I halvandet års tid forsøgte Danske Bank sig med en topchef udefra, men med udnævnelsen af Thomas F. Borgen satser banken igen på en klassisk bankmand fra egne rækker.
Eivind Koldings afløser Thomas F. Borgen har en lang karriere i Danske Bank bag sig.
Thomas F. Borgen har været ansat i Danske Bank koncernen siden 1997 og kommer fra en stilling som bankdirektør i Danske Bank med ansvar for Corporate & Institutional Banking. Dette forbliver en del af hans ansvarsområde.
Fra 2001-2008 var Thomas F. Borgen administrerende direktør i Fokus Bank ASA. i 2009 blev han chef for Udenlandske bankaktiviteter og Danske Markets, og han blev desuden en del af Danske Banks direktion.
Om den nye administrerende direktør siger bestyrelsesformand i Danske Bank, Ole Andersen:
»Han vil kunne bidrage betydeligt til at forny bankens ledelseskultur, så den bliver mere resultatorienteret, åben og sætter kunderne endnu mere i fokus.«
Thomas F. Borgen var allerede i spil, da den tidligere bankboss Peter Straarups afløser skulle findes. Ifølge Buisness.dk var Thomas F. Borgen sammen med Tonny Thierry Andersen Straarups kronprinser, der begge var oplagte kandidater. Eivind Kolding valgte dog i februar 2012 at pege på sig selv.