Hans navn var Micah Xavier Johnson, og han var en meget vred og meget forvirret mand.
Og torsdag besluttede han at leve sin vrede og forvirring ud. Han tog sin mors firhjulstrækker, sin halvautomatiske riffel og hundredvis af kugler og kørte mod centrum af Dallas.
Ugen havde allerede været blodig nok, og derfor skulle den blive endnu mere blodig, havde han besluttet.
Få timer senere var fem politibetjente døde, seks andre sårede, og i de tidlige morgentimer sendte politiet en robot med en bombe mod Micah Xavier Johnson, og så døde han.
Dermed kulminerede en ulykkelig amerikansk uge med politidrab og drab på politi, og den har efterladt et USA på bristepunktet af noget, der kan blive farligt. Tilsyneladende følte Micah Xavier Johnson sig kaldet af situationen til at gøre gengæld mod politiet, og fra den anden side lød der i går et krav om hævn den anden vej.
»Borgerkrig«, udbasunerede den konservative tabloidavis New York Post i går på sin forside, og en tidligere republikansk kongrespolitiker tweetede: »Pas på Obama … pas på Black Lives Matter. Det rigtige Amerika kommer efter jer,« skrev Joe Walsh. Black Lives Matter er en sort borgerretsorganisation, som protesterer mod politidrabene.
Men hvordan kom det dertil?
Tirsdag skød og dræbte politiet i Louisiana den sorte Alton Stirling, og onsdag skød og dræbte politiet i Minnesota den sorte Philando Castile. Begge drabene blev filmet, begge drabene gik viralt, men det politiske USA var sen til at reagere, og mange kommentatorer udtrykte en bitter resignation: »Der vil sikkert heller ikke ske noget denne gang,« lød det igen og igen.
Hjemme hos familien Johnson i Mesquite, en forstad til Dallas, var bitterheden åbenbar.
Micah Johnsons søster, Nicole, skrev blandt andet på Facebook: »Hvorfor bliver sorte behandlet sådan, det gør mig så fandens vred (...) Det ændrer sig først, når vi slår igen.«
Og det sidste besluttede Micah Johnson sig så for at gøre. Han var en 25-årig mand, som tilsyneladende holdt sig for sig selv, og som var menig reserve i hæren. Her havde han formentlig lært at skyde, og Pentagon har bekræftet, at han havde været udsendt til Afghanistan. Han havde også selv en eller flere rifler, som han tog med til Dallas.
Han vidste, at Black Lives Matter torsdag aften planlagde en demonstration mod politibrutalitet i Dallas, og måske havde han også set nogle af de billeder, som organisationen forinden havde tweetet ud. På billederne stod aktivister smilende sammen med lokale betjente, som var enige om – som der stod på et banner – at arbejde for et bedre Amerika.
Små 2.000 mennesker deltog i demonstrationen, som slangede sig gennem centrum af Dallas, og pludselig lød en kaskade af skud mod forsamlingen. Én for én faldt betjente, som sikrede demonstrationen om, og alt blev opløst i kaos og tragedie. Men forholdsvis hurtigt indledte politiet en mandejagt og omringede en person i et parkeringshus.
Det var Micah Xavier Johnson.
I fire timer forskansede han sig, mens politiet forsøgte at overtale ham til at overgive sig, og i de timer gav han, hvad der med god vilje ligner et motiv. Han sagde, at han var rasende over de seneste politidrab på sorte amerikanere, oplyste politichef David Brown ved et pressemøde:
»Han sagde flere gange, at »enden er nær,« og han sagde, at han ønskede at dræbe hvide og især hvide politibetjente.«
Men samtidigt sagde han også, at han var vred på Black Lives Matter.
»Det giver ingen mening,« sagde Brown, som dermed indikerede, at Johnson var lettere delirisk i sin logik eller mangel på logik.
Micah Xavier Johnson hævdede under forskansningen, at han handlede alene og ikke var tilknyttet en gruppe eller organisation. Men politiet har tilbageholdt yderligere tre personer, deriblandt en kvinde, og »vi forsøger at finde ud af, om de har tilknytning til sagen«, oplyste politichefen.
Sort = forbryder
Men historien begynder ikke tirsdag i Louisiana eller onsdag i Minnesota eller torsdag i Dallas; den begynder med en problematisk amerikansk historie og problemer med at lære af den. Den begynder med race og våben og det krydsfelt, hvor de to faktorer møder hinanden og bliver til noget ekstraordinært ulykkeligt.
Som kommentatoren Kara Brown skrev i går: USA gennemlevede 240 års slaveri, 70 år med lynchninger og derefter et blodigt borgerretsopgør, og sorte amerikanere er stadig ikke ligeværdige amerikanere.
Sorte mænd udgør for eksempel seks procent af den amerikanske befolkning, men halvdelen af dens drabsofre. En sort amerikaner har syv gange så stor risiko for at blive skudt som en hvid amerikaner, og forskellen er endnu mere udtalt ved politidrab. Unge, sorte mænd har 21 gange så stor risiko for at blive dræbt af politiet som unge, hvide mænd.
Sorte amerikanere og især sorte mænd bliver betragtet som mindreværdige og på samme tid farligere end hvide amerikanere, blotlægger Lois Beckett i Propublica. Og når de er mindreværdige, behøver offentligheden ikke kere sig synderligt om drabene blandt dem, men når de er farligere, må offentligheden nødvendigvis sikre sig mod dem.
Og offentligheden sikrer sig med våben.
Under præsident Obama – en sort præsident – er antallet af våben produceret i USA steget med knap 100 procent, og aktiepriserne på producenter som Smith & Wesson er steget med tæt på 1.000 pct., oplyser Bloomberg. Der er i dag over 300 mio. våben i private hænder i USA, og ifølge en opgørelse fra Pew Research ejer halvdelen af alle hvide mænd i sydstaterne våben.
Det skaber ifølge denne tankegang en akavet symmetri mellem race og våben: De to spejler sig i hinanden og mod hinanden.
Men en forholdsvis ny udvikling rokker ved balancen, og Mark Hughes er et eksempel på det. Mark Hughes bor i Dallas, og han er en sort aktivist, som mener, at sorte bør gøre, hvad hvide også gør – de bør bevæbne sig og bruge »vores forfatningsmæssige ret til at gå med våben.« Det gjorde han torsdag aften ved demonstrationen i Dallas, og det gjorde ham i timevis uretmæssigt til hovedmistænkt i nedskydningen af de hvide betjente.
For klokken 21.52 udsendte politiet i Dallas et billede af Hughes fra demonstrationen. Han var iklædt en camouflagefarvet T-shirt, og han gik med en halvautomatisk riffel i en rem over kroppen. »Her er en af vores mistænkte. Hjælp os med at finde ham,« skrev politiet i en officiel tweet, og billederne af den bevæbnede Hughes gik ud til millioner af TV-seere og netklikkere.
Det var en fejl, som nemt kunne have været undgået. Vidner påpegede, at Mark Hughes gik i demonstrationen, da skuddene lød oppe fra en række bygninger, og hans bror fortalte til flere TV-stationer, at Hughes straks henvendte sig til en betjent på stedet og gav den pågældende sit våben for at undgå problemer. Men alligevel blev han per automatik mistænkt, og som broderen siger til CBS:
»Han blev hovedmistænkt, fordi han var en sort mand med våben … Han blev i medierne sigtet og dømt for at gøre, hvad han har lov til at gøre i Texas.«
Kritikere siger, at den paratreaktion – at en sort mand med våben må være en meget farlig mand – også er med til at forklare, hvorfor hvide betjente tidligere på ugen uprovokeret skød og dræbte to sorte mænd. Tre betjente klemte den sorte Alton Stirling ned mod asfalten, og da de fandt ud af, at han havde en pistol i baglommen, råbte en betjent: » Han har en pistol.« Det fik en anden betjent til at trække sin tjenestepistol og dræbe Stirling med fem skud i brystet.
Et døgn senere stoppede en hvid betjent en bil med den sorte Philando Castile og dennes kæreste, Diamond Reynolds. Castile sagde til betjenten, at han havde et våben på sig og også en våbentilladelse. Da betjenten bad om Castiles kørekort, og Castile rakte ud efter sin baglomme for at finde tegnebogen med kørekortet, blev betjenten åbenbart så nervøs, at han skød Castile fire gange i siden og dræbte ham.
Politidrab uden konsekvenser
Både Minnesota og Louisiana er såkaldt open carry-stater, hvor synet af offentligt bevæbnede borgere er, hvad politikerne har bestemt, og en bevæbnet Stirling eller Castile burde ikke have forskrækket betjentene.
Men det gjorde de, fordi det amerikanske samfund har »en dyb og uforanderlig fordom om sorte og kriminalitet,« siger Robin Wright fra Ohio State University til New York Times:
»Hvis vi ser en sort mand med et våben, så går vi ikke ud fra, at våbnet er legalt.«
Politidrabene er alvorlige nok i sig selv, men manglen på konsekvenser har en dybere effekt. I 2014 dræbte politiet i USA 1.039 mennesker, i 2015 var tallet 1.125, og i år har politiet dræbt 562.
Men hverken i 2014, 2015 eller i år er én eneste betjent blev dømt for »dødeligt at have skudt en civilist,« oplyser professor Phillip Stinson til Huffington Post. I de seneste 11 år – siden 2005 – er kun 13 betjente blevet dømt, og det er virkeligheden.
Om det er den virkelighed, som natten til i går fik den 25-årige Micah Xavier Johnson til at gøre, hvad han gjorde, er uvist.
Men det er vist, at han har kun gjort ondt værre, og at præsident Obama talte for Amerika, da han i går sagde:
»Der er absolut ingen berettigelse for den slags meningsløse mord. Alle involverede blive stillet til regnskab, og retfærdigheden vil ske.«
Han – og Amerika – kan kun håbe på, at alle har tålmodighed til at vente på retfærdigheden.