Der er store forventninger til den tale, som Ben Bernanke, chefen for den amerikanske centralbank Federal Reserve, senere i dag holder på en konference, hvor alle bankverdenens tunge drenge vil være til stede.

I flere uger har der været løse rygter om, hvad centralbankchefen vil bruge sin taletid på. Flere peger på, at markedet håber på en klar udmelding om fremtidige kvantitative lempelser, der skal sende flere penge ud i systemet og skubbe væksten i gang – lidt efter lidt. Andre mener, at der slet intet konkret kommer fra Ben Bernanke i dag.

Her er tre eksperters bud på forskellige scenarier, som kan udspille sig, når Ben Bernanke stiller sig op på talerstolen, og hvordan de eventuelt kan påvirke markedet.

Signe Roed Frederiksen, seniorøkonom i Danske Bank:

”Jeg tror ikke, der kommer noget klart fra ham. Talen hedder jo ”pengepolitik siden krisen”, så jeg tror, han vil bruge det meste af sin taletid på at fortælle om de tiltag, som Fed har lavet, og retfærdiggøre, hvorfor de har lavet kvantitative lempelser og sat renten ned i nul. Markedet håber så nok på, at han også vil fortælle, hvad de har tænkt sig at gøre med den fremtidige pengepolitik, men jeg tror ikke, der kommer nogle klare svar. Først og fremmest fordi de endnu ikke ved, hvad de har tænkt sig at gøre – de mangler stadig noget data og det vil være mærkeligt at binde sig fast på noget, før al data er på plads. Og så er det sådan set også en flertalsafgørelse, så det ville være underligt, hvis Bernanke gik ud og sagde: ”dét her gør vi”. Jeg tror, den bløde tone gentager sig, hvor han sikkert bare siger noget om, hvordan han synes, økonomien har det og forventningerne til udviklingen.”

Johnny Bo Jakobsen, chefanalytiker i Nordea:

”Det bedste scenarie ville være, hvis han klart og entydigt går ud og signalerer, at ”nu kommer der QE3” (kvantitative lempelser, red.). Det vil være rigtig godt for risikoappetitten og vil sikre en positiv reaktion på aktiemarkedet. Det er der bestemt forventninger til fra markedet, især fordi han for to år siden brugte samme platform til at signalere ændringer i pengepolitikken. Men jeg tror, det bliver meget en gentagelse af sidste år, hvor han heller ikke kom med noget nyt, selv om der også der var forventninger til, at han kom konkrete udspil der.”

Jakob Graven, cheføkonom i Sydbank:

”Der er en mulig mellemløsning, som er, at han melder ud, at de (Federal Reserve Bank, red.) er villige til om nødvendigt at gøre lidt mere – og at han så siger lidt om, hvad de kunne gøre. Han vil hverken love eller antyde noget, men bare gøre opmærksom på, rent teoretisk, hvad de kan gøre. Men jeg tror stadig, de vil holde lidt igen og bare hoppe lidt op og ned på stedet.”

Hvorvidt det ene, andet eller tredje scenarie udspiller sig, bliver først klart, når Ben Bernanke omkring klokken 16 dansk tid holder sin tale.