Nu venter hele verdenen på, hvilken straf den uruguayanske Liverpool-angriber bliver idømt.

Danmarks landstræner Morten Olsen er ikke i tvivl. Suarez skal sendes hjem fra Brasilien, men beslutningen ligger hos FIFAs disciplinære komité. De annoncerede onsdag morgen dansk tid, at man har indledt en sag mod Uruguays stjerneangriber for at sætte tænderne i den italienske landsholdsforsvarer. Suarez og det uruguayanske fodboldforbund har fået indtil klokken 22 dansk tid onsdag aften til at forklare den episode, som fik hele verdenen til at måbe tirsdag aften. Og stadig gør.

Det er langt fra første gang, at Luis Suarez sætter tænderne i en modspiller. I 2010, da han spillede for Ajax, gik det udover PSVs Otman Bakkal. Det kostede syv karantænedage. Sidste år var det Chelseas Branislav Ivanovic' tur til at mærke Suarez' tandsæt, hvilket kostede Suarez 10 karantænedage.

Det store spørgsmål er nu, om straffen bliver endnu hårdere.

Herunder kan du læse FIFAs disciplinære reglement:

FIFA's disciplinære reglement

Artikel 48: Usportslig optræden mod modstandere eller andre personer: 1. Inklusiv automatisk karantæne i henhold til artikel 18, paragraf 4, skal alle modtagere af direkte rødt kort karantænerammes som følger:

a) én kamp for at have forhindret en oplagt scoringsmulighed til modstanderholdet (især ved overlagte handlinger)

b) mindst en kamp ved alvorlige forseelser (især i tilfælde af unødvendige eller brutale handlinger)

c) mindst en kamp for usportslig optræden mod en modstander eller en anden person anden end en matchofficial (henfør artikel 53, 54 og 57-60)

d) mindst to kampe for overfald (albuer, slag, spark etc.) mod en modstander eller en anden person anden end en matchofficial.

e) mindst seks kampe for at spytte en modstander eller en anden person anden end en matchofficial.

2. En bøde kan også uddeles i alle tilfælde.

3. Retten forbeholdes til at dømme overtrædelser i henhold til artikel 77 a).

Artikel 57: Anstødelig opførsel og fairplay

Alle, som fornærmer nogen på enhver måde, især ved at bruge anstødelige håndbevægelser eller sprog, eller som bryder fairplay-principperne, eller hvis opførsel på nogen anden måde er usportslig kan straffes som beskrevet i artikel 10 og fremdeles.

Artikel 77, a: Disciplinær kommiteen er ansvarlig for at sanktionere alvorlige overtrædelser, som kan have undsluppet dommernes opmærksomhed.

Artikel 96, a-c: Fastslår at alle typer beviser kan benyttes inklusiv vidneforklaringer, ekspertvurderinger og video-optagelser.

Kilde: FIFA's disciplinære reglement