Millioner af danskere får i disse uger besked fra deres teleselskab om, at mobilabonnementet bliver ændret - ofte med en prisstigning - som følge af EUs krav om, at det fra 15. juni ikke må koste mere at tale og bruge data på ferien i Europa end herhjemme. Derfor er det nu, at man bør gå sit mobilabonnement efter for at se, om man kan få et bedre og billigere.

Berlingske har bedt to mobileksperter om de gode råd til, hvad man bør se efter. John G. Pedersen er redaktør og indehaver af nyhedsnetstedet MereMobil.dk, mens Nicolas Fredriksen driver Telepristjek.dk, hvor man kan sammenligne abonnementer. Begge har årelang erfaring på området, som de følger tæt.