Jeg er ikke fodboldekspert, men én ting kan jeg sige på forhånd uden at ty til hverken krystalkugler eller tydning af kaffegrums: Honduras vinder ikke VM. At det ludfattige mellemamerikanske land med otte millioner indbyggere og blot 61.000 registrerede fodboldspillere overhovedet har formået at kvalificere sig til det fornemme mesterskab er i sig selv en bedrift.
Så langt så godt.
Andre mindre lande, eksempelvis Belgien, Costa Rica og Uruguay, har også skaffet sig billet til Brasilien og med lidt held bliver de et fornøjeligt indslag i turneringen, men næppe mere end det. Honduranernes pulje er ikke skrækindjagende, men sandsynligheden for at Los Catrachos, som holdet kaldes, kommer videre i turneringen er på niveau med Retsforbundets chancer for at erobre statsministerkontoret. Som man siger på nydansk: It ain’t gonna happen.
Samtlige hjemlige og internationale aviser og tidsskrifter, jeg har konsulteret får at finde et bud på hvem, der står med guldtrofæet efter finalen den 13. juli, peger på enten Brasilien, Argentina, Tyskland eller de forsvarende mestre fra Spanien. Det er ikke grebet ud af det blå. De pågældende lande tæller lutter feterede, prisbestrøede og velbetalte spillere, der er vant til at henrykke stadions og TV-seere verden over med deres nærmest galaktiske evner med læderkuglen.
Min ældste søn på ti år har tapetseret sin ene væg med plakater af nutidens største ikoner Messi, Neymar, Ronaldo og Ibrahimovic. Honduranske boldatleter er der derimod ingen af. Heller ikke iranere, algeriere, australiere eller japanere. Det er hverken udtryk for bevidst eller ubevidst racisme, forskelsbehandling eller andet grimt, men afspejler den stadig mere grasserende dyrkelse af ’stjernerne’.
Man behøver ikke at være skolet marxist eller synderlig indsigtsfuld på kapitalismens mekanismer for at vide at pengestrømmene i fodbold i de sidste ti år er blevet mærkbart forøget og er koncentreret inden for en snæver kreds. Lønniveauet for de bedste er astronomisk og milliardærernes indtog i storklubberne har accelereret en trist tendens i retning af at samle talentmassen på en lille håndfuld klubber og dermed gøre det yderligere attraktivt for de mest eminente spillere at søge til steder, hvor de med ét slag kan få forløst drømmen om pokaler og mammon. Vældige finanskonglomerater ejer rettighederne til at vise bestemte hold og kampe og en håndfuld spilleragenter har bragt griskheden til nye højder i jagten på den største profit. Bevares, i en verden, der bryster sig af frihed og retten til selvbestemmelse, er der intet odiøst i, at hin enkelte forsøger at bjærge mest mulig til egen vinding, men prisen kan i mere end én forstand vise sig at blive for høj.
I sin fremragende nye bog Græsset er altid grønnere i Brasilien skriver den svenske journalist Henrik Brandao Jönsson om traditionsklubben Santos fra Sao Paolo, der i for nogle år siden kæmpede med næb og klør for at beholde stortalentet Neymar i egne rækker. Den hovedrige russiskejede klub Chelsea F. C. fra London var ude med snøren og havde afgivet et svimlende tilbud, der foruden et trecifret millionbeløb på kontoen indebar løfte om arbejdstilladelse til den unge spillers forældre og søskende samt et gigantisk hus.
Præsidenten for Santos, som har en fortid som departementschef i det brasilianske finansministerium og direktør for den brasilianske centralbank, fik samlet fem af Brasiliens mest velbeslåede forretningsfolk til et møde med Neymars far. Til overflod ringede legenden Pelé for at forklare om vigtigheden af at lade Neymar fortsætte i Santos’ sort-hvide trøje. Ved at spille på en blanding af fodboldromantik, national stolthed og naturligvis en smule mere i lønningsposen lykkedes det at beholde guldfuglen Neymar i yderligere én sæson inden han fløj over Atlanten for at fortsætte karrieren i Barcelona. De tunge pengeinteresser i fodbold er naturligvis ingen sensationel nyhed, og den oplagte reaktion er da også at trække på skuldrene og acceptere, at sådan er nu engang spillets regler. Selvfølgelig er det en nydelse at følge de mest ækvilibristiske spillere i aktion, og det er dybt tryllebindende at se de store hold folde sig ud og feje al modstand til side med tenniscifre. Det vil være hykleri at benægte andet.
Alligevel melder der sig et ’men’. Når jeg vitterlig af hjertet – bestemt ikke fodboldforstanden – hepper på Honduras eller for den sags skyld hvilket som helst af de øvrige ’stjerneløse’ hold, er det i en romantisk protest, håbløs som den er, mod forudsigelighedens triumf.
De store penge afgør udfaldet på grønsværen. Det er så galt fat, at det ene af dette års finalister i Champions League, Atletico Madrid, blev hyldet som en slags David i heroisk strid mod Goliath i form af ærkerivalerne fra Real Madrid. Jovist, der er beviselig forskel i den økonomiske muskelkraft mellem de to klubber, men at Atletico, der hører til Spaniens fire rigeste klubber, roses som en opkomling i det fine selskab, udstiller den i mine øjne triste udvikling. Afstanden vokser mellem ’almindelige’ klubber og de ’overjordiske’ af slagsen. Som i den græske mytologi, hvor mennesker og guder var i evigt stridsmål, er det de, der har bopæl på Olympen i det øverste skylag, der oftest trækker sig sejrrigt ud af konfrontationen.
Apropos Grækenland. For nylig var jeg i Athen i forbindelse med Europa-Parlamentsvalget. Resultatet af afstemningen var imødeset med stor spænding, fordi den græske situation i kølvandet på finanskrisen og eurozonens kvaler er særdeles prekær, og befolkningens tillid til det bestående system derfor lader meget tilbage at ønske. Jeg mødtes med en klog mand, der forklarede, at han ser en parallel i udviklingen inden for henholdsvis politik og fodbold. Forklaringen lyder i al sin enkelthed på at jævne mennesker – fans og vælgere – for manges vedkommende føler at afstanden til eliten, the Establishement, vokser sig stadig større. Som min kilde forklarede: »Her i landet vil folk hellere have venstrepopulisterne fra Syriza eller ultranationalisterne fra Gyldent Daggry end de traditionelle partier. Og mange foretrækker nu også at se de små lokale hold i fodbold. De føler sig fremmedgjorte og leder efter nogle at identificere sig med«.
Det er hovedet på sømmet. For min del er jeg træt af store stjerner, selvbevidste trænere, sejrsvante nationer og storskrydende fans. Indrømmet, der er rigeligt med kvalitative begrundelser for, hvorfor min søn og med ham millioner af jævnaldrende verden over følger deres idoler. De formår at bringe spillet op på et plan, der forekommer nærmest surrealt, men netop identifikationen går fløjten, det er ikke længere vedkommende, når unge multimillionærer jagter bolden i en kappestrid, som synes at handle mindre om ære og stolthed end om bonus og luksus. Tiden, hvor hold som Aston Villa, Kaiserslautern, Verona og Herfølge kunne vinde mesterskaber, er for længst forbi. Jovist, upåagtede AaB vandt Superligaen i år, men det er undtagelsen, der bekræfter reglen.
Overraskelsernes tid er reduceret til en halvlegs kraftpræstation inden FIK – det Fodbold Industrielle Kompleks – udfolder sit arsenal og knuser den heroiske, men reelt kraftløse modstand. For min del hepper jeg på Honduras og alle de andre fra r…. af fjerde division, hold, der på en god dag med opbydelse af alle kræfter, stolpe ind og måske en anelse sort magi kan efterlade et par bidemærker i kæmpernes knæskaller.
Den slags vinder man ikke medaljer på, men måske kan man sætte et aftryk i bevidstheden hos de mange, som følger med på lægterne og hjemme i sofastykkerne. Hvis de på alle måde undertippede honduranere kan ryste bare én af deres modstandere, vil det i sig selv være guld værd og en påmindelse om, at ikke alt kan købes for penge.
Berlingske Debat præsenterer over de næste fire uger kronikker om fodbold. Skribenterne er: studievært Adam Holm, tidl. udenrigsminister Niels Helveg Petersen og sanger og musiker Anne Dorte Michelsen.