Kategorien synes at være terror. Selv om om ingen gerningsmand og dermed intet motiv er fundet.
Enkelte går måske i dølgsmål rundt med et ønske om, at der var tale om et hjemmerøveri. Eller at Hedegaard har knaldet et forurettet postbuds kone. Men så heldig og provinsiel har nationen formentlig ikke lov at være.
Ingen kan forestille sig, at attentatforsøget mod Lars Hedegaard ikke har noget at gøre med hans meninger. Herunder særligt hans mening om, at islam er en lovreligion, et totalitært system, der er uforeneligt med demokrati og ytringsfrihed.
Tirsdag fik Hedegaard i så fald mere ret, end han formentlig ønsker eller på noget tidspunkt har drømt om. Eller formanden for Trykkefrihedsselskabet fik ret i, at enkelte muslimer lever op til beskrivelsen – forudsat, at drabsforsøget mod ham blev udført af en islamist forklædt som postbud.
Aldrig i moderne tid har Danmarks aktuelle plads i verdens dødelige spil været tydeligere. Vi er in the line of fire, som det hedder på amerikansk. Tjetjenske bombemænd og attentatplaner mod Jyllands-Posten stoppet i yderste stund og nu et direkte drabsforsøg på en debattør er de seneste udråbstegn i det nationalhistoriske kapitel, der i disse år skrives om at leve i en terrortid.
Det nye og interessante i forbindelse med drabsforsøget på Lars Hedegaard synes at være, at der er bred fordømmelse stort set uden forbehold. Eller som det hed fredag i Weekendavisen, hvor Søren Villemoes skrev over temaet »Ytringfrihed, MEN...« Om hvordan enkelte ledere og kommentatorer har fundet det nødvendigt at nævne deres uenighed med formanden for Trykkefrihedsselskabet samtidig med deres indlysende opbakning til demokrati og retten til at ytre sig frit.
Men dette er slet ikke sket i fremturende og bastante vendinger, som fra en Uffe Ellemann-Jensen, der i sin tid mente, at den svenske tegner Lars Vilks selv havde bedt om at blive angrebet. Eller fra Ekstra Bladets kommentator Karen Thisted, der hævdede, at den terrortruede muhammedtegner, Kurt Westergaard, var medieliderlig.
»Det er bemærkelsesværdigt, hvordan »Ytringsfrihed, MEN ...« har lidt en stille død.
Reaktionerne på attentatforsøget mod Lars Hedegaard har i modsætning til muhammedkrisen og attentatforsøget mod Kurt Westergaard i 2010 ikke været præget af kinglede belæringer om, hvordan man bruger ytringsfriheden på en »ansvarlig« måde« skriver Weekendavisen under overskriften »Kunsten at sige det selvfølgelige«.
I det hele taget kan man argumentere for, at ikke bare debatdanmark, men også danskere bredt taget, har fået en slags selvfølgeligt forhold til terror og truslen herom. Vel at mærke med en holdning, der synes tættere på viljen til ikke at gå på kompromis end det modsatte.
Er vi danskere terroriserede? Det ser ikke ud til det. Hvormed en måske overset pointe om de seneste godt ti års terrortid, muhammedtegninger og civilisationernes sammenstød understreges. En Gallup- måling for Berlingske godtgjorde, at danskerne tager opstandelsen ret roligt. Undersøgelsen er ganske vist foretaget længe før Hedegaard-attentatet og lige før afværgelsen af terroraktionen mod Jyllands-Posten. Men stadig udarbejdet efter afsløring af andre terrorplaner mod Danmark samt muhammedkrisen, hvor dele af Mellemøsten som bekendt svor, at afbrændingen af Dannebrog blot var begyndelsen.
77 procent af danskerne fandt det således forrige år sandsynligt, at Danmark er terrormål for islamistiske grupper inden for de nærmeste år. Det overrasker måske ikke. Men det fortæller, at bevidstheden om at befinde sig i farezonen er stor.
Til gengæld – og det er her, en historie af den slags, der sjældent når avisforsiden, men egentlig burde gøre det, viser sig i statistikken – føler hele 89 procent af danskerne sig trygge ved at bevæge sig rundt i stormagasiner, på togstationer eller andre formodede terrorudsatte steder oven på den seneste tids terrorforsøg. Det er ikke og har aldrig været danskerne diffust, hvad det værst tænkelige scenarie ved landets deltagelse i kampen mod terror er.
Vi venter os uanmeldt besøg af det vanvid, der slog sig løs i eksempelvis Madrid og i London. Vi har noteret os, at ledere af den frie verden må ty til at rejse rundt som nogle af verdens ufrieste mennesker. Der er en grund til, at Barack Obama ikke ser mere af Danmark, end man kan iagttage i helikopter fra et rengjort luftrum – eller fra en pansret limousine på en ryddet motorvej.
Man besejrer terrorisme ved ikke at lade sig terrorisere af den, gjorde Salman Rushdie opmærksom på efter 11. september 2001. Man taber derimod til terroren ved at give efter for frygten og lukke det åbne samfund med allehånde sikkerhedsforanstaltninger. Gallupundersøgelsen registrerer naturligvis ikke danskernes bevæggrunde for deres svar. Man kan således vælge at konkludere, at de 89 procent trygge danskere er udtryk for tordnende naivitet bygget på lige dele smørhuls-kultur, hække-horisont og selvgod andedams-tro.
Efter snart et årti på den fundamentalistiske terrors to-do-liste er det naturligvis også muligt, at danskerne har kigget mekanismen ud? At vi ved, at massakrer på uskyldige ikke kun er beregnet på at ramme samfundsinstitutioner, symbolfigurer og individer, men at truslen om dem i ligeså høj grad er beregnet på at ramme forestillingsevnen. Beregnet på at nære psykosen, fordi der ikke er nogen direkte relation mellem gerningsmænd og ofre.
Attentatforsøgene mod både muhammedtegner Kurt Westergaard og senest Lars Hedegaard har derimod direkte relationer – stadig i fald sidstnævnte er forsøgt dræbt for sin islamkritik. Men selv i så fald er man – i hvert fald i samtlige danske medier – i dag enig om, at der er tale om et angreb på os alle. Ytringsfrihed er forbeholds- og betingelsesløs.
I Sverige står man tilsyneladende stadig i mellemregningen. Eller i forestillingen om at karakteristikken af Hedegaard er væsentlig for en korrekt tilgang til attentatet mod ham. Som journalisternes fagblad skriver, brugte Svenska Dagbladet først ordet »islamkritiker« om Lars Hedegaard.
»Men det var faktisk en fejl,« oplyser avisens internationale redaktør. »Det er desværre resultatet af en kommunikationsbrist. »Islamkritiker« lyder som en klar eufemisme, når det gælder Hedegaard. »Islamfjendtlig« – som vi brugte i webversionen – havde absolut været bedre,« siger den internationale redaktør Jesper Sundén på Svenska Dagbladet.
En anden stor avis, Dagens Nyheter, lavede en selvstændig artikel, hvor Lars Hedegaard blev kaldt »islamkritiker« i både rubrik og brødtekst. Af artiklen fremgik det, at han ofte udtaler sig nedsættende om islam og muslimer. »Den rigtige benævnelse er »islamfjendtlig«. »Islamkritisk« er ikke godt. Det er en fejl,« siger DNs udenrigschef, Pia Skagermark.
Det nærmeste man i dag i Danmark, hvor Hedegaard kaldes »islamkritisk«, kommer dette, var Politikens leder onsdag: »Lars Hedegaards verdensbillede ligger så langt fra Politikens, som man næsten kan forestille sig. Hans forvrøvlede, hadefulde og fornedrende udtalelser om muslimer i Danmark er forkastelige,« hed det i lederen. Men det var lederens anden sætning. Men før dette lød det: »Lars Hedegaard lader sig forhåbentlig ikke kue. Og demokratiet gør det med sikkerhed ikke. Det er lykkeligt, at formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, i går slap uskadt fra det attentatforsøg, en endnu ukendt gerningsmand rettede mod ham.«
Torsdag opnåede den formodede islamiske terrorist imidlertid – i mindre og symbolsk målestok – et terrormål. Formand Hedegaard udeblev – af sikkerhedsårsager og på anbefaling af Politiets Efterretningstjeneste – fra et møde om »omskæring af drengebørn« i Trykkefrihedsselskabet.
Formanden for selskabet, hvis virke er at værne om det frie ord, nødes til alligevel at begrænse sin ytrings- og bevægelsesfrihed. Det har ofte været slået fast gennem de seneste år, at terrorisme nærer sig af den angst, den kan sprede, ikke af den tilslutning, den kan opnå.
»Lars er ikke chokeret, han er rasende over angrebet,« fortalte Trykkefrihedsselskabets næstformand Katrine Winkel Holm, da hun før mødets begyndelse oplæste en hilsen fra Lars Hedegaard til de fremmødte: »Han har bedt mig sige, at han har ikke tænkt sig at stikke halen mellem benene, og det var ikke med hans gode vilje, at han ikke kom i dag,« sagde hun.
Underforstået, at det var med terrorens onde vilje, Lars Hedegaard blev forhindret. På et tidspunkt er han – trods sin særlige udsathed – naturligvis nødt til at gøre som resten af nationen: Nægte at leve efter det, nægte at lade sig terrorisere, for ikke at tabe spillet.