Han skal gøre B&O til en "Triumph"
Efter otte år som succesrig topchef hos Triumph Motorcykler skal Tue Mantoni forsøge at gøre kunststykket efter hos B&O. I en samtale med Business Søndag løfter han lidt af sløret for sin trylleformel.
Efter otte år som succesrig topchef hos Triumph Motorcykler skal Tue Mantoni forsøge at gøre kunststykket efter hos B&O. I en samtale med Business Søndag løfter han lidt af sløret for sin trylleformel.
B&Os nye topchef har ualmindeligt lange ben. Han er også ualmindeligt ung – sit imponerende CV taget i betragtning.
Mon ikke han får brug for begge dele? Sin ungdommelige energi og det lange ben forrest, hvis det skal lykkes ham at bringe vellyd tilbage til den før så hæderkronede danske virksomhed.
Se også: B&O gennem tiden
I morgen begynder han i jobbet i Struer. 36-årige Tue Mantoni – tidligere CEO for Triumph Motorcykler i England – nu administrerende direktør for Bang & Olufsen. Forventningerne til ham er tårnhøje. Han sidder med sine lange ben foldet ned i en Svanestol med roterende sokkel. Klokken er otte, og vi mødes i B&O-butikken på Lyngby Hovedgade. Han har endnu ikke fået et kontor i København, men det får han. For han skal ikke have fast bopæl i B&Os jyske hjemby.
Som topchef hos Triumph har Tue Mantoni vakt international opmærksomhed. Ikke kun på grund af sin unge alder, men fordi det i den grad er lykkedes ham at puste nyt liv i det gamle brand, der havde sin storhedstid samtidig med James Dean.
I løbet af de knap otte år, han var i virksomheden - de sidste tre år som CEO - formåede Tue Mantoni at vende udviklingen radikalt og tredoble omsætningen.
Nu er spørgsmålet, om han kan lave »en Triumph« på B&O.
Se også: B&Os mange ansigter
De to virksomheder ligner hinanden, siger han. Begge med en omsætning på omkring tre mia. kroner, begge har knap 2.000 ansatte, og begge har et tredjeparts forhandlernet på omkring 700. B&O er også en teknologivirksomhed.
»Da jeg kom til Triumph for otte år siden, var det et mindre og romantisk brand, som typisk blev købt af en meget lille gruppe entusiaster.
»Folk købte primært Triumph for det, som det stod for i 50erne og 60erne. Enten fordi deres far havde en Triumph, eller fordi de kunne huske film med Steve McQueen eller James Dean,« siger Tue Mantoni og fortæller om nogle af valg, han måtte træffe for at ændre udviklingen.
»Da Triumph altid havde stået for design og performance, besluttede vi, at den situation skulle vi tilbage til. Så vi fokuserede på at bygge et performance brand. Da jeg startede, lå 80 procent af omsætningen på retro og 20 procent på moderne motorcykler. I dag er det lige omvendt,« fortæller han.
Men hvordan vil du få folk til at købe et B&O fjernsyn, når du kan få et udmærket designet Samsung-fjernsyn til en fjerdel af prisen?
»Når du har med et luksusbrand at gøre, er det ekstremt vigtigt at beslutte sig for at være bedst på nogle udvalgte områder. Jeg tror, at de tider er forbi, hvor du bare kan have et cool brand – uden også at have den teknologi og performance, som kan konkurrere med det bedste derude.
Det betyder ikke nødvendigvis, at du skal være den bedste på alle produkterne. Men du skal tage en helt bevidst beslutning, der hedder: På nogle områder vil vi simpelthen være kendt for at havde det bedste produkt af en vis kvalitet.«
Hvad kunne det så være, når vi taler B&O?
»For at være helt ærlig, så har jeg ikke taget en beslutning om det endnu. Men hvis du kigger tilbage i tiden, så var der en masse ting, som B&O gjorde, som fik folk til at åbne øjnene og sige wow! Mekanikken og designet – de her glaslåger, der gled til side. Dengang var det mekaniske og fysiske design ekstremt vigtigt, og her var B&O markedsleder. Hvis du kigger på de store Hollywood film og på modebladene, så var det altid B&O, der stod i baggrunden.
Udfordringen er selvfølgelig, at vi nu er i en helt anden situation. Der sker ekstremt meget i markedet, og det ved de folk, der arbejder i markedet, og det ved forbrugerne. Pludselig er det nogle helt andre parametre, der er ekstremt vigtige.
Det gælder eksempelvis i forbindelse med internettet og hele integrationen med andre produkter. Lyd, tror jeg, er stadig ekstrem vigtig. Jeg tror, vi kommer til at se en bølge, hvor folk vil søge tilbage til den tid, da der var højere standarder for lyd,« siger Tue Mantoni og husker, da han selv købte sit første musikanlæg nede i Hi-Fi klubben.
LÆS HELE ARTIKLEN I BUSINESS SØNDAG