»Der sker noget, når man kommer op i Ikeas størrelse og kan bruge sin volumen til at holde priserne nede,« siger Camilla Birch og fortsætter:

»Fordi de har så kæmpestor global volumen, betyder det ikke noget for dem at lægge mange omkostninger i designprocessen. De bruger rigtig meget krudt på at udvikle produkter både i forhold til, at de skal være attraktive og holde de lave priser. Det kan betale sig for dem at udvikle en lampe, der kan pakkes, så den fylder minimalt og er så billig som muligt.«

Med en omsætning på 3,3 milliarder i fem varehuse og en e-butik sælger Ikea Danmark igen i år flere varer til danskerne. Ikea Danmark har over de seneste fem år haft fremgang på omsætningen fra 2,5 milliarder kroner i 2009 til 3,3 milliarder kroner i dag.

Ikea sidder på 22 procent af markedet for møbler i Danmark og møbelkæden har det seneste år haft over 10 millioner besøgende i deres fem varehuse. Over 20 millioner har det seneste år besøgt ikea.dk.