Den niende planet
I 2006 mistede vi solsystemets niende planet, da Pluto blev reduceret til en gemen dværgplanet. Meget tyder imidlertid på, at vi kan fastholde ni af slagsen - ikke fordi, Pluto pludselig har fået sin ære og værdighed leveret tilbage, men fordi amerikanske forskere i januar fandt klare tegn på, at en kæmpeplanet lurer i mørket omtrent 100 mia. km fra Solen. Den er med andre ord ikke observeret direkte. Til gengæld kan man stort set udelukkende forklare de mærkværdige baner hos seks mindre himmellegemer ude mellem Neptun og Pluto ved at tilføje indflydelse fra tyngdekraften fra en stor planet væsentligt længere ude i solsystemet. Den mystiske Planet X ser ud til at være omtrent ti gange »tungere« end Jorden.
Vores nabo
Man har efterhånden opdaget over 3.000 exoplaneter, altså planeter uden for solsystemet. Men aldrig nogen som Proxima Centauri b. For det er stort set umuligt at forestille sig en exoplanet nærmere vores lille hjørne af Mælkevejen, og så er den tilmed »jordlignende«. Proxima Centauri b er omtrent dobbelt så tung som Jorden og svæver rundt ganske nær vores nærmeste stjerne, bortset fra Solen. Det vil sige, at den »blot« befinder sig 4,25 lysår borte, svarende til omtrent 40 billioner km. Det indebærer, at hvis der er intelligent liv derude, vil vi kunne sende en radiobesked afsted og måske få svar allerede i løbet af otte et halvt år. Der er imidlertid næppe højere livsformer på planeten, for den vender altid samme side mod sin stjerne, som jævnligt bombarderer den med kraftig stråling. Til gengæld kan primitivt liv ikke udelukkes, og i de kommende år vil videnskaben fravriste himmellegemet derude mange flere hemmeligheder.
