»I skal have sikkerhedssko på,« er noget af det første, scenechef Rasmus Clausen siger, da Berlingske tropper op i Skuespilhuset denne mørke og regnvåde novembermorgen for at følge arbejdet bag scenen.
Engang skabte papkulisser og håndmalede scenetæpper teatrets magi. I dag er det anderledes tunge sager, sceneteknikerne bakser rundt med før, under og efter forestillingen.
Det kan bl.a. skuespilleren Søren Sætter-Lassen bevidne. Han fik revet næsten et år ud af kalenderen, da en mere end 100 kilo tung kulissevæg ramte ham under en prøve i Skuespilhuset sidste sommer.
Nu er han heldigvis frisk igen og spiller – sammen med Bodil Jørgensen og Ghita Nørby – for fulde huse og begejstrede anmeldere i Strindbergs »Faderen«. Også i aften.
Men inden da skal der ske rigtig mange andre ting her på Store Scene. Hele tre sceneskift skal gennemføres og to hold skuespillere i aktion, inden de sidste teknikere kan gå hjem lidt over ti i aften.
Læs også: Velkommen til Det Kongelige Teater
Sceneteknikhold B har morgenvagten og lægger ud med at fjerne scenografien fra Dostojevskijs »Onde Ånder«, der spillede i aftes. Et monstrum i tre etager på næsten 20 ton med indbygget tagpavillon, bowlingbane og en skummel underverden med meterhøje hashplanter – kunstige, altså.
»Den nederste etage er bygget direkte i vores sceneelevator, som kan gå 2,90 meter ned under scenen. Så når vi har fjernet de to øverste etager, kører vi bare underetagen ned i kælderen,« fortæller scenemester Hans Jørgen Larsen, der leder arbejdet.
»Publikum ved det ikke, men når de i aften sidder og ser »Faderen«, ligger der altså onde ånder under gulvet,« joker han, mens kollegerne allerede er i gang med at køre nyt gulv ind – ikke til »Faderen«, men til Ingmar Bergmans klassiker, »Fanny og Alexander«, som der skal prøves på hele eftermiddagen, inden Strindberg kan komme på scenen.
Se billederne: Kom bag kulisserne på Det Kongelige Teater
»Noget af det vigtigste, når vi projekterer forestillinger, er at sikre, at scenografierne er konstrueret, så de kan komme både hurtigt ind på scenen og lige så hurtigt ud igen,« siger Rasmus Clausen.
Økonomien skulle holdes
Skuespilhuset er det sidst tilkomne af Det Kongelige Teaters nye huse. Det blev taget i brug i februar 2008 og holdt sig – i modsætning to af tidens andre store kulturbyggerier, Operaen og DR Koncerthuset – inden for den økonomiske ramme på 780 mio. kroner. Med DR Byens vildtvoksende budgetoverskridelser som skræmmebillede ønskede daværende teaterchef Michael Christiansen ikke at ligge på knæ for politikerne og tigge om ekstrabevillinger, selv om det betød, at byggeriet måtte beskæres og flere ting spares væk.
I småtingsafdelingen betød det bl.a., at alle bagtrapper i huset fik lov at stå i den rå beton. Malerne fik simpelthen besked på at male så langt, som pengene rakte og ikke længere.
Værre var det, at den projekterede drejescene blev sparet væk i samme ombæring.
»Vi er det nyeste og mest moderne skuespilhus i Europa, og så har vi ikke en drejescene,« siger scenetekniker Niels Bolvig, tydeligt forarget.
Men nu kommer den – med næsten seks års forsinkelse. Ledelsen har fundet de nødvendige knap tre mio. kroner, og i næste uge bliver den 250 kvadratmeter store scene installeret og skal første gang tages i brug i »Hærværk« til januar.
Timelapse: Se teaterscenen blive til virkelighed
I sceneteknikken kan man godt lide, at tingene kører på klokkeslæt. Præcis 8.30 er der morgenkaffe, og hele hold B myldrer ind i elevatoren og op på tredje sal, hvor teatrets administration, kantine, garderober, systuer m.v. er placeret i åbne, lyse omgivelser, de fleste steder med udsigt ud over havnen.
Sceneteknikerne har deres egen opholdsstue med køkken, hvor de tilbringer dagens faste pauser, og hvor de også nogle gange laver mad sammen om aftenen, en gammel tradition, som holdes i hævd også i det nye hus.
Lige nu står den dog bare på kaffe, håndskåret franskbrød, pølse, ost og jordbærmarmelade i store blå bøtter, mens der sludres hyggeligt hen over bordene.
»Vi følte os hjemme allerede efter en uge,« svarer Niels Bolvig på spørgsmålet om, hvordan det har været at skifte de traditionsrige rammer på Kongens Nytorv ud med et spritnyt hus på havnen.»Selvfølgelig kan man godt savne det liv, der var på Gamle Scene førhen, hvor man altid kunne høre en akkompagnatør spille til balletten, en operasanger, der varmede op, eller lyden af balletfødder på trapperne,« siger han.»Og lugten af hampereb og at det hele var meget mere håndholdt i gamle dage. Men nu bliver tingene jo computerstyret alle vegne.«
Ligesom de øvrige kom han fra Stærekassen, der blev bygget som et anneks til Gamle Scene i 1931 for at få bedre plads til skuespillet.
Se billederne: Kom med i orkestergraven på Det Kongelige Teater
Frank Nielsen supplerer: »Selvfølgelig lå der en masse historie i Stærekassen, det var jo charmen ved det sted. Men det var også et virkelig bøvlet sted at arbejde, og når man får sådan et hus her, er det jo guld værd, både arkitektonisk, visuelt og facilitetsmæssigt.«
Adskillelsen har svækket det faglige fællesskab med kollegerne i de andre huse. Til gengæld har det åbne miljø på den fælles tredje sal i Skuespilhuset givet et meget bedre tværfagligt samarbejde med andre faggrupper – skuespillerne, kostumeafdelingen, parykmagerne og påklæderne, som man hele tiden møder på gangene eller i kantinen.
»Vi har helt klart fået styrket fællesskabet omkring forestillingerne,« siger Frank Nielsen.
Sikkerheden er strammet op
Den skæbnesvangre 7. september sidste år, hvor en scenevæg væltede den forkerte vej under en prøve og kvæstede Søren Sætter-Lassen alvorligt, står stadig tydelig for de fleste af de i alt 40 sceneteknikere i Skuespilhuset. Også dem, der slet ikke var på vagt den dag.
»Det var heldigvis ikke på vores skift,« siger Frank Nielsen. »Men de kolleger, der var involveret, har haft det meget dårligt. Og den faglige stolthed får selvfølgelig et hak.«
Siden er der strammet op på sikkerheden, men helt undgå, at der sker fejl, kan man næppe.
»Det er jo et cirkus, og der er altid en risiko, når man bygger noget midlertidigt op eller f.eks. har folk til at flyve på scenen. Det er heldigvis uhyre sjældent, det går rigtig galt, men nogle gange er det måske tæt ved,« siger Niels Bolvig.Øget tidspres spiller en væsentlig rolle, mener han.
»Når vi er færre folk på scenen øges risikoen for, at der sker fejl. I denne sæson er vi en mand mindre på hvert hold, men der er ikke tegn på, at dekorationerne bliver tilsvarende mindre eller lettere. Tværtimod bliver forestillingerne større og større og dekorationerne tungere og tungere.«
Læs også: Stemmer fra graven
I modsætning til både operaen og balletten er genopsætninger forholdsvis sjældne i Skuespilhuset. Og at en forestilling kommer op tre år i træk, kan Frank Nielsen, der netop har haft 25 års jubilæum, i hvert fald ikke erindre.
Men det sker, når »Fanny og Alexander« har repremiere på lørdag den 16. november. Skuespilchef Emmet Feigenberg satte stykket op første gang i 2011 med stor succes, og allerede sidste år valgte man at gøre det til årets store juleforestilling.
I år er der kommet nye kræfter i flere roller, bl.a. Lene Maria Christensen, Ole Lemmeke og Mette Horn, og mens Emmet Feigenberg instruerer skuespillerne, slapper sceneteknikerne af i deres hyggehjørne på bagscenen med bløde sofaer, kildevandsautomat og to fjernsynsskærme – den ene viser, hvad der sker på scenen, den anden er det meste af tiden stillet ind på TV3 Sport.
Hyggehjørnet er indrettet i en gammel kulisse fra forestillingen »Stuk«.»Det er sådan noget, der er med til at bevare ånden fra det gamle teater,« siger Frank Nielsen. »Men på et tidspunkt skulle forestillingen på turné, og så måtte vi jo flytte ud. Men nu er vi flyttet ind igen.«
Nyt hold møder ind
Mørket har atter sænket sig over Skuespilhuset på Kvæsthusbroen. Et nyt hold sceneteknikere er mødt ind og har sat Maja Ravns smukke scenografi til »Faderen« på scenen. Mens sceneteknikerne spiser aftensmad, begynder skuespillerne at indfinde sig i deres garderober.
Bodil Jørgensen, der også var med til eftermiddagens prøver på »Fanny og Alexander«, har rollen som den svigefulde hustru, der driver Søren Sætter-Lassens ritmester til vanvid, mens Ghita Nørby er ammen, der deltager i det kyniske spil.
Garderoberne genlyder af glade stemmer, for det forlyder, at den røde lampe er tændt og alle forestillinger ved at være udsolgt.
»Det er jo fantastisk,« siger Søren Sætter-Lassen, da han et kort øjeblik stikker hovedet inden for i Bodil Jørgensens garderobe.
På spørgsmålet, hvad der skal til for at bevare Det Kongelige Teaters gamle ånd i de nye tider, svarer de to – næsten som med én mund:
»Det bedste, vi kan gøre, er hele tiden at gøre vores allerbedste. Vi skal lave ypperligt teater. Ypperligt! Det er det, der er Det Kongelige Teaters ånd.«