Det var først i begyndelsen af 1980erne, Louise Bourgeois’ anerkendelse voksede fra respekt i kunstnerkredse til verdensberømmelse.

I 1982 viste MOMA i New York en retrospektiv udstilling med den på det tidspunkt 70-årige billedkunstner.

Udstillingen vakte interesse på de førende kunstmuseer over store dele af verden. Og da Cathedral of Cool – Tate Modern – åbnede i London for 16 år siden, var det netop med en separatudstilling med Louise Bourgeois.

På en af de brede platforme i den enorme og højloftede turbinehal kunne man blandt andet møde hendes efterhånden ikoniske kæmpeedderkopper i bronze sammen med tre høje tårn. Tårnene lignede noget, der kunne stå ved tidens rand; ældgammelt og fyldt med symboler på traumer og psykologiske konflikter, som man mødte på vej op og ned i tårnenes vindeltrapper.

Forinden havde Louise Bourgeois blandt meget andet udstillet flere gange på Documenta i Kassel og biennalen i Venedig, der er de vigtigste, tilbagevendende internationale udstillinger.

I 1993 repræsenterede hun således sit valgfædreland i den amerikanske pavillon på biennalen, og seks år senere vendte hun tilbage til Venedig for at modtage en Guldbjørn for livslang indsats.

Barndommens traumer

Indsatsen var ellers overset i mange år.

Jo. Louise Bourgeois var som nævnt kendt og respekteret i kunstnerkredse. Men hun var jo kvinde, og for kvinder har det også i nyere tid været vanskeligt at slå igennem i det internationale kunstliv.

Det har nu ikke skortet på hendes originalitet og indsats. Udover edderkopperne, der har formeret sig så flittigt, at de er repræsenteret i talrige kunstmuseer og skulpturparker, har Louise Bourgeois arbejdet med nogle tilbagevendende figurer, hun kalder »Personager« og med nogle celleagtige skulpturer, vi skal vende tilbage til.

Alle værkgrupper synes at kredse tematisk og stemningsmæssigt om barndommens traumer, om seksualiteten og om det at være ensom blandt mennesker.

Det har alt sammen med barndommen at gøre, som Freud var inde på. I hvert fald det meste. Og i hvert fald for Louise Bourgeois.

Louise Bourgeois blev født 1. juledag 1911 i Paris. Hun var ikke helt den gave eller det ønskebarn, datoen kunne lægge op til. Hendes far – Louis – ville meget hellere have haft en dreng. Måske fordi han i forvejen havde to døtre.

Og han mente i bred almindelighed, at den sidst tilkommende var uduelig, og da hun på et tidspunkt gerne ville studere kunst, nægtede han at støtte hende økonomisk, for han mente, at moderne kunst var svindel.

Selv arbejdede familien med et kunstgalleri, hvor der blev solgt ældre ting og gerne gobeliner, som også blev repareret i galleriet. Eller forandret.

En historie vil vide, at den lille Louise blev sat til at erstatte små drenges kønsorganer på vævede tæpper med drueklaser – og også det er der måske referencer til i nogle af hendes sene værker med lemlæstede eller indsnørede genitalier.

Omvendt var Louise Bourgeois som ganske ung noget fortørnet på sin mors vegne over, at hendes far tilsyneladende havde blandet begreberne sammen.

Edderkopper

Familien ansatte en au pair til blandt andet at undervise Louise og hendes søstre i engelsk. Men hendes far – hendes père – mente, at den unge pige også skulle tage sig af ham, så han indledte et længerevarende forhold til hende.

Det svigt glemte Louise Bourgeois aldrig. Serien af edderkopper udspringer således af den oplevelse i barndommen. Edderkopper er ellers sjældent favoritdyr hos de fleste, og der er også nogle, der føler ubehag, eller ligefrem er bange for dem.

Men Louise Bourgeois har forklaret, at »edderkoppen er en væver. Det var min mor også. Som min mor er edderkoppen klog. Moskitoer spreder sygdomme. Edderkopper slår moskitoer ihjel. Edderkopper er beskyttere. Ligesom min mor.«

Derfor skulpturer forestillende edderkopper – der i nogle versioner er mere end ti meter høje.

Da Louisiana i 2003 viste en udstilling med Louise Bourgeois, var en af disse enorme edderkopper opstillet i en periode på Nytorv i København.

Kunst studerede hun alligevel trods sin fars misbilligelse. Blandt andet maleri hos Fernand Léger, der overbeviste hende om, at det var billedhugger, hun skulle være.

I 1938 giftede Louise Bourgeois sig med den amerikanske kunsthistoriker, Robert Goldwater, som hun rejste til USA med, og begyndte at arbejde med skulpturer i træ.

Louise Bourgeois havde i Frankrig også været optaget af den rumænskfødte billedhugger, Constantin Brancusi, der blandt andet arbejdede med søjler. Meget lange søjler. En af dem hedder ligefrem »Den uendelige søjle« og findes i versioner på op til 30 meter.

En vis inspiration kan forekomme i Louise Bourgeois’ »Personager«, og siden kom andre figurer til. Lange og fallisk strittende.

Celleskulpturer på Louisiana

I New York blev hun også en del af kredsen af tidens førende kunstnere som André Breton, Marcel Duchamp og komponisten John Cage. Uden egentlig at være surrealist – som er den bevægelse eller isme, Breton gjorde sig til talsmand for – kan man finde surreale træk i hendes værker. Men så er det alligevel hendes helt eget udtryk – det gælder ikke mindst de klaustrofobiske, cellelignende skulpturer, der bliver hovedretten under Louisianas udstilling.

Det var en række værker, hun begyndte at arbejde med i midten af 1980erne. På Louisiana vises 25 »Cells«, hvilket må formodes at være et repræsentativt udvalg af de omkring 60, hun arbejdede på gennem to årtier.

Ligesom tårnene i Tate Modern i 2000 er også de ofte meget omfangsrige celleskulpturer udført i overvejende gamle materialer.

Skulpturerne, der tidligere er blevet vist på andre museumsudstillinger, ligner underlige bure eller fængselsceller – og det hele synes at handle om traumer og fortrængninger, smerte og lidelse.

Inde i selve skulpturerne er placeret forskellige genstande eller afstøbninger af menneskekroppen, der synes at være en kulisse for et teaterstykke. Man formelig står og kigger ind i sjælens kældre.

I sin livsaften begyndte Louise Bourgeois at arbejde for homoseksuelles rettigheder og herunder retten til at blive gift med personer af samme køn.

Den glæde burde alle have del i, mente hun – det at blive gift med sin partner, og det var hun selv gennem mange år og blev også mor til et par børn. Drenge.

Kærlighed var der altså i Louise Bourgeois’ liv. Men omvendt er en betydelig del af hendes skildringer af kærligheden og seksualiteten associeret med smerte og indespærring. Oplevelserne i barndommen fulgte Louise Bourgeois livet igennem – hun døde i 2010, 98 år gammel – og med barndomsoplevelserne skabte hun et stort værk, der næppe lader nogen uberørt.

Slet ikke celleskulpturerne, der dette efterår vises på Louisiana.

Louise Bourgeois-udstillingen »Structures of Existence: The Cells« vises på Louisiana fra 13. oktober til 26. februar.