Forhenværende boksepromotor Don (Donald) King er ikke et af Guds bedste børn. Han har slået to mennesker ihjel, men fik kun en mindre straf i det ene tilfælde.

På positivsiden har han arrangeret nogle af verdens største boksebrag, såsom »The Rumble in the Jungle« og »Thrilla in Manila«, men har til gengæld også ry for at snyde bokserne, så det driver.

Don King begyndte sin karriere med spillebuler rundt omkring i Cleveland i Ohio. En dag forsøgte en mand at røve en af Kings spillebuler, og King skød manden. I det skydeglade USA blev det anset for at være en ikke-strafbar handling.

Værre var det, da han i 1966 så sig gal på en af sine ansatte, der skyldte ham 600 dollar fra et væddemål. Staklen kunne ikke betale og var i det hele taget en sølle eksistens. Don King gennembankede ham, så han døde af sine kvæstelser.

Han slap for en morddom og blev i stedet dømt for manddrab. I fængsel skulle han dog, men han slap ud efter knap fire år.

Hans karriere med at arrangere boksekampe begyndte i 1972, hvor han havde et mindre arrangement med Muhammed Ali. Det var faktisk et velgørenhedsarrangement, men Don King indså, hvor mange penge, der kunne tjenes ved at stille andre op mod hinanden mellem tovene.

Rumble in the Jungle

Den første store kamp, han arrangerede, var den berømte »The Rumble in the Jungle«, hvor Muhammed Ali stod overfor knockoutkongen George Foremann. Jungle kom ind i titlen, fordi kampen fandt sted i Zaire, der bød højest for at få kampen. Don King har altid været ret ligeglad, hvor pengene kom fra – blot de kom.

»The Rumble in the Jungle« blev en af de mest ikoniske boksekampe nogensinde, og et par år senere arrangerede Don King den tredje match mellem Joe Fraizer og Muhammed Ali. Den kom til at hedde »Thrilla in Manila«, og blev naturligvis bokset på Philipinerne. Atter var det en succes.

Gennem årene har Don King haft stort set alle store boksere i sin stald, det gælder foruden Frazier og Ali boksere som George Foreman, Larry Holmes, Mike Tyson, Evander Holyfield, Julio César Chávez, Ricardo Mayorga, Andrew Golota, Bernard Hopkins, Félix Trinidad, Roy Jones, Jr. og Marco Antonio Barrera.

Næsten alle boksere har efter deres kontakt med Don King anklaget ham for at snyde dem for deres løn efter kampene. I forvejen sørgede King altid for, at han fik en meget stor del af indtægterne – mellem en tredjedel og halvdelen – men tilsyneladende fik bokserne ofte ikke engang deres del af lønnen. I hvert fald ikke uden først at true med at lægge sag an mod boksepromotoren.

Fortaler for Trump

King har gennem årene indgået større millionforlig for at holde sagerne ude af retssalene, men har i flere tilfælde været så snu, at en af betingelserne for et forlig var, at der ikke måtte tales dårligt om det bagefter. Eller tale dårligt om Don King.

Nogle kontrakter med boksere er indgået på betingelse af, at deres advokat ikke var tilstede ved underskrivelsen.

Så populær er Don King vel ikke i boksekredse? Jo såmænd, for det var ham, der for alvor forstod at organisere boksning til en stor og velbetalt tilskuersport. Mange af hans boksere tjente millioner af dollar, og det gjorde Don King sandelig også.

Han har arrangeret den ene verdensmesterkamp efter den anden, i de bedste år op mod en snes i forskellige vægtklasser, og han har flere gange været årets promoter hos de forskellige bokseforbund.

Sidst Don King er set i en større offentlighed, var ved det republikanske partis præsidentnorminering. King er en stærk fortaler for Donald Trump.