Der er så meget pænt at sige om svenskernes smukke kulturarv. De har jo Ingmar Bergman og ABBA og August Strindberg, for at nævne nogle af de kendteste, og de har krimier i metermål, mange af dem rigtig gode, og så er der børnelitteraturen, ikke mindst, anført af Astrid Lindgren, der aldrig fik Nobelprisen, skønt ingen havde fortjent den mere end hun. Astrid Lindgren er verdenslitteratur, intet mindre, og intet hos hende er finere end bøgerne om Emil fra Lønneberg, der lavede så mange skarnstreger, og som i dag fylder 50 år. Eller rettere: Bøgerne om ham gør. For præcis et halvt århundrede siden udkom den første af Emil-bøgerne, »Emil i Lönneberga«. Emil selv bliver ved med at være otte år gammel. Eller cirka deromkring.

Jeg har selv mødt Astrid Lindgren en enkelt gang. Det var til et pressemøde i København i 1997 i anledning af, at Wilhelm Hansen Fonden havde tildelt hende sin hæderspris på 100.000 kroner. Der sad hun, den gamle dame, der på det tidspunkt var næsten 90 år gammel. Hun var taget hele vejen fra Stockholm til den danske hovedstad for at modtage hæderen, og hun sagde ikke så meget, men hun sagde lidt, og da hun blev spurgt, hvilken af hendes figurer, hun holdt mest af, svarede hun uden tøven: »Emil«. Det var godt svaret, synes jeg. For ham Emil, han er altså noget særligt, og så har han tilmed et litterært forbillede i det virkelige liv, nemlig Astrid Lindgrens egen far, Samuel August. Bortset fra, at han, faderen, ifølge Astrid Lindgren selv ikke lavede helt så mange skarnsstreger.

Hyss

Der var det igen, det ord! Skarnsstreger! Eller »hyss«, som de siger på svensk. Skarnsstregerne er saltet i fortællingerne om Emil, det er dem, der gør ham til Emil og ingen anden. For der er jo det forunderlige ved Emils skarnsstreger – dem som altid gør hans far meget vred – at de aldrig er gjort i ond mening. Når Emil hejser lillesøster Ida op i flagstangen, er det, fordi hun skal have lov til at se verden lidt fra oven, helt over til Mariannelund. Når Emil skal køres til doktoren i samme by, fordi suppeterrinen har sat sig fast på hans lille hoved, er det ikke, fordi han med vilje har sat den der, men fordi han så gerne ville have fat i den sidste lille sjat suppe, dernede på bunden. Når Emil hælder paltdej ud over sin stakkels far, er det ikke for at genere ham, han vil bare gerne gøre ham glad igen, efter skarnsstregen med musefælden, og så holder han fadet med paltdej ud ad vinduet og råber glad til sin far, »Se far! Vi skal have palt til middag«, og så kommer han desværre til at miste grebet, og så ryger det blodige indhold lige ned over den ulykkelige. Sådan er Emils skarnsstreger, og derfor kan man kun elske Emil, og godt at Emil altid når at løbe i sikkerhed ovre i værkstedet. Så kan han sidde dér på huggeblokken og hugge træmænd, indtil det fædrene ophav igen er kølet ned.

En af de smukkeste fortællinger om Emil er jo for øvrigt en historie uden skarnsstreger. Det er den, der begynder med, at karlen Alfred bliver meget syg af blodforgiftning. Udenfor er det et skrækkeligt vejr, sneen ligger højt over hele Småland, men Emil giver ikke op. Han spænder hesten for vognen og kører, ene dreng, af sted med sin bedste ven, og på den måde redder han hans liv. Det er så rørende, og det er meget dramatisk, som Astrid Lindgren også kan være det, og hvis man har set den svenske instruktør Olle Hellboms tre mageløse Emil fra Lønneberg-film (der også blev til en TV-serie), så er det måske den historie, man husker bedst.

Gamle dage

Man hvad nu, hvis Emil havde været en rigtig levende Emil og ikke en fiktiv Emil? Hvor gammel ville han så have været, hvis han ellers stadig levede? Jo, han ville nok have været omkring 100 år gammel, det er der meget, der tyder på.

Ganske vist nævnes årstal ikke i fortællingerne om ham, men dels er der jo hele tidsbilledet, der så tydeligt er det store, smukke fattige Småland omkring forrige århundredskifte, komplet med tyfus, særlinge, egnsretter, hestevogne og respekt for Guds ord. Dels er der også mere konkrete tidsmærker rundt omkring i fortællingerne. Et sted optræder en komet, som kun kan være den Haleys komet, der passerede Jorden i 1910. Et andet sted overvejer den unge pige i huset, den ikke alt for kvikke Line, der ikke er nogen stor fan af Emil, om det mon ikke ville være bedre at blive ramt af det jordskælv, der netop har ramt Amerika, end fortsat at skulle udsættes for Emils skarnsstreger. Her må det være det store jordskælv i San Francisco i 1906, hun tænker på.

Sådan blandes fantasi og fakta, det tidsbundne og det tidløse i fortællingerne om Emil fra Lønneberg, og smukkere er de størrelser vist aldrig blevet blandet i børnelitteraturen. I dag er det så 50 år siden, han debuterede, skarnsknægten, og om 50 år vil han med garanti være her endnu, 100 år gammel og stadig lige skarnsknægtet. På den allerkæreste måde.