'Undskyld!'

Sådan lyder det nu fra streamingtjenesten HBO Max, efter en lang række kunder i går blev forvirrede og vrede.

Det gjorde de, da HBO Max sendte en mail ud om stigende priser.

Problemet var bare, at en lang række kunder har halv pris resten af livet - og af mailen, mange fik, stod der blot, at deres nye abonnementspris var 89 kroner om måneden - og ikke halvdelen af det.

Noget, B.T. også beskrev. Men nu har de berørte kunder fået følgende tekst i en mail, skriver recordere.dk.

»I går modtog du en e-mail om en prisstigning på HBO Max, der indeholdt forkerte oplysninger. Accepter venligst vores undskyldninger og se nedenfor for den korrekte e-mail om prisændringen på dit livslange rabattilbud.«

Herefter gør streamingtjenesten det klart, hvordan det kommer til at se ud for de brugere, der scorede  50 procents rabat resten af livet-tilbuddet.

De går fra at betale 39,50 kroner om måneden for deres abonnement til at betale 44,50 kroner om måneden.

»Vi hæver månedsprisen som følge af de stigende priser på produktion og indkøb af indhold samt produktudvikling, så vi fortsat kan investere i det kvalitetsindhold og den produktoplevelse, vi gerne vil kunne tilbyde vores kunder,« skriver HBO Max i mailen.

Prisstigningerne gælder for nuværende kunder fra 13. juli, mens nye kunder kommer til at betale 89 kroner om måneden nu.

Tirsdag aften lød det fra B.T.s forbrugerredaktør, Niels Philip Kjeldsen, at det næppe er sidste gang i den nærmeste fremtid, at priserne stiger:

»HBO MAX bliver snart fusioneret med Discovery Plus - det sker i starten af 2024 i Danmark, hvis alt går efter planen. Og her må man antage, at prisen stiger igen, ligesom der er en spekulation om, hvad der så skal ske med de her halv pris for altid-anbonnementer.«