Det hører til sjældenhederne, at en koreograf ikke selv er danser. Men spanske Marcos Morau er ligesom danske Kim Brandstrup en af de sjældne fugle i dansens verden, der er højt anerkendt som koreograf uden selv nogensinde at have danset på en scene. Og nu har den 35-årige spanske koreograf fået til opgave at kreere en splinterny og moderne version af »Carmen« til Den Kongelige Ballet.

»Jeg er ikke danser og har aldrig været det. Men jeg kan bevæge mig, og jeg elsker kroppens bevægelser,« siger den rolige og venlige Marcos Morau med det varme blik bag brillerne.

Til mit spørgsmål om, hvorvidt han dansede som barn, lyder svaret prompte: »Nej, aldrig.«

»Jeg voksede op i en lille by tæt ved Valencia og var heller aldrig til danseforestillinger eller i teatret som barn. Men jeg havde en jævnaldrende kusine, der dyrkede rytmisk gymnastik på eliteplan. Da jeg var 15-16 år, begyndte jeg at tage med hende til Madrid og andre steder og se mesterskaber. Jeg var helt vild med at se koordineringen mellem krop og musik. Så den rytmiske gymnastik blev mit springbræt til dans og kultur.«

Helt skørt

Som helt ung havde Marcos Morau ingen anelse om, at man kunne have et job som koreograf. Men da han efter sin studentereksamen flyttede til Valencia, besluttede han, at det netop var koreograf, han ville være.

»Det var jo helt skørt, og både min familie og mine venner sagde til mig: Du er jo ikke danser. Men jeg var ligeglad. Jeg ville gerne skabe noget gennem bevægelse – måske teater, film eller dans. Jeg var meget god til at tegne og male, så min mor prøvede at skubbe mig i den retning.«

Men Marcos Morau brugte et år på at arbejde i et pizzeria og tage timer i ballet og moderne dans og bestod derefter optagelsesprøven til Conservatorio Superior de Danza i Valencia.

»Jeg studerede også fotografi og lavede både fotos og film. Jeg elsker at arbejde med kameraet i forhold til form, farve og lys og skabe en komposition. Og min mor kan fortælle dig, at jeg tilbragte hele min barndom med at lave kreative ting som at male, sy og konstruere ting.«

Efter to års studier i Valencia rejste Marcos Morau på anbefaling fra en af sine lærere til New York i fire måneder, hvor han på danselaboratoriet Movement Research fulgte forskellige koreografiske processer. I New York så han også værker af de store, kendte koreografer som bl.a. Merce Cunningham og Bill T. Jones.

»Jeg ved ikke, om jeg lærte noget på Movement Research. Men jeg er sikker på, at jeg lærte noget i New York.«

Tilbage i Spanien valgte han at flytte til Barcelona og færdiggøre sine studier på Institut del Teatre, hvor han afsluttede sin master i dans-, opera- og teaterdramaturgi med topkarakter. Han nåede også at påbegynde et ph.d.-studie i postmoderne dans, men stoppede for i stedet at kaste sig ud i selv at kreere levende teater. Som kun 23-årig dannede han sammen med nogle venner fra andre kunstområder kompagniet med det specielle navn La Veronal i Barcelona.

»Jeg elsker Virginia Woolf og læste en biografi om hende. Hun prøvede at begå selvmord med Veronal, og det påvirkede mig meget at læse. Mit mål er selvfølgelig ikke, at publikum skal falde i søvn til vores forestillinger. Men jeg vil gerne vise en anden dimension af livet, så man ser virkeligheden på en ny måde, når man går ud af teatret.«

Arkitektonisk struktur

Sammen med danserne i La Veronal har han udviklet et særligt bevægelsessprog, Kova, som han bruger som koreografisk redskab.

»Lidt ligesom hos koreografen William Forsythe bruger man rummet til at tegne nye bevægelser omkring sig selv. Det er meget geometrisk tænkt. Jeg tager aldrig udgangspunkt i følelser, når jeg koreograferer. Først skaber jeg bevægelserne, og så bliver følelserne koblet på senere. Det er en meget systematisk proces, når jeg laver bevægelser, og der er en meget arkitektonisk struktur i mine værker. Men selvfølgelig er der masser af følelser, når vi når til scenen.«

Tåspidsdans bliver der ikke noget af i »Carmen«. Foreløbigt har Marcos Morau kun én enkelt gang prøvet at lave tåspidskoreografi. Det var en solo til den russiske balletstjerne Maria Kochetkova tidligere i år.

»Hun overbeviste mig om, at jeg godt kan koreografere til tåspidssko. Vi skabte soloen sammen. Men der er jo en helt anden balance i de sko. Og med kun seks uger til at kreere »Carmen« turde jeg ikke kaste mig ud i det her i København. Måske tør jeg næste gang. Til gengæld kommer der glimt af flamenco i »Carmen«.«

Kendt i København

Marcos Morau er ikke noget nyt navn herhjemme. I 2011 vandt han Copenhagen International Choreography Competition og har siden flere gange siddet i konkurrencens jury og har kreeret værker til den afsluttende galla.

Han har også gæstet Skuespilhuset med La Veronal, og sidste år koreograferede han »Vals« til Dansk Danseteater, der i august i år viste uddrag af værket på Copenhagen Summer Dance.

»»Vals« er jo et ret abstrakt værk uden fortælling, mens »Carmen« er en dramatisk historie. Helt enkelt handler Mérimées roman om en fri kvinde, der indfanger en mand. Bagefter forelsker hun sig i en anden mand, hvorpå den første dræber hende. Historien er jo blevet fortalt utallige gange. Så jeg har som koreograf i det 21. århundrede tænkt på, hvordan jeg kan tage essensen af »Carmen« og bringe nutiden ind i historien og fortælle om kønsbaseret vold. Derfor er temaet i min »Carmen« vold mod kvinder, som er et meget omdiskuteret emne i Spanien i disse år.«

For at gøre historien nutidig foregår Marcos Moraus ballet i et moderne filmstudie, hvor man er i gang med at producere »Carmen« som gammel sort/hvid-film. Dramatisk bevæger balletten sig på to niveauer, hvor publikum både kan følge danserne i moderne farvestrålende og glinsende kostumer i studiet og på en sort/hvid-film på en skærm.

Mit liv er lidt crazy. Men jeg elsker det. Og jeg føler, at jeg gør det, som jeg skal gøre.

»Jeg starter i en realistisk verden med filmoperatører, skræddere, makeupartister og kameramænd, der prøver at optage en gammel sort/hvid-film. Men operatørerne begynder at falde ind i filmen, så fiktion og virkelighed blandes. Samtidig prøver publikum at regne Carmens skæbne ud. For hun skal jo dø. Men Carmen vil ikke indspille den scene. Og her begynder det hele at vende,« siger Marcos Morau, der ikke kan røbe mere på forhånd.

Men han vil gerne røbe, at Carmen-figuren i forestillingen har hele fem gestaltninger og bliver danset af både mandlige og kvindelige dansere. Også Don José og Escamillo optræder i flere gestaltninger.

»Historien bliver ikke fortalt helt kronologisk, og dramaet mellem de tre personer er lidt sløret. Vi er nødt til at ændre på ideen om, at publikum har brug for en bestemt fortælleform. Publikum har brug for mange ting. Jeg bryder mig i det hele taget ikke om at betragte publikum som én stor gruppe. Publikum er individuelle personer. Når man taler om publikum som en stor gruppe, er det altid, fordi man tænker på business.«

Nogle gange bruger Marcos Morau tale i sine værker. Men han ved endnu ikke, om det bliver aktuelt i »Carmen«.

»Jeg kan ikke lide begrænsninger i mit arbejde. Hvis jeg har lyst til at bruge tale, så bruger jeg tale. Alt bliver brugt for at tjene ideen i værket. I 2018 må vi være åbne og uden begrænsninger. Det ønsker jeg også, at publikum er.«

Musikken i den nye toakters ballet bliver en blanding af Bizets kendte Carmen-musik og »Carmen Suite« af den nulevende russiske komponist Rodion Shchedrin. Men der bliver også en scene til Edith Piafs sang »Carmen’s Story«.

»Det var helt fantastisk, da jeg opdagede, at Edith Piaf lige præcis synger om at lave en filmoptagelse af »Carmen«. Så da jeg hørte den sang, tænkte jeg, at den er jeg simpelthen nødt til at bruge i forestillingen.«

De overdådige kostumer er kreeret af spanske Silvia González, som Marcos Morau tidligere har arbejdet sammen med. Men koreografen er også selv meget inde over de detaljerige dragter.

»Vi har prøvet at få det spanske islæt frem i kostumerne – både farver, flamenco og toreadorens elegance.«

Marcos Moraus tre koreografiske assistenter på »Carmen« er også alle spanske og behersker forskellige dansestilarter.

»Jeg kan selv gøre og vise mange ting med min krop, der er meget fleksibel, velkoordineret og musikalsk. Men nogle gange er det selvfølgelig hårdt, at jeg ikke har samme baggrund som danserne, når jeg f.eks. arbejder med store kompagnier som Den Kongelige Ballet. Så kan jeg blive lidt anspændt og tænke: Hvad laver jeg her? Mit liv er lidt crazy. Men jeg elsker det. Og jeg føler, at jeg gør det, som jeg skal gøre,« siger Marcos Morau.

»Carmen« har premiere på Det Kgl. Teaters Gamle Scene den 28. september.