Jeg ved det godt, siger jeg og skærer et stort stykke christianshavnerkage og spiser det direkte fra fadet.
Jeg ved godt, at jeg ikke skal spise det. For jeg har allerede spist to stykker, og der er ingen ernæringsmæssige argumenter for flere. Der er heller ingen nydelsesmæssige. For nu handler det bare om, at den kage ligger der og lokker med søde flirtende ord, som den ikke mener og siger til alle. Og den ringer aldrig tilbage.
Jeg ved det godt, sagde min gravide veninde, mens jeg kiggede forarget på hende, da hun bommede en smøg af en gæst ved nabobordet på cafeen og fik ild og indhalerede dybt lige ned i hovedet på sit ufødte barn, mens jeg sad og prøvede at lege, at jeg havde en sort bjælke for øjnene. For man må ikke ryge, når man er gravid. Slut forbudt. Også selv om man godt ved det.
Jeg ved det godt, stønner jeg en søndag morgen efter en herlig fest og vakler ud til køleskabet, åbner en øl og drikker den direkte fra dåsen. Underforstået, jeg ved godt, at jeg er ude på et seriøst skråplan, men jeg har så mange tømmermænd, at jeg er nødt til at tyre en Rød Tuborg, læs: reparations-bajeren, ellers skal jeg brække mig resten af dagen og bliver først rask igen i aften ved ottetiden.
Jeg ved det godt, siger du, jeg ikke skal arbejde så meget, for jeg vil gerne prioritere at være sammen med mine børn, men jeg har lige fået mulighed for at deltage i et smadderspændende, vellønnet, karrierefremmende projekt, og det er jo kun i 13 måneder, og bagefter tager hele familien til Vietnam på barfodsferie i fire uger og slapper af.
Nej, I gør ej, for hvis du performer godt på det projekt, så kommer der et andet og et tredje, som du ikke kan sige nej til, fordi du er blevet afhængig af ros og anerkendelse, og lige pludselig står dine børn med skæg og bryster (altså enten eller, i marginale tilfælde både og) og bebrejder dig, at du aldrig var hjemme i deres barndom.
Jeg ved det godt, siger vi og smider batterier i skraldespanden. Stjæler printerpapir med hjem fra kontoret og parkerer på en handicap-parkeringsplads.
Hvor vil jeg hen med alt dette? Jo såmænd bare, at: Nej, vi ved ej. For når man ved, at noget er forkert, altså rigtig ved det, inderligt og ægte har erkendt det, så gør man det ikke længere. Ikke fordi man er blevet hellig, men fordi det ingen tiltrækning har længere. Man er helst fri.
Det er derfor, at nogle mennesker med et smil siger nej tak til flødeskumskager, snaps og tvivlsomme skattefradrag. De har gjort op med sig selv, at livet er bedre uden.
De har så at sige givet afkald på behovet. Mens vi andre stadig vader rundt i pomfritter og bearnaise-sovs, fordi det luner om den flossede sjæl, udløser endorfiner og er som et kærtegn inde i munden.
Jeg ved det godt-smøgen, som ridser i kinden, misfarver vore tænder og flår lungevævet op, således at nikotinoptaget bliver større; men den beroliger et stresset hjerte og føles som kærlighed. Ligesom ham fyren, som ikke svarer på dine sms’er, men dukker op ud af det blå og ringer på en sen søndag nat og bilder dig ind, at han har savnet dig og bruger din hud-sultne krop. Jeg ved det godt, siger du til din veninde, når hun henter Kleenex og bekymret spørger til dit frostsprængte kærlighedsliv.
Men NEJ, vi ved det ikke. Vi ved det overhovedet ikke! For så ville vi lade være. Vi ville stoppe vort misbrug. Vi ville skodde cigaretterne og vise de ukærlige vintervejen.
Men vi kan ikke, for vi er fanget i misbrug.
Det eneste formildende er: Vi ved det godt.
Hella Joof er komiker, instruktør og forfatter.