Dermed har offentligheden endelig fået lov til at se det, som den danske bildesigner mener, bliver fremtidens bil: En luksussedan på størrelse med en Audi A5 med plads til fem passagerer, som er drevet af elmotor med en benzinmotor som backup til batterierne.

Afsløringen af prototypen er ikke bare en milepæl i Henrik Fiskers arbejde med at stable en bilfabrik på benene – den er også et skæringspunkt. For det er nu, det vil vise sig, om kunderne viser interesse for at skifte benzinslugeren ud med det grønne alternativ. Med andre ord: Vil det vælte ind med forudbestillinger - eller vil kunderne ignorere Atlantic?

Se billederne: Fisker Atlantic

På papiret ser det lovende ud. Men spørgsmålet er, om kunderne er villige til at betale den slat mere, det koster at købe en elbil, og om de tror på konceptet og holdbarheden. Og sidstnævnte er absolut en af Henrik Fiskers udfordringer.

Forløberen for Atlantic er Fisker Karma, der er en sportsvogn. På trods af at køreoplevelsen er blevet rost, har modellen været præget af problemer, og det er ikke noget, der huer nutidens bilkøbere.

På trods af udfordringerne var det en pavestolt Henrik Fisker, der tirsdag løftede sløret for Fisker Atlantic.

"Vi er exceptionelt stolte af vores Atlantic-prototype, og vi tror, vi har skabt en banebrydende bil, som både kører og ser ud som intet andet i dens klasse," siger Henrik Fisker.

Præcis hvornår Fisker Atlantic kommer i produktion er uvist. Foran virksomheden ligger stadig et væld af udfordringer – ikke bare med at få produktionen op at stå, men også med at få finansieringen på plads.