Det er to historier, som udspiller sig samtidig og om det samme, men de kunne dårligt være mere forskellige.

De handler begge om »American Sniper«, filmen og virkeligheden, og den ene er en triumf, den anden en tragedie, og de er personificeret i Taya Kyle. Natten til i går dansk tid gik hun på den røde løber op til Oscar-uddelingen, udringet og iklædt en limegrøn festkjole; hun talte smilende med journalister og fejrede, at filmen om hendes mand var den mest sete krigsfilm nogensinde, og at den står til at blive den mest sete film fra 2014.

Men ti dage tidligere stod hun i et retslokale i Texas, iklædt en tækkelig brun kjole og med to smykkekors om halsen og uden smil; her fortalte hun om sin mands sidste tid og om den dag, hvor hun fik beskeden – at han var blevet dræbt med seks skud, fem af dem i ryggen.

Utilregnelig

Det er de brutale kendsgerninger om Chris Kyle. Han blev en af de mest berømte skarpskytter i historien – han dræbte mindst 160 mennesker og overlevede Ramadi og Fallujah og Bagdad – og til sidst blev han dræbt af en anden krigsveteran på en skydebane hjemme i Texas.

Retssagen mod den pågældende veteran, Eddie Ray Routh, har stået på i de seneste uger, og i denne uge vil spørgsmålet om skyld formentlig gå til nævningene. Ikke at der er tvivl om, at Routh dræbte Kyle, for det gjorde han, men spørgsmålet er, om han var mentalt tilregnelig i gerningsøjeblikket.

Routh er en tidligere marineinfanterist, og hans forsvarer siger, at han efter sin indsats i Irak og Haiti kom hjem med posttraumatisk stress-syndom og forsøgte at dulme det med alle de piller, som hans læge ville ordinere ham, og han blandede pillerne med whisky, hash og fomaldehyd. Derfor vidste han ikke, hvad han gjorde, da han i 2013 dræbte Kyle og Kyles ven, Chad Littlefield, på skydebanen. Anklageren og organisationen Warfighter siger omvendt, at Routh ikke led af posttraumatisk stress, men at han altid havde været en voldelig og utilregnelig mand, og at han dræbte de to mænd, fordi han ville dræbe dem, som beskrevet i The New York Times.

Nemmere er det ikke blevet af, at begge sider i sagen har stillet med hver deres psykologiske eksperter med hver deres konklusioner i retten; at forskellige veteranorganisationer bruger sagen som argument for deres forskellige synspunkter om posttraumatisk stress, og at filmen »American Sniper« har gjort i retssalen, hvad den har gjort i biografsalene – polariseret og politiseret historien om Chris Kyle. Én pol håber, at Routh bliver frifundet, fordi den pågældende pol hader Kyle og betragter ham som en krigsforbryder, mens den anden pol ser det lige modsat.

Snydedum

Dermed har retssagen udviklet sig til, hvad den slags begivenheder ofte udvikler sig til – en kamp om narrativet og ikke mindst om historien i Eddie Ray Routh.

Han var uden tvivl ude af sig selv den morgen, hvor Chris Kyle og Chad Littlefield tog ham med til en skydebane. Kyle var på det tidspunkt allerede en berømt og rig mandm, han havde skrevet bestselleren »American Sniper«, og han brugte nogle af pengene og fritiden til at forsøge at hjælpe veteranter som Eddie Ray Routh.

De tre mænd kørte i Kyles bil, Kyle kørte, Littlefield sad på forsædet og Routh på bagsædet, og Kyle tekstede til Littlefield om Routh:

»Ham fyren er fuldstændig bimmelim.« Littlefield tekstede tilbage: »Han sidder lige bagved mig. Hold øje med min ryg.« Men hvad beviser det? Var det oplevelserne i Irak, som havde gjort Routh bimmelim, eller var det fordi han, inden køreturen havde drukket whisky og røget hash, som var vendt i formaldehyd?

Og hvis man hælder til den sidste antagelse, hvad beviser det så? Drak han og røg han, fordi han var en sjuft, eller fordi han var mærket af krigen?

Det er den slags spørgsmål – om ur-årsagen til irrationalitet – der gør sagen så følelsesladet og politisk. Warfighter offentliggjorde f.eks. i forrige uge en rapport med udsagn fra mennesker, som havde kendt Routh fra tidligere. Warfighter er en organisation, som kæmper mod sygeliggørelsen af krigsveteraner, og den hævder, at Routh umuligt kunne have lidt af posttraumatisk stress, fordi han aldrig havde været i kamp. Han gjorde tjeneste i marineinfanteriets materielkommando, og rapporten er sørgelig læsning om en mand, som voksede op i det tarveligste redneck-miljø i det nordlige Texas.

»Han var en snydedum bondeknold,« siger den seniorsergent, som arbejdede med Rouths ansøgning til marineinfanteriet. Routh var fuld af slagsmål og mindreværdskomplekser, og hvis det ikke havde været for tidspunktet – i 00erne – ville Routh aldrig være kommet ind. På det tidspunkt var søgningen til militæret så begrænset, at næsten alle blev antaget, f.eks. også en røver og en autist, og derfor gled Routh ind, hedder det i rapporten.

Sygeligt paranoid og på tværs

I Irak fortsatte han med at komme på tværs, og selv de vidner, som hans advokat indkaldte for at tale pænt om Routh, havde svært ved at gøre det.

»Han ville gerne være en bedre mand,« sagde en soldaterkollega.

»Han så op til Chris Kyle, og han ville gerne også være en mand, som marineinfanteristerne talte om i fremtiden. Men han kunne ikke ...«

Han led af sygeligt paranoia, sagde andre, og da han kom ud af militæret, landede han med et drøn mellem beboelsesvognene og barerne uden for Dallas. Han drak og fik medicin mod skizofreni, han sloges med sin kæreste og sin mor, og til sidst gik moderen til Chris Kyle og bad om hjælp.

Det endte den dag på skydebanen, og ifølge anklageren var det sygelig paranoia og jalousi, der gjorde det. Routh var rasende over, at Kyle tog sin ven Chad Littlefield med, og han var rasende over, at Littlefield sad på forsædet, mens han skulle sidde på bagsædet – og derfor ville han dræbe Littlefield. Men han kunne ikke dræbe Littlefield uden også at dræbe Kyle, for ellers ville Kyle dræbe ham, sagde anklageren ifølge nyhedsbureauet AP.

Det giver ikke meget mening, men det er der ikke meget i sagen, der gør, og det bekræfter, hvad Chris Kyle parafraseret skrev i »American Sniper«: At krig giver mening, for i krig er verden sort og hvid, venner og fjender, skyd eller bliv skudt, og det civile liv er meget sværere og farligere.

»Når jeg var i krig, så var jeg uovervindelig. Men hjemme var jeg meget mere sårbar,« skrev Kyle ifølge Newsweek, og han fik så sørgeligt ret.