Heftig debat om godtgørelse til muslim
Sagen om en muslimsk pige, der får godtgørelse for at være tvunget til at smage på svinekød, får læserne til tasterne.
Sagen om en muslimsk pige, der får godtgørelse for at være tvunget til at smage på svinekød, får læserne til tasterne.
Sagen om en ung muslimsk pige, der har fået tilkendt en godtgørelse på 75.000 kroner af Ligebehandlingsnævnet, fordi hun ikke kunne blive fritaget for at smage på svinekød på sin uddannelse, har i den grad fået Berlingskes læsere til tastaturet.
Kommentarsporet på artiklen og Facebook summer netop nu af en heftig debat. Knap 1000 mennesker har stemt på Berlingskes reaktionsbarometer, hvor næsten 80 pct. "Raser", artiklen er delt over 700 gange på Facebook og 155 har i skrivende stund kommenteret på historien inde på Berlingskes Facebook-side, mens 62 har skrevet en kommentar til artiklen på B.dk. Nogle er enige med erstatningsgrundlaget, mens andre mener, at skolen har handlet korrekt i at bede hende smage på maden.
Sagen drejer sig i korte træk om en uoverensstemmelse mellem den muslimske pige og Uddannelsescenter Holstebro, som mener, at pigen har svært ved at gennemføre en uddannelse som ernæringsekspert, når hun ikke vil smage på retter, der indeholder svinekød. Pigen har derfor set sig nødsaget til at droppe ud fra uddannelsen og har nu fået tilkendt godtgørelsen, fordi Ligebehandlingsnævnet vurderer at skolens håndtering af sagen, krænker pigens ret til at leve efter sin religions retningslinjer.
Men det er langt fra alle i debatland, der køber den. Den gængse holdning blandt modstanderne er kort og godt, at pigen har valgt en forkert uddannelse.
- ...når man vælger en uddannelse som ernæringsassistent, kok, eller noget andet som har med tilberedning af mad at gøre, så kan man ikke undgå at komme til at have med svinekød at gøre. Og mad er nu engang noget man putter i munden, det er den eneste rigtige kontrol på, at man har lavet sit arbejde ordentligt. Dette er noget den unge dame var klar over, inden hun valgte at uddanne sig som ernæringsassistent. Så hun har i virkeligheden truffet et forkert valg af uddannelse.
(...) Derfor kan det heller ikke være skolens ansvar, at den unge dame ikke er i stand til at fuldføre sin uddannelse, det er jo ikke skolen, der har tvunget hende til at være muslim, - det er et valg hun selv har truffet!!, skriver Torben Nielsen på Berlingskes kommentarspor.
Mens andre er langt mere venligt stemte overfor pigens ret til at sige nej til svinekød.
- Jeg kan i øvrigt også forestille mig en situation, hvor der skal smages på sovs med alkohol, og det er der jo også folk der ikke kan/vil...
Det kan da ikke være meningen at muslimer, jøder og jehovas vidner ikke kan gå på en dansk køkkenuddannelse, med en vis tilpasning. Jeg synes det skal være op til arbejdsgiveren om de vil ansætte dem. Arbejdsgiveren har måske krav til at de skal lave retter med svinekød og tilsmage dem. Men uddannelsen er jo så tilpas bred, at den omfatter meget andet end det, skriver Kasper på kommentarsporet.
Hvad mener du? Deltag selv i debatten på Facebook eller her på siden.