Artiklen blev bragt i Berlingske Søndag 10. juli

MANCHESTER. Selvironien er tydelig.

I halvanden time har verdens største boyband gennem tiderne, Take That, denne tirsdag aften nærmest væltet hjembyen Manchester, og 51.000 mennesker skråler på Manchester Stadium med på de største hits.

Fra scenen affyres gul konfetti, søjler med ild eksploderer, og hvide balloner stiger til vejrs som sæbebobler. Statister som dansende træer, bier på rulleskøjter og en gigantisk bevægelig robot giver det hele ekstra kolorit.

Sidste gang de fem sangere - Gary Barlow (40), Robbie Williams (37), Mark Owen (39), Howard Donald (43) og Jason Orange (41) - som ganske unge var på tur sammen for 16 år siden, blev der kastet bamser op på scenen, og børn og teenagepiger skreg og var tæt på besvimelse. Denne aften er såvel de selv som deres gamle fans en hel del ældre. Fansene smider ikke længere sovedyr op på scenen, men de skriger på ny, nu i begejstring over at genopleve noget af magien fra deres ungdomsår. Og så er det, at bandet selv iscenesætter selvironien: Gary Barlow sætter sig bag flygelet og en bakke med drikkevarer bliver bragt ind på scenen til de fem sangere, der med alderen er blevet en del klogere på livet. Barlow deler de våde varer ud.

»Her et glas rødvin til Howard, her et glas rødvin til Jason, her et glas rødvin til mig,« siger han og kigger så over på Robbie og Mark, der efter de hektiske ungdomsår i Take That begge endte som alkoholikere: »Og her et glas mælk til Mark og Robbie.«

Rejsen fra at være globale teenagestjerner til den bitre splittelse i 1995, hvor Robbie Williams gik ud for at få en drink på Glastonbury Festival og først kom tilbage halvandet årti senere, og nu til et storstilet comeback med deres genforeningsturné »Progress Live«, rummer mindst ligeså megen smerte som glæde.

Men netop nu er det mest livsglæde med turnéen, der om få dage bringer dem til København, hvor de spiller fredag og lørdag. Denne aften i Manchester når koncerten højder, som danske fans kun kan håbe gentager sig i Parken.

I Storbritannien var der på forhånd skabt tårnhøje forventninger til bandet efter, at svimlende 1,76 millioner mennesker på rekordtid havde indløst billet til de 27 koncerter, heraf otte udsolgte på Wembley, altså én mere end Michael Jacksons hidtidige rekord med syv på hans »Bad«-tour.

Frygt for fiasko for det genforenede band er i dag endegyldigt gjort til skamme. Siden premieren i Sunderland 27. maj er det svømmet over med lovord i de britiske medier, og spørgsmålet er i dag, om det aldrende Take That med Robbie Williams tilbage på holdet ikke blot er endnu skarpere på en scene end det yngre Take That.

Samlet set har de også flere hit at begejstre med fra deres succesår. Take That har solgt over 40 mio. album, Robbie Wiliams over 60 mio. som solist.

Efter en halv times opvarmning med Pet Shop Boys serverer de fem reelt tre koncerter for publikum.

Første akt er en god halv time med Take That uden Robbie Williams på scenen, som åbner med »Rule The World«, og det virker overflødigt, da Gary Barlow siger, at han »vil se arme i vejret«. For titusindvis af arme svinger allerede taktfast fra side til side på det fyldte stadion.

Anden akt optræder Robbie Williams alene, og efter på spektakulær vis at være sprunget ind på scenen i en line fra ti meters højde udløser hans optræden nærmest ekstase, da han kaster sig ud i en række af sine solohits.

»Let me entertain you« er meget passende det første, og hvert nummer modtages med så kæmpe brøl af begejstring, at det slår én, om det måske kan høres helt i København. Som et slags forvarsel. Den karismatiske sanger er veloplagt. Han hopper op og ned på scenen, som havde han trampoliner bundet fast på sine fødder, han skærer sjove ansigter, han rækker tunge, han fortæller vittigheder, han banker sig symbolsk med knyttet hånd på sit hjerte.

»Manchester, I am still your son,« råber han og lægger sig ned med armene strakt frem foran sig i tilbedelse af publikum.

Men forgudelsen går fortsat også den anden vej og efter en kæk opfordring til de kvindelige fans om at »gøre sig klar med håndcremen«, lader han sig liggende på maven køre på en platform ud over publikum, mens han rækker sin hånd ned og griber famlende kvindehænder og synger »Feel«. Take That er store denne aften, men Robbie Williams er gud. Tredje akt er de alle fem sammen, og efter det smarte træk med at lade Robbie Williams optræde alene en halv time med sine største hits fra sin solokarriere, er det som om, at Take That kan hævde, at det også er deres numre. Men det genforenede band behøver nu at vise sig som en enhed efter al den Robbie Williams dominans. Det sker med nye sange som »The Flood« og »SOS« fra sidste års genforeningsalbum »Progress«, men også med gamle hits som da Gary Barlow sætter sig til flygelet for at spille og servere mælk for sin genfundne ven, Robbie Wiliams.

Umiddelbart syntes det usandsynligt, at de to tidligere kamphaner nogensinde skulle finde sammen igen.

Da Robbie Williams forlod bandet 21 år gammel i 1995, gik det ikke stille af. Giftige bemærkninger fløj af sted fra begge sider.

Efter fem år med Take That, hvor berømmelsen kom med ustyrlig fart for de fem unge mænd, havde Robbie Williams opbygget et misbrug, der ofte gjorde ham selvdestruktiv og ulidelig at være sammen.

Han turede rundt med bandmedlemmer fra Oasis, og aftenen før Take That skulle optræde på MTV Europe Music Awards, var han tæt på at dø af en overdosis.

Men bruddet, der knuste teenagepigers hjerter verden rundt, og som fik den britiske regering til at oprette telefonrådgivninger af frygt for selvmord blandt unge piger, handlede for Robbie Williams også om uforløste drømme.

Han følte, at han som gruppens yngste ikke fik plads nok af den uformelle leder, Bary Garlow. Han ville derfor satse på en solokarriere, og til manges overraskelse - og Barlows store skuffelse - var det netop ham og ikke Barlow, der bragede igennem som solist. Mens Take That snart gik i opløsning.

I TV-dokumentaren »Look Back, Don’t Stare« siger en eftertænksom Robbie Williams:

»Vi var alle drenge fra arbejderklassen, alle teenagere, som havde fået guldbilletten, hvis du altså tror på, at det er den gyldne billet. Din ene chance for ikke at ’fucke’ dit liv op og at skabe noget for dig selv. Og du følger ligesom bare dette blindt,« siger Robbie Williams og tilføjer om sin egen rolle i bandet dengang:

»Du er ikke klar over, at du bare er en danser i baggrunden, før der er gået nogle år. Jeg ville gerne have meldt mig til at være Barlows baggrundsdanser. Men det var bare ikke min forståelse af koncerten.«

I dokumentaren vedstår Gary Barlow i dag sig sit ansvar for, at det gik galt:

»Jeg var formanden. Han var en frustreret tekstforfatter. Han skulle have været opmuntret til at skrive tekster. Jeg fangede det ikke. Han fik kun afvisning fra mig. Jeg ønskede at skrive alle tekster. Jeg ønskede også at være den, der sang det hele.«

For et par år siden fik de endelig talt ud under et møde i Los Angeles, hvor Robbie Williams i dag bor med sin kone, Ayda, og sine ni hunde. Mødet kunne gå godt, det kunne gå skidt, det var knald eller fald, har de begge forklaret. Men det endte med, at de sagde undskyld til hinanden.

»Det løftede så meget af mine skuldre, som jeg ikke vidste, var der,« har Robbie Williams forklaret, og for Gary Barlow var det på samme måde en befrielse: »Jeg har brugt de sidste 15 år på at tænke over, hvad jeg skulle sige.«

I dag skriver de tekster sammen og respekterer hinanden, selv om de eller måske netop derfor med Robbie Williams ord er hinandens modsætninger.

»Han er meget saglig. Jeg er meget følelsesmæssig. Han er meget velfunderet. Jeg er meget vægelsindet. Han får gjort ting. Jeg gør ikke,« siger han til Esquire.

Netop Robbie Williams’ skrøbelige sind, der står i skarp kontrast til hans selvsikre optræden i Manchester denne aften, var den største barriere for genforeningen.

I 2009 da han forberedte sig på et comeback efter afvænning, psykiatrisk behandling og tre år uden for rampelyset, havde han svært ved at genfinde selvtilliden til at optræde. Gennem den periode var offentlighedens billede af ham mest, at han var en plaget skør kugle. Der blev talt om, at han var blevet besat af konspirationsteorier, og at han havde udviklet en unaturlig interesse i rumvæsener. Han havde taget på, ladet et stort busket skæg vokse ud og var blevet afhængig af receptpligtig medicin.

Hans comeback blev kickstartet med en optræden i britisk X Factor i 2009, men han så forvirret ud og løb rundt med opspærrede øjne, som var han påvirket. Det var han ikke, har han fastholdt, men han var derimod »skrækslagen«, fordi det var som om, at han helt havde glemt at optræde. Til trods for sit åbenlyse talent. Hans comeback-CD gik heller ikke særlig godt, den manglede tydeligvis et stort hit.

Til gengæld havde hans gamle venner fra Take That fundet rytmen, efter at være blevet genforenet i 2006. Måske var det, hvad der skulle til, for at de alle fem kunne finde hinanden på ny. I hvert fald for en tid og måske for en sidste gang i København om få dage. Eller som Robbie Williams har sagt om fremtiden og det at være popstjerne:

»Om der vil være et Take That efter denne tour, ved jeg ikke. Det er meget svævende. Du ved, der er medlemmer af dette band, der har samme mavekneb omkring industrien som jeg, og som også finder det ubekvemt. Og de skal også gøre op med sig selv, om de har lyst til at gøre det igen.«