Hun har en hvid kittel og briller på. I hendes hænder holder hun to kolber med gul og blå væske. Hun er en karikeret udgave af en kvindelig laboratorieforsker - men nu findes hun også i legetøjets verden.

For første gang nogensinde kan man nemlig i Legos sortiment finde en videnskabsmand, som er kvinde. Det skriver videnskabssitet Livescience.com.

Den nye model udgør en af de i alt 16 nye figurer i Legos Minifigures serie 11, der lander i butikkerne i september måned.

Lego har været under beskyldning for primært at markedsføre sine ikoniske figurer til drenge og overføre kønsstereotyper til legetøjet.

Men ifølge forskere og kritikere, så er den anti-lyserøde videnskabskvinde et skridt i den rigtige retning.

»Jeg synes, at denne figur er et udtryk for en positiv udvikling, fordi den viser en kvinde i en naturvidenskabelig karriere uden at falde i nogle af stereotyperne ved at give hende lyserødt tøj på eller kalde hende »den kvindelige forsker«,« skriver Elizabeth Sweet, der har en ph.d.-kandidat i sociologi ved University of California, i en mail til LiveScience, og henviser til figurens navn som er »Forskeren«.

Selvom den nye figur kan være den første kvindelige laboratorieforsker i Lego universet, så peger det amerikanske tidsskrift Scientific American på, at hun ikke er den første kvindelige minifigur med en karriere inden for det naturvidenskabelige felt. For eksempel udgav Lego i 1970’erne en kvindelig læge i 1970’erne, og en kvindelig astronaut i 1990’erne som en del af sin Ice Planet 2002 serie.

Men i gennemsnit er kønsraten blandt Legos minifigurer omtrent fire mandlige figurer til én kvindelig, skriver Scientific American.

Elizabeth Sweet har også bemærket, at kønsstereotyperne paradoksalt nok synes at være blevet mere integreret i Legos markedsføring i de seneste år.

»Mens Lego oprindeligt har markedsført deres produkter bredt til børn, og aktivt har inddraget både drenge og piger i deres annoncer, er Legos legetøj i dag designet og markedsført overvældende i forhold til køn,« skriver Elizabeth Sweet til LiveScience.

En af Legos serier rettet mod piger hedder »Lego Friends«, og her er figurerne mere velformede og menneskelige, end de traditionelle firkantede kroppe. Men den serie har modtaget kritik for at bruge stereotypiske feminine farver og historier, mens de fleste andre Legoserier i dag er målrettet mod drenge og omfatter færre kvindelige karakterer, skriver Elizabeth Sweet.

»Så mens jeg er glad for at se Lego lancere den kvindelige laboratorieforsker, så er hun en dråbe i en stor spand af tilbud, som er kønsdefinerede,« skrev Sweet.

»Det ville være helt ideelt for Lego at tilbyde mange flere kvindelige karakterer i deres sæt, som ikke var hængt op på stereotyper. Og det ville være endnu bedre at se dem gå tilbage til at markedsføre sæt til både drenge og piger.«

En forkæmper hos den britisk baserede organisation Let Toys Be Toys, Megan Perryman, giver den amerikanske forsker Elizabeth Sweet ret.

»Den kvindelige laboratorieforsker er et skridt i den rigtige retning, da det er vigtigt for piger at se sig selv afspejlet i en så bred vifte af erhverv, som muligt. Men Lego har en lang vej at gå for at gøre deres produkter og markedsføring virkeligt dækkende,« skriver Megan Perryman i en mail til LiveScience.