Han var gift, selvstændig forretningsdrivende og en mand med hang til skydevåben, som han til sine naboers store irritation ofte trænede med i nærheden af sit to-etagers hus lidt nede ad en grusvej uden for St. Louis i staten Illinios.

Men den seneste tid, siden marts, havde James T. Hodgkinson på mystisk vis boet i sin bil 1.300 kilometer østpå i Alexandria, lidt uden for Washington D.C. Han tog bade i spejderbevægelsen YMCAs lokaler, og her kom han ved et tilfælde til at kende Alexandrias tidligere borgmester gennem 13 år.