Selvfølgelig skærer vi ikke i børn her i huset. Medmindre de har blindtarmsbetændelse. Eller en grim byld. Eller hvad der nu er indikation for. Kroppen er ukrænkelig. Og det er uhyre smertefuldt, det her. Fordi det for nogle er ensbetydende med, at det så bliver svært at praktisere deres religion.
Og det er ikke hensigten med et eventuelt forbud (som nok ikke bliver stemt igennem. Ikke for børnenes skyld, men på grund af storpolitik).
Vi har ifølge Grundloven religionsfrihed og sådan skal det være. Men vi kan ikke skære i raske børn. Uanset hvad der står i gamle bøger. Der står nemlig mange ting.
Vi ved godt, at alle forældre vil det bedste for deres børn og i visse tilfælde involverer det en praksis, som andre finder forkert. Så vi er nødt til at få det løst på en måde, så vi alle sammen kan praktisere vores tro samtidig med, at vi alle kan have vores intakte krop i fred, indtil vi selv beslutter, at der skal skæres i den.
I min fars stamme, Wolof-stammen, havde de ældste i familien tre tykke, pølsede, parallelle fem-syv cm lange ar på kinder, bryst og overarme, som var stammens kendetegn. Den skik er efterhånden udfaset. De unge vil hellere have glatte kinder. Men det var alene en kulturel praksis, ikke en religiøs. Og så er det nemmere at ændre på.
Fri for indblanding
Andre folks tro skal man principielt ikke blande sig i, så længe den ikke skader nogen. Vi har alle vores egen tro, og nogen har ingen. Og vi kan ryste på hovedet af hinandens ideer om Gud og mene, at vi selv har set lyset. Her er det lys, jeg personligt har set: Gud er ligeglad med forhud. Gud vil skide på burkaer og mødomme og martyrer, om vi spiser svinekød, så længe dyrene har haft et godt liv. Gud er desinteresseret i, om vi danser og spiller kort. Gud er græsk-katolsk om, hvorvidt vi knalder med hinandens koner og mænd, lever på polsk eller gifter os med nogen fra vores eget køn. Gud tænker slet ikke i køn, alle køn er velsignede og vi behøver ikke at være noget bestemt køn.
Gud er ligeglad med alle vores selvopfundne dogmer og doktriner og har kun et smil tilovers for vores små dukke-regler, det, vi betegner religion. Det betyder ikke, at der ikke er sandheder i vore religiøse skrifter. I det gamle og nye testamente, i Koranen, i Vedaerne, i Tao Te Ching og sikkert også i The Book of Mormon. Der er sandheder overalt. Ikke kun én. Vi må være varsomme, når vi bruger vores fortolkning af sandheden, til at opnå magt. Eller når vi, sikre i vores grundvold på nogle ord, Gud angiveligt skulle have sagt, drager ud mod de vantro med sværdet i hånd.
Det er bemærkelsesværdigt, at den Gud, vi tror på, næsten altid giver os ret i de ideer, vi har. Og skal vi snart finde et andet ord end Gud? For mange mennesker begynder at ryste, når de hører det. Kunne vi erstatte med ordet liv eller kærlighed. Den altelskende kraft, som får os til at drage ånde. Som får frø til at spire, celler til at dele sig, liv til at opstå.
Hvis vi tænker sådan, er vi alle sammen velkommen uanset religiøst tilhørsforhold. Uanset om vi overhovedet tilhører en religion. For Gud kom før religionerne. Alle er velkommen. Altid allerede elsket.
Med deres intakte kroppe. Hvis forhud havde været problematisk, så havde vi været født uden. Og hvis den er forsnævret, så skal den behandles med steroidcreme subsidiært bortskæres, men kun i alvorlige tilfælde, for så er der medicinsk indikation.
God bededag til alle. Lad os bede om, at vi bedre kan forstå og respektere hinanden. Og ikke kalde hinanden grimme ting og trække diverse trælse kort, når vi taler om børns ret til egen krop. Guds fred. Kh. Hella.