Det er måske ikke det første, der falder en ind, når man tager Kjeld Rasmussens lyse sind og lattermilde tilgang til livet i betragtning. Men hans lange borgmestertid kan med god ret beskrives som en tragedie.

En tragedie for hans parti, Socialdemokratiet, som i et århundrede dominerede Danmark og endte med at aflevere en tredjedel af sin opbakning til Dansk Folkeparti. Og en tragedie for prestigebyggeriet Brøndby Strand, som var tænkt som en paradisisk landvinding for hovedstadens arbejdere, men endte som en hårdt belastet ghetto, der nær var kollapset under vold, kriminalitet, arbejdsløshed og massive kultursammenstød.

Nogle politikere ender med at personificere af et stykke danmarkshistorie. Kjeld Rasmussen, som netop er fyldt 90 år og i næste 40 år var bykonge i Brøndby, er en af dem. I søndags blev den runde dag fejret på grønsværen af alle hans - og klubbens - fans før 3-1 sejren over Silkeborg, og en ny veloplagt og tankevækkende bog »Kjeld. Borgmesteren, der skabte Brøndby,« af journalist Henrik Madsen, beskriver en hæsblæsende karriere, som på ingen måder har været kedelig.

Brøndbyerne var ikke andet end nogle småbyer forbundet af bar mark, da der i begyndelsen at 1970’erne blev opført over 1000 lejligheder om året, og fire nye skoler blev fyldt til bristepunktet. En af Kjeld Rasmussens første opgaver, da han i 1965 havde sat sig i borgmesterstolen, var at annoncere opførelsen af boliger til 40.000 mennesker i kommunen. Ved det næste valg vandt han en storsejr med sloganet »Bo bedre i Brøndbyerne.«

Henrik Madsen beskriver i sin bog udviklingen sådan her:

»Den velfærdsstat, som Socialdemokratiet havde under udvikling, havde blandt andet efterladt store dele af den københavnske befolkning med et ønske om rummelige lejligheder og moderne faciliteter. Den slags var Brøndby Strand-bebyggelsen leveringsdygtig i: Køleskab, fryser, vaskemaskine, opvaskemaskine i store lyse lejligheder med gode parkeringsforhold og duften af og for nogle udsigten over Køge Bugt. Nu var spørgsmålet kun: Hvem ville flytte ind, og kunne de betale huslejen?«

Velstanden havde nemlig i mellemtiden sendt hovedstadens arbejdere et godt stykke ind i middelklasse, og de ville hellere bo i parcelhus. Til gengæld var der mangel på arbejdskraft, som blev importeret fra Tyrkiet, Pakistan og Jugoslavien. Og dem var der rigeligt plads til i Brøndby, Ishøj og andre steder på den københavnske vestegn.

Kjeld Rasmussen var ikke kendt for at sidde stille. Han var over alt og med egne ord ikke blevet borgmester for at sidde på rådhuset og sprætte breve op. Da Helsingør biskop trak ham til side og antydede at den kirke med det fine hollandske klokkespil, man havde opført, var overdimensioneret, blev han vred, og da han havde opført Danmarks højeste flagstang til ære for dronning Margrethe og fandt ud af, at der var en i Vojens, som var højere, rejste han til Jylland for at besigtige konkurrenten og forlængede selvfølgelig sin egen med den nødvendige meter.

Det ildelugtende vand i Køge bugt blev til en strandpark. I 1973 stod Brøndby Hallen klar med plads til 4500 siddende tilskuere. Brøndby IF strøg til tops med først Finn og senere Michael Laudrup. Senere forsøg på at få Istedløven og Idrætsparken til Brøndby, lykkedes dog ikke for den energiske borgmester. Men han prøvede.

I gennem hele sin borgmestertid havde Kjeld Rasmussen den dybest aversion mod det, man i dag ville kalde eliten. Uanset om det handlede om forholdene for S-togspassagerer, togtoiletternes efterladenskaber på skinnerne eller den økonomiske udligning, så forsømte gadedrengen fra Nørrebro ikke en lejlighed til at slå i bordet, når der blev gjort forskel på folk. Dem, der boede nord for København, er ikke var finere end andre.

Selv boede han i et at de pæne kvarterer i Brøndby og da Ekstra Bladet på et tidspunkt havde talt sammen, at han havde erhvervet sig ben for 130.000 kroner om året, hvilket var et betydeligt beløb i 1981, svarede han, at han ville have tjent mange flere penge, hvis han var forblevet advokat i stedet for at gå ind i politik. Kjeld Rasmussen var synlig, før det blev et begreb i politisk kommunikation og han kunne sætte sine modstandere til vægs med humor og bidende sarkasme, før Donald Trump overhovedet overvejede at blive præsident.

Journalisterne elskede ham. Både fordi han altid tog telefonen og altid var god for en frisk og hårdtslående kommentar, og fordi hans magt i Brøndby var så stor, at der ofte fulgte halve og hele skandaler i kølvandet på hans ukonventionelle regime. I modsætning til andre karismatiske og storskrydende borgmestre, klarede Kjeld Rasmussen dog altid frisag.

Da han i midten af 1970erne fik en næse af Ombudsmanden, svarede han ved at kalde ham for en person, der sad i et fjerntliggende elfenbenstårn uden kontakt til borgerne.

»Ministerierne udsender cirkulærer, som er ulæselige og uforståelige. Folketinget laver love uden at vide hvilken træghed, der er i systemerne,« sagde han til B.T. Den dengang så populære Mogens Glistrup fra Fremskridtspartiet kunne ikke have sagt det bedre.

Mens Rasmussen kæmpede som en løve mod parnasset og for Brøndbys storhed, gik det ned ad bakke for hans by. I 1978 blev Brøndby Strand betegnet som et af de boligområder i Danmark, som var mest belastet af kriminalitet, masser af lejligheder stod tomme og økonomien var tæt på kollaps.

Kjeld Rasmussen indledte en lang kamp for at stoppe indvandringen til de belastede boligområder. Da han omkring 20 år senere udfordrede Dansk Folkeparti til at stille op til byrådet i kommunen, led det nye parti er stort nederlag, »fordi Kjeld og socialdemokraterne i Brøndby for længst havde indført Dansk Folkepartis politik i kommunen,« konstaterer Henrik Madsen i Bogen. Med store typer hed det i partiets valgavis: »Stop for flere fremmede.« Et budskab som vakte forargelse blandt partifællerne, men som Socialdemokraterne i dag selv formulerer om end med lidt mindre bombastiske ord.

Flygtninge fra borgerkrigene i det tidligere Jugoslavien begyndte at strømme til i 1990erne, og borgmesteren kaldte udviklingen »forrykt.« Krav fra Vestegnen om, at bistandsloven måtte laves om, så flygtninge ikke kunne modtage så mange offentlige ydelser, faldt på stengrund.

Da Kjeld Rasmussen i 1994 blev indkaldt som vidne i Rigsretten mod tidligere justitsminister Erik Ninn Hansen gav han den så meget gas mod »dem fra de varme lande,« som han ynder at omtale indvandrere, at han for alvor fik partiet på nakken. De udnytter systemet, avler mange børn og belaster kommunens økonomi til bristepunktet, var ord der ikke faldt i partifællernes smag. Selv højrefløjssocialdemokraten Henrik Sass Larsen, som på det tidspunkt var formand for DSU, kaldte borgmesteren for en »idiot« og krævede ham ekskluderet af partiet. Resten af Socialdemokratiets tragedie er velbeskrevet.

»De fleste af os tog fejl dengang. Vestegnsborgmestrene havde ret i deres kritik«, sagde Mette Frederiksen i januar i år i et TV-interview.
Men hvad Kjeld Rasmussen ikke havde af respekt på Christiansborg, vandt han på Brøndby Stadion. I mange år kørte han et tæt parløb med Per Bjerregaard, som med god hjælp fra kommunen, byggede en storklub op, der kom til at danne grundstammen i det landshold, der vandt Europamesterskabet i 1992. Og Kjeld Rasmussen var med hele vejen.

Brøndby Strand er uden for regeringens ghettoliste, og det i dag bedre efter en omfattende helhedsplan for området. Sejrene kom i den sidste del af hans tid som bykonge. Alene derfor, er historien om Kjeld Rasmussen alligevel ikke en tragedie.