Dansk Folkeparti blev den store vinder ved europaparlamentsvalget med 26,7 procent af stemmerne og hele fire mandater i Europa-Parlamentet.

Ved tidligere valg har mange vælgere ikke skiltet med, at de stemte på Dansk Folkeparti, men det er ved at ændre sig.

Det mener professor ved Aarhus Universitet Rune Stubager, der har specialiseret sig i vælgeradfærd. Han vurderer, at årsagen til DF-succesen skal findes i en mere mainstream stil, hvor der ikke er noget at skamme sig over ved at sætte sit kryds ved liste O.

»I den brede befolkning er Dansk Folkeparti stort set et parti som alle andre. Det er ikke noget, man går og skammer sig over, hvis man har stemt på dem,« siger Rune Stubager til Berlingske Nyhedsbureau og uddyber:

»Tidligere gik snakken på, at folk ikke ville indrømme i meningsmålinger, at de stemte på DF, men det er stort set forsvundet nu, og det viser resultatet ved europaparlamentsvalget med al tydelighed, når partiet har fået over en fjerdedel af stemmerne.«

Det er svært at skære alle vælgere over en bred kam, men Rune Stubager mener alligevel, at man godt kan tegne et billede af, hvem der typisk sætter sit kryds ved Dansk Folkeparti.

»Mit bud er, at vælgerskaren ligner sig selv. Det vil sige primært folk med kortere uddannelser, eller det man tidligere ville have kaldt arbejdervælgere. Vi mangler jo at få det præcise resultat af, hvem der har stemt på partiet, men jeg tror ikke, der er mange med længerevarende uddannelser, der har gjort det,« siger Rune Stubager.

Det imponerende europaparlamentsvalg hænger i høj grad også sammen med, at emnerne op til valget har ligget lige til højrebenet for Morten Messerschmidt (DF) resten af DF-kandidaterne.

»Optakten til valget kunne ikke have været designet bedre for DF. Diskussionen om velfærdsturisme har givet dem mulighed for at kombinere skepsis over for EU og skepsis over for indvandring. Det er emner, som partiet har talt om i mange år, og derfor har de kunne føre en troværdig valgkamp,« mener Rune Stubager.

Professoren vurderer, at det hovedsageligt har været Venstre og Socialdemokraterne, der har måttet se deres vælgere bevæge sig hen til Dansk Folkeparti.

Og selv om DF spås et godt folketingsvalg, tror Rune Stubager ikke, at det vil blive et valg i helt samme kaliber for partiet.

»Min vurdering er, at de får et godt valg til Folketinget, men nok næppe helt på højde med europaparlamentsvalget. DF har i denne omgang både været hjulpet af Lars Løkke Rasmussens (V) bilagssag, og flere socialdemokratiske vælgere har nok også straffet regeringen for deres politik. Det er lidt mere omkostningsfrit at gøre ved europaparlamentsvalget, og flere vælgere vil nok vandre tilbage, men det bliver spændende at følge udviklingen,« siger Rune Stubager.