Hans folkeskolelærerskæg snitter sweaterkraven, når han drejer hovedet og smiler: »Nej, du. Jeg vil helst ikke sammenlignes med Hitlers postbude.«
Vi har lige talt om dengang, nazi-Tyskland sang på sidste vers, og det sønderbombede samfund lå i ruiner. Da bragte postbudene stadig breve ud mellem murbrokkerne. De var ansat som tjenestemænd og gjorde, som resten af deres tjenestemandskolleger, hvad de altid havde gjort, uanset situationens alvor. Loyalt og pligtopfyldende. Det gør den 61-årige lærer i matematik og natur- og teknik på Tove Ditlevsens Skole på Vesterbro også. Lars Bjørn-Henriksen forventes at sidde klar ved katederet hver dag, uanset om samfundet er gået i stå, eller om hans overenskomstansatte kolleger er lockoutede.
»Jeg har tænkt tanken: Ville jeg passe mit arbejde eller min familie, hvis Barsebäck sprang i luften? Godt nok er jeg meget pligtopfyldende. Men i den situation er jeg ikke ret meget tjenestemand.«
En dyr fætter
Siden 1984 har Lars Bjørn-Henriksen været tjenestemandsansat lærer på den samme skole. Så han er en tung og dyr fætter at have rendende i et samfund, hvor fleksibilitet og pris er nøglebegreber. Det kan være svært for en offentlig arbejdsgiver at lede og fordele arbejdet, når hans tjenestemænd er livstidsansatte, har tre års løn ved opsigelse og livstidspension. Til gengæld må de udryddelsestruede ansatte ikke strejke og skal »såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver,« som der står i Tjenestemandsloven – tjenestemandens »overenskomst«. De kommunalt ansatte har deres regulativ, og lærerne igen deres egne ansættelsesregler, der er en blanding af de to.
Lars Bjørn-Henriksen og hans tolv tjenestemandskolleger på skolen og resten af de godt 80.000 tjenestemænd og andre med ret til tjenestemandspension fra staten, kommuner og regioner ved godt, at de synger på sidste vers. Som han selv siger: »Vi er en uddøende race.« Eller som professor Tim Knudsen på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, udtrykker det: »Tjenestemanden stammer fra en tid, hvor man lagde mere vægt på, at statsapparatet fungerede loyalt uanset konflikter, krig og katastrofer. Og når nogle lærere stadig er tjenestemænd, så er det en anakronisme, der vil uddø om nogle år, når de nuværende går på pension. Men man kan ikke få både stabilitet og ro og samtidig have fleksibilitet og omstilling. Man må vælge.«
Når Lars Bjørn-Henriksen har været hos en ejendomsmægler, ser mægleren helt glad ud ved udsigten til måske at gøre en handel med en tjenestemand. Så er der da sikkerhed for økonomien. »Og hvis jeg fortæller nogen, at jeg er tjenestemandsansat lærer, ser de ud som om, de tænker: Nåeh, du har dit på det tørre.«
Og så er der de gamle fordomme. Med inspiration fra romantikken i 1700-tallet var tjenestemanden i lang tid, i kunst og litteratur, en forandringsangst, grå, selvudslettende paragrafrytter. En småborger a la »Den forsvundne fuldmægtig« i et kafkask mareridt af bureaukrati og regler.
I 1970erne et populært samfundsbevarende fjendebillede for venstrefløjens unge. I dag skal der ikke megen avislæsning og TV-kiggeri til for at se, hvordan tjenestemanden i stigende grad fremstilles som magtens grå eminence.
Det grå er væk. Nu er tjenestemanden og embedsmanden i statsapparatet primært en, der kan det politiske spil. I anden række en, der kan sine tal og tabeller på fingrene. En ny og voksende tendens i »tjenestemandsmiljøet« er også, at offentlige arbejdsgivere i stigende grad bruger brede jobbeskrivelser og individuelle kontrakter. Så er de ansatte nemmere at omplacere, og risikoen for uro ved forandringer mindskes.
Trygheden er vigtig
Der er heldigvis mange måder at være tjenestemand på i dag. Men alle, både Lars Bjørn-Henriksen og hans tjenestemandskolleger, har siden Tjenestemandsloven i 1919, kunnet leve livet i tryg forvisning om, at samfundets sikkerhedsnet var spændt ud under dem. I dag med livstidsansættelse, tre års løn ved opsigelse og livstidspension. Til gengæld skal han være til at regne med og ikke føjte ud og strejke og lave ballade i tide og utide.
Man skal trække det ud af ham, men netop trygheden er vigtig for Lars Bjørn-Henriksen. Han har det bedst med at vide, hvad han har og ikke har på den anden side af karrieren. Af fyraften. Han har aldrig taget springet ud af sikkerheden, men tænkt over det og droppet det igen. Som da han og fysioterapeut-konen overvejede at overtage et gods og lave et center for fysioterapeutisk behandling.
»Jeg turde ikke. Jeg skal kunne se, at økonomien og det hele også hænger sammen i næste måned.«
»Jeg tænker aldrig over, at jeg har en anden ansættelsesform. Men måske kan jeg bedre sige fra og slå i bordet over for ledelsen uden at frygte noget,« siger han. Han har ondt af sine lockoutede kolleger og af dem, der i tidens løb er blevet fyret.
Deres trykkede blikke kan han ikke glemme.