LONDON: Opgaven for Haider al-Abadi er klar nok. Men nem nok er den ikke.

Iraks nye premierminister skal samle et land i noget nær total opløsning. Han skal bekæmpe den farligste terrorgruppe, verden har set siden al-Qaeda.

Samtidig skal han forsone landets mange etniske og religiøse grupper, der gennem årtiers blodige magtkampe har gravet sig ned i dybe grøfter af fjendskab, had og mistro. Mindre synes ikke at kunne gøre det, hvis Irak skal reddes.

Abadi fokuserede i sin første tale på behovet for at stå sammen i kampen mod Islamisk Stat, IS, som truer både kurderne i nord og centralregeringen i syd, og som har erobret store områder i det sunnimuslimsk dominerede vest og i det centrale Irak.

»Vi må alle arbejde sammen for at imødegå denne terrorkampagne, som føres mod Irak, og vi må stoppe alle terrorgrupper,« sagde Haider al-Abadi i en TV-transmitteret erklæring.

Foreløbig har shiamuslimen Abadi overvundet to store hurdler, som er en absolut forudsætning for, at han kan få succes. Han har opnået fuld støtte til sin udnævnelse fra såvel USAs regering som fra præstestyret i Iran, hvilket må siges at være en bedrift.

Det kan meget vel være desperation, som har fået både Washington og Teheran til at gribe efter ethvert strå, der måske kan bringe situationen i Irak bare nogenlunde under kontrol, men det tyder også på en vis politisk balancekunst hos Abadi.

Hård kritiker af Saddam Hussein

Måske endnu vigtigere er det, at Abadi op til weekenden fik fuld opbakning fra sin forgænger. I en fælles TV-optræden erklærede Nouri al-Maliki, at han »for at fremme udviklingen i den politiske proces« ikke længere er kandidat til en tredje periode på premierministerposten, men i stedet bakker op om sin partifælle.

Maliki har ellers tidligere betegnet Abadis udnævnelse som et kup og syntes på det tidspunkt at ville kæmpe for posten med alle midler.

Den nye regering skal dannes inden for 30 dage, men med en stat i opløsning vil der være krav om, at Abadi selv skal levere her og nu. Han betegnes som en af de moderate politikere i Dawa-partiet. Det giver håb om, at han kan overbevise både sunnier og kurdere om, at han vil inkludere dem i regeringen.

Mange anklager Maliki for at have skabt fundamentet for den nuværende krise og ekstremisternes succes ved ensidigt at tage hensyn til shia-flertallets interesser, mens sunnimuslimer blev decideret forfulgt. Vestens håb om en mere demokratisk indstilling hos Abadi hænger blandt andet sammen med, at han tilbragt en stor del af sit voksne liv i Storbritannien.

Iraks nye premierminister blev født i 1952 i Bagdad og meldte sig allerede som 15-årig ind i Dawa-partiet. Han studerede elektroteknik på universitetet og tog sidst i halvfjerdserne til Manchester for at tage en ph.d. Det blev et langt ophold.

Abadi markerede sig som aktivist og kritiker af Iraks sunnimuslimske diktator Saddam Hussein, som havde taget magten. Ifølge The Guardian henrettede Husseins Baath-regime to af hans brødre og fængslede en tredje bror i ti år. Abadis pas blev annulleret i 1983.

Også hans far, der på et tidspunkt var generaldirektør i det irakiske sundhedsministerium, forlod Irak og døde i London.

Først med USAs invasion i Irak i 2003 vendte Abadi tilbage og blev optaget i inderkredsen omkring Maliki. Han har været kommunikationsminister og viceformand for parlamentet.

Sikkerhedsstyrkerne er gået for vidt

Nu har Abadi fået den politiske toppost, der må være et af de mindst misundelsesværdige job i verden lige nu. Irak-specialisten Ranj Alaaldin advarer i et interview med BBC om, at det kan være svært helt at ændre forgængerens konfrontatoriske kurs:

»Der er stadig tale om en politiker med en vælgerbase, som hovedsageligt findes i det sydlige Irak blandt shiaerne, så hans politik vil afspejle det,« lyder Alaaldins vurdering.

Over for Huffington Post har Abadi gjort det klart, at han er indstillet på at række ud efter alle, der vil hjælpe Irak med at dæmme op for IS:

»Hvis USA gennemfører luftangreb, så behøver vi ikke iranske luftangreb. Hvis de ikke gør det, så får vi måske brug for iranske angreb,« forklarede den nyudnævnte premierminister. Et af de store hovedbrud bliver at forholde sig til, at en del lokale sunnier har støttet IS-styrkernes fremrykning eller direkte sluttet sig til ekstremisterne. Ikke nødvendigvis fordi de sympatiserer med ønsket om at »genskabe kalifatet«, men mere for at kæmpe imod centralregeringens overgreb på og hævn over sunnibefolkningen, der nød godt af Husseins regime.

Abadi indrømmede over for Huffington Post, at irakiske sikkerhedsstyrker i nogle tilfælde er gået over stregen, og at »det er nødvendigt at lytte til anklagerne, hvoraf nogle er rigtige, og nogle er falske«.

Hvis det så betyder, at han vil række hånden frem til forsoning, vil det være noget helt nyt i det polariserede Irak.

Fjenderne står i kø

Abadi skal også indstille sig på, at ikke alle synes, at det er en god idé med ham i spidsen for landet.

Tirsdag i sidste uge angreb en selvmordsbombemand en kontrolpost, som bevogter Abadis hus. Om det var en Maliki-støtte, sunni-ekstremist eller, hvem som stod bag, forlyder der ikke noget om. Mulige fjender er der nok af i Irak for en nyudnævnt premierminister.