I et perspektiv ligner HBO Nordics nye 1800-tals-serie “Taboo” et stort forfængelighedsprojekt for hovedrolleindehaveren Tom Hardy, i og med at han selv har været med til at skrive handlingen, og totalt dominerer den første episode med sin meget markante tilstedeværelse på skærmen. At Tom Hardy forlanger opmærksomhed er dog nemt at tilgive, for der er få skuespillere i dag, der kan levere samme grad af intensitet. Hvert minut af de ganske mange minutter i første episode, hvor han i tavshed stirrer ildevarslende ind i ildstedet, er dermed godt givet ud for seerne.
Der bliver skovlet tykt på med atmosfære fra første billede, da Hardy i rollen som den arrede og tatoverede James Keziah Delaney vender hjem fra mange års ophold i Afrika, hvor rygtet siger, at han har lavet sortekunster og andre frygteligheder.
