Thyra Frank, hvad har topprioritet på dit område lige nu?
»Noget af det første, jeg vil kaste mig over som ny ældreminister, er at se på, hvordan vi kan få flere af »de kolde hænder« til at blive varme igen. Derfor nedsætter jeg en arbejdsgruppe, der skal finde frem til nogle af de unødige statslige regler og kommunale dokumentationskrav, der fjerner personalet fra deres kerneområde og sætter dem ind bag computeren.«
Hvad har overrasket dig mest ved at blive minister?
»Det hele er jo stadig ret nyt, og der er mange ting, man skal vænne sig til. Heldigvis har der været mange søde og kloge medarbejdere i ministeriet, der har stået klaret til at hjælpe mig i mit arbejde fra allerførste dag. Noget af det første jeg startede med, var forhandlingerne om en stor og vigtig national demenshandlingsplan – det var en virkelig spændende opgave, og jeg er meget stolt over at have været med til at få den på plads.«