Havnerundfart er en af sommerklassikerne ved et besøg i København og de brede både, der skyder gennem kanalerne, er et yndet og næsten ikonisk billede på, hvilke herligheder København kan tilbyde besøgende.
Selskaberne bag de to største udbydere af havnerundfart i København nyder da også godt af status som en af byens mest populære turistaktiviteter.
Canal Tours og Netto-bådene er de to store aktører på de københavnske kanaler og begge tjener penge på den aktivitet og leverer plus på bundlinjen i seneste regnskaber.
Canal Tours er storebror i forhold til økonomiske muskler. Selskabet leverede sidste år et overskud på over 22 millioner og er særdeles velpolstret med en egenkapital på 35 millioner kroner.
»Vækst i omsætning hænger naturligt sammen med den vækst, vi har oplevet i turismen i København. Samtidig spiller det ind, at der er kommet flere nye flyruter til lufthavnen ikke mindst de såkaldte lavprisruter. Vi oplever flere turister i weekenden også uden for højsæsonen, så kapaciteten bliver ganske enkelt bedre udnyttet året rundt,« siger direktør for Canal Tours, Mads V. Olsen.
Også den nærmeste konkurrent leverer positive resultater. Det er dog i en lidt anden størrelsesorden, vi taler om, når vi ser på Netto-bådene. Selskabet bag Netto-bådene, Havnens Skibsreparationer A/S, leverede i seneste årsregnskab et overskud på knapt 1,4 millioner kroner og en bruttofortjeneste på 12,3 millioner kroner. Det er syvende regnskab i træk at selskabet sejler et overskud hjem.
Canal Tours er det absolut største selskab med 17 både og er ejet af svenske Stromma Turism & Sjöfart AB, der er en af de største oplevelsesvirksomheder i Skandinavien. I Danmark ejer selskabet udover Canal Tours også seightseeing-buskoncepterne City Seightseeing Copenhagen, Hop on - Hop off og Copenhagen Excursion. Og netop det skæbnefællesskab er ifølge selskabets direktør en del af forklaringen på selskabets fornuftige udvikling.
»Vi har som organisation gennemgået en udvikling de seneste år, hvor vi har effektiviseret og hvor vi stadig i højere grad formår at lave salg på tværs af organisationen sammen med de andre selskaber,« forklarer direktør for Canal Tours, Mads V. Olsen.
Canal Tours var ejet af det store danske rederi DFDS frem til 2011, hvor DFDS altså solgte havnerundfarten for i omegnen af 110 millioner kroner til det svenske selskab.
Selvom der har blæst positive vinde over Københavns havn for Canal Tours de senere år, skimter Mads V. Olsen mere grå skyer i horisonten, der kan påvirker de økonomiske resultater.
»Det er højst tænkeligt, at vi får nogle væsentlige omkostninger de kommende år, og det kommer til at påvirke resultatet, hvis ikke næste år, så i 2018-regnskabet«, siger han.
Der er tre begivenheder, der er udslagsgivende for den kalkule.
For det første skal Canal Tours flytte fra Papirøen, hvor de frem til nu har haft kontorer.
Papirøen skal bygges helt om, og derfor er alle de nuværende beboere blevet opsagt. Canal Tours flytter til Lynettehavnen nordpå i Københavns havn. Selskabet kommer dermed længere væk fra sejlruterne, hvilket vil betydert øget udgifter og samtidig skal Canal Tours til at bygge nye faciliteter på den nye adresse.
For det andet vil omkostningerne stige gradvist de kommende år for blot at sejle i Københavns havn. Canal Tours har indgået en ny besejlingsaftale med By & Havn og her stiger den årlige afgift ifølge Mads V. Olsen de kommende år.
Sidste punkt på direktørens liste over stigende udgifter er grøn omstilling.
»Vi går nu mod et grønnere alternativ end almindelig brændstof på lidt længere sigt,« forklarer han.
Canal Tours skifter til en anden type brændstof frem for traditionel diesel. Det hedder GTL og anvendes på de nuværende både uden at skifte motorerne. GTL udleder væsentlig færre partikler og har som udgangspunkt en højere indkøbspris end traditionel diesel.
Derudover har Canal Tours konverteret en båd fra traditionel diesel til el-drift, ligesom selskabet har bygget en båd med elmotor fra start.
»Denne konvertering og fremtidige planer om konverteringer til eldrift kommer naturligvis også til at koste mere,« forklarer han.
Selvom omkostningsniveauet de vil stige over den næste årrække, kan det dog ikke helt punktere optimismen.
»Vi tror på vækst fremadrettet for vores kerneforretning. Krydstogtsturismen er stigende i København og også lufthavnens aggressive vækstplaner er godt for os. Så vi tror på en vækst i havnerundfarten,« siger han.

