Fra klokken 00.01 natten til mandag kan de unge, der har søgt ind på en videregående uddannelse, gå ind på Fivu.dk og få overblik over alle uddannelser - inklusive karaktergennemsnit. Derved kan i hvert fald alle kvote 1-ansøgere regne sig frem til, om de er kommet ind eller ej. Det skriver b.dk.

Er man ikke blevet optaget på drømmestudiet og har i øvrigt gjort alt, hvad der er muligt for at komme ind, råder flere uddannelsesinstitutioner til, at man vælger en beslægtet uddannelse på universitetet, hvor der er ledige pladser.

Vil man gerne læse sprog, er der eksempelvis stadig pladser på finsk, tysk, fransk og latin på Københavns Universitet.

Også på de tekniske og matematiske studier er der pladser at finde. Kemi og fysik på Københavns Universitet har stadig ledige pladser, ligesom at der er ledige pladser på for eksempel matematik, biologi og datalogi på Aarhus Universitet.

Vil man hellere læse et business-orienteret fag, er der muligheder på Syddansk Universitet. Her meldes der blandt andet om ledige pladser på almen erhvervsøkonomi.