Flere og flere bruger telefonen til at swipe sig gennem cykler, sneakers og standerlamper i jagten på det gode genbrugskøb. I gennemsnit downloader 30.000 loppemarkedsappen Tradono hver måned - til sammenligning bliver der oprettet 5.000 nye medlemsprofiler om måneden på Trendsales.

Tradono begyndte som en Facebookgruppe og udvidede derefter med en app. I dag er Facebookformatet fortid, og Tradono findes udelukkende på brugernes smartphones. Den strategi er gennemgående hos Tradono, der kombinerer greb fra medier som Instagram, Facebook og Tinder med loppemarkedsånden.