Tænk over følgende: En kop take-away kaffe koster 35 kroner. Køber du en på samtlige arbejdsdage bliver det til cirka 8.000 kroner om året. Er det indholdet i dén daglige papkop, der beriger din dag, eller ville det være bedre at nogle af pengene på oplevelser? Måske en ekstra månedlig koncert- eller teaterbillet? Måske færre men dyrere stykker tøj, der holder længere? I sin bog »Nøjsom – hundredvis af genveje til bæredygtighed og luft i budgettet« forsøger forfatter Trine Baadsgaard at vejlede til et mere gennemtænkt omgang med penge.

»Det her er ikke et forsøg på at få folk til at sidde i tranlampens skær og hakke roer eller et ønske om at se min egen eller andres bankkonti vokse. Det er i stedet et oprør mod, at vi overforbruger for at føle os underholdt og lykkelige,« siger Trine Baadsgaard om sin bog, der udkommer på mandag.

Ifølge Trine Baadsgaard er vi mange, der kun har lært at smide væk og se frem mod næste indkøb. Mange af os aner ikke, hvordan vi skal håndtere madrester optimalt, eller hvordan man syer en knap i den slidte yndlingsfrakke. Behøver alle på villavejen egentlig at eje den nyeste plæneklipper og saftpresser, eller kunne vi lade de dyre tingester gå på omgang? spørger hun.

»Der er intet nyt i det, jeg siger. Der er noget gammelt i det. Vi skal tilbage til de gamle dyder,« siger Trine Baadsgaard, der til daglig arbejder som kommunikationschef hos DT Group, der er Danmarks største importør og forhandler af byggematerialer.

Hun mener ikke, at hendes råd til større nøjsomhed står i kontrast til det ønske om vækst i forbruget, som finansminister Bjarne Corydon (S) og andre politikere for nylig har efterlyst i forbindelse med forhandlingerne af den kommende finanslov.

»Jeg er ikke økonom, men jeg er indehaver af en god portion sund fornuft. Det kræver ikke megen økonomisk indsigt at forstå at overforbrug og køb-og-smid-væk-kulturen ikke gør noget godt for hverken økonomien eller miljøet.« siger Trine Baadsgaard.

Ann Lehmann Erichsen er forbrugerøkonom hos Nordea og finder meget fornuft i den nøjsommelige tilgang til privatøkonomien.

»Man kan sige, det er en gammeldags måde at være moderne på,« siger Ann Lehmann Erichsen.

Med hensyn til finanslovsdebatten vil nøjsomhed og »de rette investeringer« ligefrem have en positiv effekt på danskernes samlede forbrug, mener hun.

»Hvis vi bruger færre penge på det ligegyldige og flere på for eksempel at investere i vores huse, så de bliver mere energivenlige, har det en gavnlig effekt både for det enkelte individ og for samfundsøkonomien. Det samme gælder, hvis vi sparer op til en ny bil, der kører længere på literen,« siger Ann Lehmann Erichsen.

Hun nævner også en række andre ting, der er værd at investere i, hvis vi gerne vil optimere vores livsførelse.

»Invester i dit børns uddannelse, i dit eget helbred og de oplevelser, der beriger dit liv. Restaurant-besøg, fitnessophold eller koncerter. Det handler i bund og grund om at prioritere og bruge pengene der, hvor de virkelig gør en forskel,« siger hun og kommer med en advarsel.

»Men man må ikke være nærig. Man skal huske at leve livet. Derfor gælder det om at finde balancen.«