For fire år siden fik Michael Dyrby et chok.

Et chok, han stadig ikke har glemt i dag.

Den daværende nyhedschef for både TV 2 Nyhederne og nyhedskanalen TV 2 News sad forbløffet sammen med en række højtstående kollegaer og iagttog en gruppe unge mennesker.

De unge mennesker, alle under 25 år, var del af en fokusgruppe, som TV 2-ledelsen havde inviteret ud på Teglholmen i Københavns Sydhavn for at se TV-stationens udbud af nyheder og efterfølgende, råt for usødet, dele deres tanker om indholdet.

For Dyrby og kollegaerne, der fra sidelinjen kunne følge med i de unges svar, var oplevelsen uventet.

»De unge var utroligt skeptiske over for journalisterne. De var mistænksomme, og de var ret sikre på, at journalisterne havde et eller andet i ærmet,« fortæller Michael Dyrby i dag.

»Dansk journalistik har de bedste intentioner. Vi forsøger at være tilstræbt objektive, fair og balancerede. Og så sad der en gruppe unge mennesker, som var stensikre på, at vi ikke ville dem det godt. Det var virkelig en øjenåbner,« siger han.

Michael Dyrby hører til blandt de mest indflydelsesrige mediechefer herhjemme det seneste årti, og han har sat blivende aftryk i medielandskabet og journalistikkens jordbund.

En folkeskolelæreruddannelse i midt 80erne blev afløst af en ditto som journalist i 1989, og blot to år efter var en ansættelse hos TV 2/Østjylland første møde med den virksomhed, der skulle holde på ham i mange år fremover. Dyrby nåede fire år i det østjyske, før han i 1994 skiftede til TV 2 Nyhederne.

Inden han forlod sin stilling som nyhedsdirektør på TV 2 forrige år, nåede han at skrive alt fra redaktionschef over souschef til medlem af TV 2s direktion på CVet.

Michael Dyrby er dermed også del af en branche, som er udfordret på troværdigheden. Og som unge mennesker i fokusgrupper nærer mistillid til.

Dødsdansen

Sammen med politikere ligger journalister troligt forankret i bunden af de årlige målinger, når danskerne fælder dom over forskellige faggruppers troværdighed herhjemme.

Som et umage og gensidigt afhængigt par har de to grupper placeret sig på de pauvre pladser, der ville afstedkomme direkte nedrykning i en fodboldliga. Måske efter en playoff-dyst mod et hold af bilforhandlere.

Og det bekymrer Dyrby.

»Det er paradoksalt. Journalistfaget er enormt attraktivt. Det er attraktivt at være medie, og det er attraktivt at lave sit eget medie, og aldrig er så mange ting blevet dækket så grundigt som i dag. Og alligevel må vi konstatere, at troværdigheden i forhold til det, som de etablerede medier laver, er stødt og roligt nedadgående,« siger han og uddyber:

»Hvis man tager den politiske journalistik, er det svært at skille ad, hvad der er årsag og virkning. Men vi bliver simpelthen nødt til at opfinde en ny form for politisk journalistisk. Det skal ikke erstatte det, vi har i dag, men der er brug for et supplement. Som det er nu, ser vi en dødsdans, hvor politikere og journalister holder om hinanden, mens de danser ud over klippen.«

Berlingske besøger Michael Dyrby, der i dag er selvstændig i egenstiftet virksomhed, for netop at tale om medierne og politikernes udfordringer og om hans egen rolle i den udvikling. En rolle, der også indeholder en fortrydelse.

Det er et interview med Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), som har fået Berlingske til at lægge vejen forbi Michael Dyrbys kontor i Indre København.

Inden sommerferien forklarede en bekymret Kjærsgaard, hvordan både politikere og medier herhjemme i stigende grad svigter deres rolle i samfundet:

»Hvis folk ikke tror på os længere og ikke vil have noget med os at gøre, ser jeg en fare for demokratiet. Vi bliver nødt til at have en indbyrdes forståelse for, at det simpelthen ikke går længere,« sagde Pia Kjærsgaard i interviewet med Berlingske.

Artiklen fortsætter nedenfor.

Det politiske spor

Efter en lidt famlende begyndelse for TV 2 News i 2006 var Dyrby med til at gøre den politiske dækning til en af kanalens fire hovedspor sammen med erhvervsnyheder, breaking news og de såkaldte rolling news, hvor en særligt udpeget historie blev dækket tæt over hele dagen.

»Vi lykkedes især med dansk politik. I begyndelsen var det meget vigtigt for os, at vi kunne få politikere i tale. Og de kunne nærmest få al den taletid, de havde behov for. De fik typisk et modul på otte minutter, og hvis de var gode nok, kunne de få otte mere,« siger Michael Dyrby.

Men årene på TV 2 News gav også mere og mere plads til et andet fast inventar i den politiske dækning; den politiske kommentator og analytiker, som udlagde teksten.

Hos TV-kanalen var den mangeårige Christiansborg-journalist Kaare R. Skou første mand med den opgave, men flere kom til, som tiden gik. Ikke kun hos TV 2, men hos alle landets medier, herunder aviserne og DR, havde analysen og kommentaren vokseværk.

»I begyndelsen brugte man det drypvis i ny og næ, men det var stadig sådan, at det var på én sag. I dag ønsker alle sådan set at være deres egen politiske kommentator, og de fleste programmer handler om, hvad en politisk kommentator siger om en minister eller politik.  Vi er endt i, at det hele bliver set som et spil med tabere og vindere.«

De politiske kommentatorer blev oftere og oftere en del af den løbende dækning, ligesom TV 2 News også gav dem mere faste platforme.

I »Tirsdagsanalysen« – en af nyhedskanalens største seersucceser – analyserer de tidligere spindoktorer Michael Kristiansen og Peter Mogensen hver tirsdag tidens tendenser i dansk politik, og hver fredag gør et hold af kommentatorer sit indtog i »Besserwisserne« med analyser af ugens gang på Christiansborg.

Ifølge Michael Dyrby er jagten på vindere og tabere hos landets medier en af de ting, som spiller ind på den ringe agtelse, de folkevalgte har i befolkningen. Og det falder samtidigt tilbage på journalistikken.

»Der er ikke altid en vinder og en taber i politik. Nogle gange er der kun vindere, andre gange er der kun tabere. Når man udlægger virkeligheden som et spil Stratego, glemmer man nogle gange de politiske forskelligheder, som ligger bagved. Og når man laver så mange analyser, ender man også med at tage fejl nogle gange, og det skader troværdigheden.«

Hvorfor tænkte du, at det var en god idé dengang?

»Vi gjorde det, fordi vi syntes, det var utroligt væsentligt for News at dække dansk politik. Vi så en mulighed for at komme tættere på, hvad der skete på Christiansborg. Der var jo masser af drama, det var interessant, og det gav omtale. Det kommer man ikke uden om. Men stille og roligt blev det drejet over på, at der var rigtigt mange analytikere på,« siger Michael Dyrby og uddyber:

»Det kan være, det er blevet bedre i dag, men i min sidste tid på kanalen var det vanskeligt at ansætte folk, fordi alle gerne ville have en mening eller en analyse. Men vi bliver nødt til – af hensyn til journalistikken, brugerne og demokratiet – at udvikle en ny form for politisk journalistik.«

Artiklen fortsætter nedenfor.

Søren Pinds opsang

Når Michael Dyrby taler om en ny type politisk journalistik, er det ikke kun den kommentatortunge del, han vil gøre op med. Der er også brug for et opgør med den kritiske journalistik, som ifølge den tidligere nyhedschef har brug for et supplement.

»Kernen i journalistik handler om at holde magthaverne ansvarlige for de beslutninger, de træffer, og efterprøve og eftertjekke alt. Men ud over den kritiske sans er vi nødt til at dyrke den nysgerrige sans. Nysgerrigheden er nødt til at komme tilbage i den politiske journalistik.«

»Hvis medierne konstant river folk ned og piller politikerne fra hinanden, jamen, så er der ikke noget tilbage til sidst. Så er der ingen respekt tilbage til sidst. Og hvis der ikke er nogen respekt tilbage for politikerne, bliver der heller ikke nogen respekt tilbage for journalisterne. På den måde hænger det sammen.«

I et interview med Berlingske i februar sagde Venstres Søren Pind, at medierne bør tage et større ansvar på sig. Ifølge uddannelses- og forskningsministeren fylder proceshistorier for meget. Sandhedsjagten viger for konflikten. Og politikerne beskrives på en mistænkeliggørende facon, der skal fremstille dem som »idioter«, og som fremmer mistilliden.

»Hvis man ikke føler et medansvar for det, der foregår – hvis man føler sig hævet over demokratiet og er ligeglad med materien og kun koncentrerer sig om proces og kortlægning og om, hvor store idioter alle mulige er – så går det galt,« sagde Pind.

Ifølge Michael Dyrby kan den kritiske journalistisk stå i vejen for de politiske visioner.

»I 1980erne under Schlüter besluttede man at bygge to store broer. Man lavede en ny TV-station. Man lavede en kæmpe arbejdsmarkedsreform. Man havde nogle ret store projekter. I dag er visionen lidt a la: 'Vi elektrificerer jernbanestrækningen til Ringsted'. Der er ikke rigtigt nogen, som kan svinge sig op til noget. De store visioners tid er væk,« siger Michael Dyrby og diagnosticerer hvorfor:

»Hvem skulle have lyst til at fremlægge en vision, hvis der sidder en hel hær af journalister – formentlig yngre – klar til at hamre løs på nettet? De undersøger med det samme; hvad er blevet sagt tidligere? Hvad har folk gjort tidligere? Har et parti ændret holdning? Og så bliver det fremlagt som en kæmpe fejl eller et stort skred. Det, tror jeg, er med til at fastfryse idéerne om en samfundsudvikling.«

Men er det ikke journalistikkens opgave at pege på, når politikere skifter holdning? Eller hvis de siger noget, som strider imod partiet? Eller hvis de fremlægger tal, som viser ikke at holde?

»Jo, helt klart. Selvfølgelig. Men vi bliver nødt til at have noget andet end det også. Der er nødt til at være noget mere end vindere og tabere. Der er nødt til at være noget andet end, 'hvad er egentlig politikerens skjulte motiv for at mene det her?’«

Artiklen fortsætter nedenfor.

»De har alle sammen noget ekstraordinært«

Michael Dyrby har været med til at producere programmet »Statsministrene«, som for tiden bliver sendt søndag aften på DR 1.

Her er det lykkedes at samle de fem statsministre, der har regeret landet de seneste 35 år, på Marienborg til en snak om embedets betydning. Holdet bag programmerne har bevidst, forklarer Dyrby, forsøgt at få journalisterne til at fylde så lidt som muligt og i stedet lade politikerne komme til orde. Det er netop i et forsøg på at lade den nysgerrige tilgang være den dominerende.

»Jeg må konstatere – efter at have haft lejlighed til at være sammen med dem alle sammen – at de har et femte gear. De har alle sammen noget ekstraordinært, som mange andre ikke har. Det er derfor, de er endt som statsministre. Og det bliver man nødt til at udvise en eller anden form for respekt for.«

Men gør man det ikke meget let at være politiker så? Hvis man lader dem komme til orde uimodsagt?

»Jo, det kan godt være. Men nogen skal tage det første skridt, for lige nu sidder vi i et jerngreb, og begge parter taber. For journalistikkens skyld bør medierne tage det første skridt. Det betyder ikke, at de skal opgive analyser, kommentatorer og kritisk journalistik, men de skal bare også gøre noget andet. Insistere på at lave noget, som har et element at nysgerrighed og respekt i sig. Det må være muligt for medier at lave formater eller programmer, der lever op til det.«

I »Statsministrene« har vi for eksempel set, hvordan Helle Thorning-Schmidt har givet både problemerne med SF og kritik fra Nyrup og Lykketoft skylden for, at hun fik en turbulent tid som statsminister. Er det så ikke netop en god idé med en journalist, der stiller kritiske spørgsmål, eller en kommentator, som nuancerer den udlægning?

»Jeg tror sagtens, at folk kan drage de konklusioner selv. Og hvis de ikke kan, hvad så? Det behøver ikke være journalister, der konkluderer hver gang.«

Så kan folk sidde og tænke, at det var godt nok også nogle hårde arbejdsvilkår, Helle Thorning-Schmidt havde, og intet var hendes egen skyld?

»Det kan godt være. Men vi er nødt til at lade mere være op til folks egen vurdering. Den konstante analyse er med til at bevæge journalistikken væk fra journalistikken.«

Men det her er i virkeligheden et opgør med noget, du selv har været med til at sætte i søen. Burde du ikke selv have gjort mere ved det, da du havde muligheden for det?

»Jo, det kan man godt sige. Men nogle gange er det lettere at se ting udefra, end når man sidder midt i det. Vi talte også i min tid om, at vi skulle give journalistikken andre ben at stå på. Men det lykkedes ikke. Jeg så det ikke så dramatisk dengang, som jeg gør nu. Men det er klart, jeg burde have gjort mere ved det.«