Mens FC København kan trække modstandere som Arsenal, Porto og Leverkusen i playoff-runden til Champions League, ser det straks mere overskueligt ud for AaB, der onsdag aften leverede et lille mirakel ved at slå Dinamo Zagreb med 2-0 på udebane.

Kuglen med AaBs navn blandes fredag i en bowle med følgende hold:

Red Bull Salzburg: Vil være den absolut værste af de mulige modstandere for AaB. Det østrigske hold, der har energidrik-giganten i ryggen, leverede nogle frygtindgydende resultater i Europa sidste år. I denne sæson har holdet fået tilgang af danske Peter Ankersen.

Ludogorets Razgrad: Det bulgarske hold klinger næppe velkendt i danske ører. Men man skal ikke tage fejl af klubben, der først blev grundlagt i 2001. I sidste års Europa League gik holdet ubesejret igennem gruppespillet (fem sejre og en uafgjort). Gruppen talte - udover bulgarerne - PSV Eindhoven, Chornomorets Odesa og AaBs modstandere onsdag, Dinamo Zagreb.

APOEL Nicosia: Dansk fodbold har dårlige erfaringer med det cypriotiske mesterhold. Hvem husker ikke, hvordan holdet med det meget fanatiske hjemmepublikum sendte FC København ud af CL-kvalifikationen i 2009. Siden har cyprioterne dog haft svære økonomiske problemer, og AaB burde have en fornuftig chance.

Bate Borisov: De hviderussiske mestre er et stærkt hold, men det er bestemt også en overkommelig modstander for AaB. Bate tabte samlet 2-3 til FC København i Champions League-kvalifikationen i 2010.

Steaua Bukarest: Endnu et hold, som FC København er rendt ind i. I 2012/13-sæsonen vandt rumænerne med 1-0 hjemme mod københavnerne i Europa Leagues gruppespil. I Parken fik Steaua, der endte med at vinde puljen, 1-1. Men opgaven er bestemt ikke uløselig for AaB.