Rem Housers bror var nogle få dage tidligere trængt ind i en biograf i Louisiana og havde dræbt to og såret ni, og broderen forsøgte at begribe begivenhederne.

Washington Post spurgte ham, om han var overrasket, og på sin tankevej mellem »hvorfor« og »derfor« udtrykte Houser det tankemønster, som er typisk efter skudmassakrer. Først hævdede han at være overrasket – »jeg troede aldrig, at han ville gøre skade på andre«, sagde han om broderen – og få øjeblikke senere stykkede han det stik modsatte ræsonnement sammen. Jo, broderen var mentalt forstyrret, og der havde været episoder med vold og retssager, broderen havde været anholdt og tvangsindlagt, og i de senere år gik hans liv støt nedad. Han blev skilt, han mistede sit hus på tvangsauktion, hans racisme og kvindehad tog til. »Det er ikke rigtigt en overraskelse,« sagde Rem Houser så.

Han var ikke ene om at udtrykke en mangel på overraskelse.

Andre medier var i området og talte med mennesker, som kendte drabsmanden, Rusty Houser. »Han var så højreorienteret og racistisk, og det plagede mig,« sagde en bekendt til Guardian, og han betragtede også gerningsmanden som paranoid og potentielt voldelig. En anden gammel bekendt, Norman Bone, fortalte, hvad der skete sidste år, da han købte Rusty Housers hus på tvangsauktion – og Houser to gange gennede ham væk med trusler om tæsk. Tredje gang mødte Bone op sammen med politiet, og de fandt et hus, som var smurt ind i afføring og døde fisk, stikkontakterne var fyldt med epoxy, og – værst af alt – huset var en regulær bombe. Houser havde efterladt spande med petroleum og bezin, han havde afmonteret en gasledning og antændt en gasflamme, og politiet evakuerede huset, fortæller Bone.

En lokal menighed kan også fortælle en historie. Nogle få dage inden drabet søgte Houser hjælp hos dem, og han var desperat og helt ude af den, fortalte medlemmer til Washington Post. Et medlem sagde, at hun »kunne sparke sig selv for ikke at være gået til myndighederne på det tidspunkt«.

»Vi skulle nok have …«

Hun er formentlig ikke den eneste i og omkring Lafayette, Louisiana, som føler trang til selvpineri.

For hvis så mange mennesker inden drabet diagnosticerede Houser som utilregnelig, voldelig, bevæbnet og hadsk – hvorfor gik de så ikke til politiet, FBI eller en tredje øvrighed? Hvorfor valgte de at betragte hans rejse ind i absolut dunkelhed og først bagefter sige »av, for sytten, vi skulle nok have …«?

Svaret på det spørgsmål er det afgørende svar på problemet med skudmassakrer.

For gerningsmændene kommer ikke ud af ingenting. De står ikke op en morgen og beslutter sig for at dræbe biografgængere, soldater, skolebørn, sorte kirkegængere eller andre uskyldige mennesker. De er ikke normale ni-til-fem-mennesker, der pludselig forvandler sig til topmålet af det modsatte. Som en skoleskyder sidste år sagde til Esquire – han forsøgte ikke inden forbrydelsen at gemme sig, han ønskede at blive opdaget inden forbrydelsen, ikke gennem forbrydelsen, og i hans tilfælde blev det faktisk forhindret, fremgår det. Han blev opdaget og sendt otte et halvt år i fængsel, inden det gik helt galt.

Men han er undtagelsen – og i en grad så magasinet Economist i forrige uge konstaterede, at besøgende til USA skulle betragte skudmassakrerne, som man betragter luftforureningen i Kina – »som en lokal sundshedsrisiko, som det pågældende land på grund af dybtliggende kulturelle, sociale, økonomiske og politiske grunde ikke kan løse«. Economist og andre kritikere peger på våbenkontrol som vejen frem, men det vil være nemmere at afskaffe efterløn, førtidspension og røde pølser i Danmark end at gøre noget ved våben i USA – og det fører til den resignation, som Economist giver udtryk for. Der er ikke noget at gøre ved det.

Men der er noget at gøre, hvis de mennesker, som er i kontakt med gerningsmændene, giver lyd fra sig. Hvis man f.eks. ser på sommerens tre mest opsigtsvækkende skudmassakrer – kirkeskyderiet i Charleston, soldaterskydningen i Chattanooga og biografskyderiet i Lafayette – så var der i alle tre tilfælde rigeligt med faretegn, og ingen gjorde noget, og det er reglen, som retspsykologen Robert Fein har fastslået i to videnskabelige artikler. I den ene undersøgte han forhistorien hos 83 amerikanere, som dræbte eller forsøgte at dræbe kendte personer, og i den anden undersøgte han det samme spørgsmål hos skoleskyderierne over en 25-årig periode, og konklusionen var den samme:

»Forbrydelsen var slutresultatet af en begribelig og ofte synlig proces af tanker og handlinger. Det slår ikke bare klik lige pludseligt,« siger han til Monitor on Psychology. F.eks. fastslog han, at ved 80 pct. af skoleskyderierne vidste andre elever, at der var noget i gære, men få sagde noget. »Det står i stigende grad klart, at ved masseskyderier er der rundt om gerningsmanden en række mennesker, som ved nok til at være bekymrede,« som han siger.

Hvis de pågældende mennesker kan overbevises om at gøre noget – så er der i det mindste et håb om andet end blot at acceptere skudmassakrer som endemiske og evige.

Den fulde muslim

Mohammad Abdulazeez er således et eksempel på en tragedie, som kunne have fået – om end ikke en happy ending, så i det mindste en lykkeligere afslutning. Den 24-årige jordaner angreb i forrige uge to militære mål i Chattanooga i Tennessee og dræbte fem soldater og begik selvmord.

I de første dage forlød det, at han var en renskuret og veluddannet muslim, som hverken røg, drak eller skulkede fra sine daglige bønner – og som havde tilegnet sit angreb til Islamisk Stat. Han var med andre ord en fanatisk terrorist.

Men i dag toner et andet billede frem. Han havde en ingeniøruddannelse, men kunne ikke holde på et arbejde, fordi han misbrugte sovepiller, opiater, smertestillende medicin, marihuana og alkohol, siger familiemedlemmer og venner til bl.a. CNN. I de seneste 11 år fik han psykiatrisk behandling og gik til afvænning, og han led af depression og bipolar lidelse. En ven fortalte, at Abdulazeez var et sødt og omgængeligt menneske, når han tog sin medicin, men at han blev utilregnelig, når han stoppede med at tage den. En anden fortalte, at den gode og normale Abdulazeez tog afstand fra Islamisk Stat og terror, mens den mørke Abdulazeez – den fulde, skæve og umedicinerede Abdulazeez – kunne finde på lidt af hvert.

Hvis de pågældende venner og familiemedlemmer havde henvendt sig til FBI – f.eks. hvis de vidste, at han havde en AK-47 halvautomatisk riffel og to ni mm.-pistoler – så kunne myndighederne have grebet ind. Men tilsyneladende henvendte ingen sig, og Abdulazeez tumlede videre mod sin forbrydelse og fem helt unødvendige dødsfald.

Den føromtalte artikel i Esquire illustrerer vigtigheden af, at de nærmeste henvender sig. Den portrætterede BAU2, som er den FBI-profileringsenhed, som forsøger at finde potentielle skudmænd, før end de stryger ordet »potentielle«, og enhedens leder, Andre Simons, fortalte om begrænsningerne i arbejdet: »Agenterne i BAU2 er helt afhængige af den menneskelige faktor. De er afhængige af, at en eller anden får myrekryb over en anden person,« og at førstnævnte henvender sig. Og det er en temmelig skrøbelig faktor, erkender Simons. »Det er som oftest de mennesker, der er tættest på en person, som er i første række til at henvende sig, men det er samtidigt de mennesker, som er mest tilbageholdende med at henvende sig.«

Det er problemet. De ved, at der er noget rivruskende galt – men de henvender sig ikke.

Og hvorfor henvender de sig ikke?

Robert Feins undersøgelse af skole­skyderierne viste, at vidnerne ikke henvendte sig, fordi de ikke ville »stikke« en kammerat – de følte sig mere forpligtede over for den potentielle skudmand end over for helheden. Ph.d. Mario Scalora fra University of Nebraska har i sine undersøgelser påvist, at vidner er »tilbageholdende med at anmelde mulige trusler, fordi de er bange for fejlagtigt at pege på andre, eller fordi de ikke selv ønsker at få problemer,« som han siger til Monitor on Psychology.

»Så sig dog noget ...«

Der er to mulige løsninger, siger Mario Scalora, og den er succesfuld, hvis den bliver implementeret rigtigt. For det første skal de relevante myndigheder overbevise vidnerne om at henvende sig. På University of Nebraska hænger der nu overalt plakater med et simpelt budskab om at rapportere potentielle problemer til en hotline, og man kan gøre det anonymt. Et andet eksempel er Metroen i Washington D.C., hvor der kontinuerligt kører en meddelelse om, at hvis man »ser noget, så sig noget«. Kriterierne for at henvende sig skal være enkle – og kriterierne skal sættes lavt, siger Scalora.

Det er den første del af løsningen. Den anden del er, at der i modtagerenden skal være en troværdig myndighed til at vurdere truslerne – og at vidnerne skal have tiltro til, at den pågældende myndighed gør det rigtige. FBIs BAU2 er sådan en myndighed, bestående af bl.a. psykologer og FBI-agenter, og i 2013 forhindrede den 148 skudmassakrer, og FBI får henvendelser enten direkte eller fra skoler og andre myndigheder.

Om en anmeldelseskultur vil løse den amerikanske syge med hensyn til skudmassakrer?

Nej, der vil stadig være enegængere, som flyver under radaren, og det vil uden tvivl være en mere effektiv løsning, hvis USA havde bare et mindstemål af effektiv våbenkontrol. Men reaktionen på manglen på totalløsninger er ikke at gøre som Economist – at trække på skuldrene i resignation og henregne skudepisoderne som en amerikansk og folkloristisk trussel akkurat som forureningen i Kina og trafikken i Bombay. En følelse af afmagt og hjælpeløshed fører kun til flere skyderier.

Løsningen er at undgå en Rusty Houser – løsningen er at undgå den slags ord, som efter en tragedie kun føjer dimensioner til tragedien. Ord som – »det er ikke rigtigt en overraskelse.«