Russere, kinesere, svenskere og danskere. De kommer fra hele verden, Momondos ca. 100 medarbejdere, men når de træder ind ad døren hos Momondo på Amagertorv i København, bliver de afklimatiseret. De 27 forskellige nationaliteter er firmaets globale DNA, for den er ifølge administrerende direktør Pia Vemmelund altafgørende for at nå målet om en milliardonsætning i 2016.

»Vi vil gerne pille alle de policies og den corporate indstilling, mange har fra deres tidligere arbejdspladser, af dem og få dem til at forstå, at sådan arbejder vi ikke her,« siger Pia Vemmelund.

Hurtigere og smartere

Momondos organisation er på bare syv år vokset fra ti til 100 medarbejdere, men direktøren ønsker at beholde de fordele, der er ved at være en mindre virksomhed, bl.a. hurtig omstilling og handlekraft fra medarbejderne.

»Her smøger vi ærmerne op. Man sidder ikke og venter på at blive spurgt. Vi er ikke lige så store, som de andre, derfor skal vi være hurtigere og smartere,« siger direktøren.

Momondo befinder sig i dag på 29 forskellige markeder over hele verden, og efter et mislykket forsøg på at have folk fysisk i de forskellige lande, er alle nu samlet på hovedkontoret i København. På den måde er der bl.a. større muligheder for vidensdeling.

»Hvad, der lykkes i Holland eller Spanien, kan vi f.eks. bruge i Belgien. Det er langt nemmere, når vi sidder samlet. Så rejser vi i stedet, når der er brug for det,« fortæller Pia Vemmelund om strategien om at samle alt in-house.

Let at tiltrække medarbejdere

Selv om Momondo stadig er en relativt lille virksomhed, har det ifølge direktøren ikke været svært at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til kontoret, som ligger midt på hovedstadens handelsstrøg. Nogle kommer direkte fra CBS, mens andre er hentet fra virksomheder beliggende uden for Danmarks grænser.

»Vi var i tvivl om, hvorvidt vi kunne tiltrække folk med de kundskaber, vi har brug for. Vi vil gerne have højtuddannede og ekstroverte folk, som kan tilegne sig kompliceret viden hurtigt og samtidig er gode til at samarbejde,« siger Pia Vemmelund, som indtil videre er godt tilfreds med udbuddet blandt ansøgerne.

Momondo havde i 2013 et gennemsnitligt antal medarbejdere på 53, mens der i 2012 var 23 medarbejdere. I dag er der 100 ansatte, og det tal skal ifølge Pia Vemmelund øges.