Hellerup Finans Holding, som var del af Hellerup Finans-koncernen, er fredag blevet erklæret konkurs. Det skete kl. 13.22 på et møde i Sø- og Handelsretten.

Torben Jensen, der var idémand bag og medejer af Hellerup Finans og desuden formand i Hellerup Finans Holding, var selv mødt op til mødet i skifteretten. Mere gråhåret og mere gråskægget end tidligere, som en af de fremmødte kreditorer, en privat investor, bemærkede.