Hedebølgen topper lørdag med op til 35 grader
De næste dage bliver brandvarme i Danmark, og lørdag ser ud til at blive højdepunktet på hedebølgen, hvor der kan blive op til 35 grader lokalt i Sønderjylland.
De næste dage bliver brandvarme i Danmark, og lørdag ser ud til at blive højdepunktet på hedebølgen, hvor der kan blive op til 35 grader lokalt i Sønderjylland.
Husk solcreme, husk at drikke masser af vand, og husk at tage en pause fra solen, sæt dig i skyggen og køl lidt ned.
For de næste dage siger vejrudsigten sol og varme op omkring de 30 grader. Hedebølgen topper lørdag, oplyser Klaus Larsen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
»Når vi kommer hen til lørdag, får især de sydlige egne rigtig høje temperaturer, som kommer op over 30 grader. Vi kan komme helt op på 35 grader, især i Sønderjylland,« fortæller ham.
Det er usædvanlig varmt for Danmark, men alligevel kommer vi formentlig ikke til at slå danmarksrekorden i varmegrader:
»De 35 grader er nu stadig et stykke fra rekorden, der ligger på 37 grader. Den forventer jeg ikke, at vi slår i denne omgang,« siger Klaus Larsen.
Med solen højt på himlen i de kommende dage, skal man være varsom med at blive siddende for længe i solen uden solcreme, hat og tøj. UV-indekset onsdag er 6,7, hvilket betragtes som højt hos DMI, som derfor anbefaler, at man som minimum tager pauser i skyggen og bærer hat, når man færdes i solen.
Det gode vejr er dog desværre ikke kommet for at blive. Denne omgang med høj sol og varmegrader omkring de 30 grader klinger af sidst på ugen, forventer DMI.
Det er stadig usikkert, om det bliver på søndag, mandag eller tirsdag, at varmen forsvinder. Lige nu siger prognosen, at der bliver godt vejr til og med mandag, dog med regn- og tordenbyger søndag.
Det afhænger af, hvornår den koldfront, der er på vej til Danmark for at ødelægge sommervejret, ankommer. Men i næste uge kan vi godt finde de langærmede skjorter frem igen, siger Klaus Larsen:
»Det ser ud som om, at søndag og måske mandag også bliver varmt. Men der kommer en koldfront og afløser det gode vejr. I næste uge kommer vi til at ligge på lige omkring de 20 grader de fleste dage,« siger han.