Som de første kunne Berlingske Business afsløre detaljer om, hvorfor Anders Eldrup var blevet fyret fra DONG. En kreds af nære medarbejdere var blevet forgyldt med høje lønninger og lukrative fratrædelsesordninger. Det bekræftes af bestyrelsesformand Fritz Schur.
"Det var en helt og absolut enig bestyrelse, der tog beslutningen om, at samarbejdet med Anders Eldrup måtte ophøre," sagde Fritz Schur.
Onsdag 14. marts 16.45
Bestyrelsesformand i DONG, Fritz Schur, holder pressemøde, hvor han redegør for fyringen af Anders Eldrup. Han kalder blandt andet forholdene for "det værste jeg har set."
"Det bemærkes i øvrigt, at kompensationsforholdene (...) er på niveau med DONG Energys koncerndirektører. Specielt "X" og "Y" har i dag et lønniveau af en størrelse, så det afviger markant fra selskabets generelle løn- og kompensationsforhold for direktører. Hertil kommer, at "X"s muligheder for selv at sige op er usædvanlige. Du bør overveje, om Vederlagskomiteen skal orienteres herom," lyder det i citatet, hvor X ifølge Børsens oplysninger skulle være Jakob Baruël Poulsen.
