1. James Blake: »James Blake« (Universal)

Det sker med meget lange mellemrum, at en ny, original stemme melder sig. I år fik vi, som ved et mirakel, den uforlignelige James Blake, der debuterede med et album, hvor blånende, let urovækkende elektronik stod i fuldendt forhold til hans tangenter og soulsensible vokal. Nogle gange var der tale om sangskrivning, andre gange om mere abstrakte forløb, men hele vejen igennem med et svimlende musikalsk overskud. En født klassiker.

2. PJ Harvey: »Let England Shake« (Universal)

Vidunderlige Polly Jean Harvey bokser med emner som krig, kolonialisering og social arv i seriøse, samfundskritiske kommentarer uden pegefingre hen over pop, blues, gospel og primitiv rock. At man kan få så gribende intense sange til samtidig at stå så ovenud smukke er i sig selv rystende!

3. Tom Waits: »Bad As Me« (Anti/Cosmos)

Midt i de forbløffende korte og veloplagte numre står legendens stemme, der et sted lyder som en skovlfuld grus, det næste klinger indfølt og silkeblødt og siden går i falset.

4. Lykke Li: »Wounded Rhymes« (EMI)

Mørket er faldet på, og tungsindet har meldt sig på svenskerens andet album, hvor percussion ofte understreger dramaet i de moltonede, 1960er-klingende og uhyre melodiske sange.

5. The Decemberist: »The King Is Dead« (Capitol/EMI)

Når nu R.E.M. ikke selv kan, må man prise sig lykkelig for Colin Meloy og hans The Decemberists. Grundtonen er pop og country, dertil den pure rock som i Springsteen og kanter fra R.E.M. Meloy er genial.

6. Tyler, the Creator: »Goblin«  (XL Recordings/Playground)

Wow, så blev hiphoppen igen farlig, interessant og udfordrende. Via Odd Futures hjerne Tyler, the Creator, der besidder et overlegent flow, og ånder i et dysterdunkelt, kældersort, langsommeligt lydunivers.

7. Bon Iver: »Bon Iver« (4Ad/Playground)

Han debuterede for et par år siden med enkle, smukke sange, men vendte tilbage med en selvbetitlet toer, hvor alt var blevet større – ambitionerne, arrangementerne, holdet af musikere. Uden at tabe skønheden på gulvet.

8. Veronica Maggio: »Satan I Gatan« (Universal)

Rasende skøn popplade med hjerteskærende linjer om kærlighed tilsat en blodrød, melankolsk toneklang. Maggio leverer dem med krop og sjæl, med følelse og indlevelse. Hitværdien er uden øvre grænse.

9. Drake: »Take Care« (Cash Money/Universal)

Canadiske Drake, nummer fire i kongerækken efter Eminem, Jay-Z og Lil’ Wayne følger i fodsporerne på en helt femte, nemlig Kanye West, og forsøger på skive nummer to,  at skubbe til den urbane R&B. Som en skolet dirigent orkestrerer han sig igennem klassisk musik, hiphopbeats, old school soul og leverer tillige en forrygende vokal.

10. Jonathan Johansson: »Klagomuren« (Hybrism/A:larm)

Synths, guitarlinjer, diskrete programmeringer og melodier som langsomt åbenbarer deres styrke, mens den fornemmelse af farveløshed, som tegner de første lytninger, forvandles til en særegen pop-poetisk sarthed. Svensk særklasse.