen glæde over omgivelserne: Her er søjlefødder af granit med runer, der fortæller, at der allerede i 1100-tallet var en stenkirke på stedet. Her er hemmelige gange, trappetrin, der er slidt hule, og mærker i murene efter de vinduer, der sad i cellerne hos Præmonstratenser-munkene, der havde hjemme på Børglum i mange år.

Venlige spøgelser
Munkene er her skam endnu. Dels ligger de begravet lige under klostergården. Dels går de igen på gange og i sale.
- Men de er venlige, de spøgelser, vi har truffet. De tager sig godt af os, fortæller Anne Rottbøll.

Også i julekalenderen er spøgelserne med:
- Udover Stygge Krumpens genfærd har vi et næsten Twilight-agtigt trekantsdrama mellem Ludvigs søster, Rebekka, hendes klassekammerat, Thoas, og den unge ridder Maximillian, der også er et genfærd, siger Morten Rasmussen.
Hvordan det ender med de usædvanlig romancer, får vi ikke at vide, men må afvente, at historien trappes op hen mod jul.

3 oplevelser

Julemarked
Der er marked i klostergården og indenfor på Børglum Kloster i de julepyntede private stuer og sale. Der er koncerter i kirken, og mulighed for at se nogle af kulisserne fra julekalenderen.
10-11. december kl. 10-16

Den Gamle Smedie
I Vraas gamle hestesmedie på Bodils høj, tæt ved klosteret, er der nu restaurant. Der er åbent (kl.11-16) fra torsdag til søndag de tre første uger i december, hvor der er æbleskiver, frokost og husets middelalder ret, »Elisabeth Gyldenstiernes Ravnesuppe«.

Villa Vest
Nordkystens lækreste solnedgangs oplevelse får man fra sit vinduesbord i Restaurant Villa Vest. I december er der åbent fredag og lørdag frem til 17. december.
Info: villavest.dk

Læs også: Her er flugten fra julen